Hvordan føles det, når vennerne slår sig ned med kæreste og børn, mens man selv forsøger at forstå Tinder og har tømmermænd hver weekend?
I webserien ’29’ og den nye sæson ’30’ traver makkerparret Julie og Jesper rundt i København, mens de med mere eller mindre troværdighed i stemmen overbeviser hinanden og sig selv om, at 30’erne helt sikkert er de nye 20’ere.
For hvordan takler man følelsen af at begynde forfra, når man er 30? Og hvorfor er det så svært, når vennerne stifter familie, og du ikke længere er deres førsteprioritet?
Det har vi talt med skuespillerne Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag om.
Hvad tænkte I, at I ville have opnået, når I blev 30?
Julie: Jeg troede, at jeg ville have to børn og en mand og have arbejdet i mange år. Så man bliver klogere, når man når 30 og overhovedet ikke er der, men det er fint. Man føler sig ikke ældre end 25, selvom man er fyldt 30.
Jesper: Man har en illusion om, at 30 er voksenlivet. Nu er det specielt for os, for vi blev singler som 29-årige, så jeg blev virkelig ramt af følelsen af at starte fra scratch og ikke være voksen overhovedet.
Julie: Det bliver forstærket af, at ens venner begynder at få børn. Den skillevej, der sker i vennegruppen, er interessant.
Hvad mener I kendetegner den generation, der er tredive nu?
Jesper: Det er en blanding af, at der er høje forventninger og rigtig mange muligheder. Vi havde på et tidspunkt en arbejdstitel, der hed ’Tvivl’, for det kommer af at have mange muligheder. Kombineret med det pres, at du skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt i livet både fra omgivelserne og en selv.
Julie: Vi ville lave en serie både til vores generation, men også til dem i 20’erne og 40’erne, for alle kender at være et sted i livet og ikke føle, at man er, hvor man troede, man ville være. Det er en basal tematik.
I har omtalt følelsen af, at ens venner pludselig lever et helt andet liv, end man selv gør, som en sorg. Hvad gjorde I med den følelse?
Julie: Det er en sorg, for man kan være irriteret på sin bedste veninde over, at hun vælger at få et barn, men det er egoistisk, for det er en fantastisk ting for hende. Derfor er det issue interessant at tage op. Der er ikke en løsning på, hvad man gør med den følelse, man må bare finde sig i det. Man kan ikke sige til andre, hvordan de skal leve deres liv.
Jesper: Det er en ubehagelig følelse af at miste sin ungdom. Jeg snakkede med min kammerat forleden, som lige har fået et barn. Vi havde endelig taget os sammen til at tage ud og spise. Vi som mænd kan være dårligere til at passe hinanden og holde kontakten ved lige. Da vi gik på universitetet og læste, sås vi hele tiden, og man kunne skrive til hinanden klokken halv ti om aftenen og spørge, om vi skulle tage en øl, og så misser man en forelæsning. Det kan man ikke, når man får børn og et arbejde.
Jesper: Vores liv er blevet voksent på den måde. Det er gået op for os, at vi er nødt til at kæmpe for at bevare vores venskab, og det snakker vi højt om.
Julie: Det bliver lidt usexet, ik’? Det er ligesom et parforhold, man skal arbejde på, og jeg tror, at man bliver nostalgisk. Man savner dengang, det bare var 'os tøser', og vi prioriterede hinanden 100%. Men pludselig mærker man, at man ikke er deres førsteprioritet.
Det lyder som om, at det er en tid i ens liv, hvor er man er meget nostalgisk og sørgmodig. Hvordan finder man humoren i det?
Julie: Det går heldigvis tit hånd i hånd. Vi skal huske, at det ikke skal være synd for singlerne. Der er masser af humor i det, for man kan godt se, at man er ynkelig eller det er forkælet at blive sur på sin veninde, fordi hun ikke vil med i byen. At karrieren ikke lykkes, og man klovner rundt i det.
Julie: Mange af de sjove scener i serien er oplevelser, som vi eller vores venner har haft de sidste par år. Det er genkendelige situationer, som vi sætter lidt på spidsen.
Har serien været en form for terapeutisk arbejde med jeres egne kriser over at fylde 30?
Jesper: Det er klart, at man er tvunget til at nørkle det igennem selv for at finde ud af: Hvordan fanden har jeg det egentlig med det her?
Julie: Det er ikke, fordi vi laver serien for vores egen skyld og kommer ud som bedre mennesker på den anden side, men vi indså, at der måtte være et publikum, der gerne ville se deres liv blive behandlet.
Tror I nogensinde, at man kommer til at føle, at man er voksen og har styr på sit liv?
Julie: Det kan godt være, at man på et tidspunkt føler sig voksen og kedelig, når man sidder med to små børn og en mand og er flyttet et eller andet sted hen og tænker: Hvor blev det der ungdomsliv af? Men så vil der være noget andet, der ikke er på plads. Jeg håber aldrig, at man tænker: 'Nu er jeg rigtig voksen'.
Jesper: Problemet er, at man nok vil savne ungdomslivet rigtig meget. Dem, vi snakker med, som får børn og kommer ind i en dagligdagstrummerum, siger: 'Fuck, hvor er du heldig mand'.
Julie: Og dem, der er 10 år ældre end os, siger: 'Hold jeres kæft, I er så fucking unge, I skal bare nyde det. Og vi er glade for at leve det liv, som vi gør'.
Det var derfor, I lavede serien?
Julie: Vi havde brug for at sige, at vi er en generation, der ikke vil nøjes. Vi vil ud og smage det hele. Det er der en masse egoisme omkring, men det er vores generation.
Jesper: Det er en serie om venskab og to mennesker, der finder hinanden, når de har brug for hinanden, så brug dine venner og slap af. Julie og Jesper kunne virkelig godt bruge en chill pill. De kører sig selv op over deres egne forventninger og fucker det op for sig selv hele tiden.
Julie: Giv lov til at tvivlen altid vil være der. Det er meget normalt ikke at vide, om du lever det liv, hvor alt spiller, og det er der ingen, der gør. Alle går på kompromis og kæmper med noget. Det er helt i orden.
I frygter ikke at blive 40?
Julie: Det er jeg da glad for, at der går små ti år, inden vi bliver. Det gode ved vores serie er, at vi nu skal i gang med tredje sæson, og vi kan altid vende tilbage til Julie og Jesper og se, hvor de er i deres liv. Om de stadig er utilfredse.
Jesper: Vi håber på selv at have fået nogle børn om fem-seks år, så skriver vi om det, for vi skriver altid med udgangspunkt i os selv.
Har I nogle gode råd til dem, der snart bliver 29 og 30?
Julie: Man skal snakke med sine venner om det, så finder du ud af, at rigtig mange har det ligesom dig.
Julie: Der er ikke en rigtig opskrift på, hvordan man skal leve sit liv, når man er 30. Det er en gammeldags måde at tænke på.
Du kan se ’29’ og den nye sæson ’30’ på Yousee Comedy.
