ARTIKLEN INDEHOLDER STORE SPOILERS FRA NATTENS FINALE.
En serie-æra er forbi, og selvom meningerne om de sidste par sæsoner har været delte, så tror jeg, at der er bred enighed om, at Game of Thrones er et seriefænomen, der har beriget vores tilværelse de sidste otte år.
I nat kom kulminationen på det hele; den endelige kamp om magten over De syv kongeriger. Efter sidste uges udskældte afsnit, hvor al logik og karaktermotivation tilsyneladende var skubbet til side for især ét WTF-øjeblik, var jeg personligt efterladt apatisk og i tvivl, om hvorvidt Game of Thrones igen kunne hale mig ind som engageret seer og efterlade mig bare nogenlunde tilfredsstillet.
Det korte svar er ja. Der var uden tvivl flere ulogiske hændelser i afsnittet – eksempelvis dragen Drogon, der åbenbart er en del klogere, end vi troede, og vælger at smelte jerntronen. Men alt i alt fornemmede man, at David Benioff og D. B. Weiss havde gjort sig umage og forsøgt at give vores elskede seriekarakterer et værdigt farvel. Tingene blev måske ikke, som du eller jeg personligt håbede på, men det er simpelthen ikke muligt at indfri alles forventninger.
Slutningen føltes på mange måder som flere slutninger i én og samme finale. Med flere karakterer, end der er skærmtid til at følge, blev det som så ofte set i komplekse, karakterdrevne serier såsom The Wire og Mad Men mere til en nøje gennemgang af de enkelte figurers skæbner.
Lad os gennemgå de vigtigste af dem og prøve at forstå, hvad fremtiden byder dem, deres nyfundne magtstatus, og hvordan de er forløst ud fra et fortællermæssigt synspunkt.
TABER Daenerys Targaryen
Dragemoderen, der igennem samtlige sæsoner har været på en mission om at skabe en bedre verden ved at repræsentere folket og en fair behandling af alle, blev endelig sindssyg - præcis som mange havde gættet på. Ved at slagte tusindvis af beboere i Kings Landing gjorde hun sig uegnet til at indtage Jerntronen, og med mindre vi gik den ultimative pessimist-slutning i møde, var det oplagt, at hun måtte skaffes af vejen.
Det var hårdt at overvære Jon Snow, der med sine udtryksfulde dådyrøjne aldrig har kunnet skjule, hvor meget han elsker Daenerys, være manden, der måtte ende hendes dage. Selvom vi i sidste afsnit hev vores Khaleesi-plakater ned fra væggene, var det stadig hårdt at se hende blive dræbt af en, hun elsker, og det var efterfølgende tragisk at se Drogon flyve afsted med sin afdøde dragemor.
Dog var det på et dramaturgisk plan på tide, at vi fik et vaskeægte affektdrab – også selvom det melodramatiske tenderede noget fra Dollars. Daenerys var afsnittets helt store taber, men i det mindste gik hun ud med et brag, og hendes fortælling føles fuldendt – især hvis man forsøger at glemme sidste uges alt for bratte transformation fra sød dragemor til gal dronning.
TABER Jon Snow
Mange var sikre på, at Jon Snow ville ende som den ubestridte leder af De syv kongeriger. Personligt har jeg aldrig købt den. Det ville simpelthen være for oplagt et valg, og George R.R. Martin har aldrig valgt at følge de gængse fantasykonventioner – hvori Jon Snow, Stark-familiens sorte får, der vokser op og bliver til verdens mægtigste mand, ville være det eneste rigtige valg. Men sådan spiller klaveret ikke i Game of Thrones.
I stedet blev Jon for sit mytteri forvist til Castle Black – et sted, der vel ikke har den store berettigelse længere nu, hvor hverken white walkers eller wildlings er en fare for omverdenen. Måske derfor vælger Jon at gå med Tormund og resten af hans wildlings, formodentlig for at stable en tilværelse på benene på den anden side af muren.
På mange måder er det en passende afsked med outsideren Jon, selvom det er svært at bære, at en mand med så meget potentiale, de ypperste familienavne og et hjerte af guld ikke får lov at blive i enten Norden eller Kings Landing, hvor henholdsvis hans søster og bror skal regere.
Jon er på mange måder afsnittets næststørste taber efter Daenerys, men måske han igen kan forelske sig i en wildling og finde lykken.
VINDER Tyrion Lannister
Alles yndlingskarakter i de tidlige sæsoner har haft et par hårde år som Hånd for Daenerys, hvor hele hans image som den klogeste mand i kongeriget for alvor blev sat på en prøve. Faktisk har det virket som om, at han ikke har været i stand til at træffe en eneste klog beslutning, men det blev der heldigvis rådet bod på i afslutningsafsnittet.
Efter at have forrådt Daenerys bliver Tyrion sat i fængsel, men det er i samtale med Jon Snow, at han får overbevist vores allesammens bastardsøn om, at Daenerys er til fare for sine omgivelser. Endelig ser vi Tyrion træde i karakter, efter han har hængt med næbet i to sæsoner. Senere i afsnittet er det også ham, der holder en brandtale for Bran og overbeviser de andre overhoveder om, at han er den rigtige konge.
Tyrion selv bliver benådet for sit mytteri og bliver tildelt rollen som Hånd for Bran. I det første stormøde med de andre ledere står det også klart, at rollen som hånd er mere, end hvad det var, da han arbejdede for Daenerys. Bran er ikke en traditionel leder og en af de sidste scener, da Bran zoner ud og begynder at lede efter Drogon, ser vi, hvor nemt Tyrion glider ind i, hvad der formentlig bliver den egentlige lederrolle i King’s Landing.
VINDER Bran Stark
I afsnittets måske største overraskelse får vi endelig svaret på, hvem der skal regere. Selv havde jeg gættet på Sansa (og havde delvist ret), og mange havde regnet med, at det ville blive Jon. At rollen som overhoved af De syv kongeriger tilfalder Bran, var ikke bare en overraskelse, det var et spøjst valg, da han ikke har fået voldsomt meget skærmtid de seneste sæsoner.
Men set i bakspejlet giver det alligevel ret god mening. De syv (nu seks) kongeriger har brug for en mytisk galionsfigur med en fascinerende historie, som ikke er alt for svøbt ind i tidligere drama. Det giver også mening, at Bran hele tiden har vidst, at han skulle regere og derfor gjorde så meget ud af at give Arya den dolk, hun reddede ham med, da The Night King var på nakken af ham.
Bran ender som den mægtigste mand i Westeros og må anses for at være afsnittets helt store vinder. Mange er skuffede og mener ikke, at Bran har gjort sig fortjent til denne udmærkelse, men det er for mig at se netop pointen med at vælge ham, da det udsender det helt rigtige signal.
VINDERE Sansa Stark og Arya Stark
De to stærke søstre er gået fra at være små uskyldige piger til slagskraftige, stategiske giganter. Sansa som et af de klogeste hoveder i Westeros og Arya som en snigmorder af Guds nåde.
Men deres veje skilles i dette afsnit, hvor Sansa kræver Nordens uafhængighed og bliver tildelt rollen som dronning overfor sit folk. Sansa er sammen med Bran den helt store vinder og få ting er mere tilfredsstillende efter alt, hvad hun har været igennem.
Arya vælger at gå egne veje og rejse mod vest til en del af verden, hvor ingen før har været. Aryas afslutning emmer langt væk af en spinoff-serie. Vi ved dog, at den spinoff-serie, der er længst i udvikling, har et helt andet fokus og foregår cirka 5.000 år før den tid, som vi vi følger i Game of Thrones.
Personligt er jeg lidt skuffet over Aryas rolle i det sidste afsnit. Jeg synes, at sidste afsnits slutning lagde op til, at hun skulle spille en større rolle, og selvom det var fedt at se hende give Yara Greyjoy tørt på, og idéen om hendes rejse er spændende, så savnede jeg hendes strategiske evner i et afsnit, hvor Jon åbenbart bare kan charmere sig ind på livet af Daenerys og dolke hende i maven.
Jeg er ikke engang nået forbi endnu en kæmpe vinder, Bronn, som bliver lord af Highgarden, og Brienne, der nedfælder Jaimes mest noble bedrifter i ’The Book of Brothers’.
Det er i sandhed et afsnit, hvor skaberne forsøger at give alle figurerne en passende slutning. Det lykkes måske ikke i alle tilfælde, men de overodnede rammer er tilfredsstillende, og når vi kigger tilbage, så tror jeg, at vi vil huske Game of Thrones-finalen som en passende en af slagsen.