Sidste gang italieneren Paolo Virzi drønede rundt på landevejene med sit filmhold, var det i selskab med Beatrice og Donnatella, to smukke og skrøbelige italienske kvinder, der undervejs i tilværelsen var blevet dårligt behandlet af deres mænd, og som nu forsøgte at finde sig selv på et hjem for sindslidende i Toscana.

Det vil sige, det var meningen, at de skulle finde sig selv på et hjem for sindslidende i Toscana.

I stedet stak Donnatella og Beatrice af, ud på landevejen, som Thelma og Louise gjorde det i en tilsvarende film 20 år tidligere. Ud for at finde sig selv gennem landevejenes frihed i filmen 'Springtur i Toscana'.

Et sidste forsøg på at finde sig selv

Nu fiser Paolo Virzi minsandten rundt på drømmenes motorvejsnet igen, nu i de amerikanske sydstater - og denne gang i selskab med et nyt sæt Thelma og Louise, Ella og John, et ældre ægtepar, der insisterer på at gøre et sidste forsøg på at finde sig selv.

De vil smage den frihed, tilværelsen er i gang med et berøve dem, en sidste gang. John, der har undervist i Ernest Hemingways forfatterskab gennem det meste af sit voksenliv, vil gerne se Hemingways hus i Key West i Florida, men han er også så heftigt ramt af alzheimers, at han konstant glemmer, hvad der foregår omkring ham.

Når han er nået hen til slutningen af en af de Hemingway-sætninger, han holder så meget af, har han f.eks. glemt, hvad sætningen begyndte med.

Alzheimers og et arsenal af smertestillende

Ellas hjerne fejler ingenting. Til gengæld har hun kræft, så meget at hun rejser rundt med et stort arsenal af smertestillende medicin og et udvalg af parykker til at dække over den skaldede isse.

Netop Johns hensygnende hukommelse og Ellas skiftende hårpragt bruger Paolo Virzi til at tegne et portræt af to mennesker, der har levet hver deres skarpt optegnede liv med familie og jobs, men som nu, i deres livs sene efterår, langtfra er, hvad de har været.

Det er tragikomisk i klareste forstand. Især Johns Alzheimers er skyld i nogle spøjse situationer i 'Vores livs ferie', som når han glemmer, at han faktisk ikke er i stand til at køre i bil længere, og endda også glemmer sin kone, Ella, og drøner afsted alene i parrets gamle autocamper.

Eller når han taler i telefon med sin voksne datter og tror, han taler med den lille pige, han kan huske.

Trist og tragisk på samme tid

Den balance mellem det triste og tragiske, og det komiske og kejtede holder Paolo Virzi hele vejen gennem sin film. Han holder den endda så imponerende stramt, at man som tilskuer kan sidde og grine, som når man er til en familiefest og morer sig over sin gamle tante, der har glemt hvor hun stillede sin kage.

Men samtidig også kan blive ramt af synet af to mennesker, der ser den verden, de har bygget op sammen, skvatte samme som et korthus.

Det handler ikke kun om, at John ikke kan genkende sine børn som små på de dias, ægteparret sidder og genser undervejs på deres rejse. Det handler om at forsøge at holde fast i den, man er, inden man forsvinder.

Masser af grin og en klump i halsen

Det er bestemt ikke en fortælling, som filmverden har bekymret sig ret meget om i sin traditionelle flirten med ungdomslivets glæder, men efterhånden som Hollywood opdager, at ældre mennesker er en guldgrube, dukker nye fortællinger op.

Og 'Vores livs ferie' hører bestemt til de bedre. Ikke alene hygger Helen Mirren og Donald Sutherland sig gevaldigt med at få skabt stærke og levende mennesker ud af Ella og John.

Det lykkes også Paolo Virzi at tale til både klumpen i halsen og til lattermusklerne med sin historie om et ældre ægtepar, der er rigtig hyggelige at følges med mens de forvitrer som et sandslot, der trækkes væk, bid for bid, af tidevandet.