Serien alle taler om lige nu: Sådan bliver du et bedre menneske... af at rydde op!

Oprydningseksperten Marie Kondo hjælper rodehoveder til mere orden i ny serie. Her er hendes bedste tips.

- Det lyder simpelt, og det er det også, men din indre ordensnarkoman har ikke levet sit liv fuldt ud, før du har set Marie Kondo folde et gigantisk stræklagen til en lillebitte rektangel og stille det på højkant i en æske sammen med et matchende sæt af sengetøj, lover DR's serieekspert. (© Denise Crew/Netflix)

Det burde være nemt nok at rydde op. Det er jo trods alt bare det modsatte af at rode, som vi allesammen godt kan finde ud af.

Men de fleste af os har nok samtidig også en dæmrende fornemmelse af, at rodet på en eller anden måde taler sammen med vores mentale tilstand.

Det har den japanske oprydningsguru Marie Kondo fundet en måde at spinde guld på.

Først som oprydningskonsulent, så international bestsellerforfatter og nu med sin nye Netflix-serie, 'Tidying Up with Marie Kondo'.

Her besøger hun i hvert afsnit et nyt - amerikansk - hjem, der i de fleste tilfælde hører til i den ekstreme ende af rodeskalaen.

Kondo vimser ind som en lillebitte japansk oprydnings-fe i evigt kridhvide bomuldsbluser og skarpe, ensfarvede nederdele: 'Jeg glæder mig så meget! Jeg elsker rod!'

Hun lærer beboerne KonMari-metoden (jeps, det er en patenteret oprydningsmetode) og puf, alle involverede er på vej mod en lykkeligere tilværelse.

Og jo, det er lidt vildt, at vi er nået dertil, hvor vi har brug for en tv-serie til at lære os at rydde op, men på den anden side: Det er da megahårdt at rydde op!

Her er Marie Kondos bedste tricks til at gøre oprydningen til en magisk faktor i dit liv, der kan få dig et skridt tættere på at leve den zen-agtige, anti-materialistiske japanske tilværelse, du altid har drømt om.

Eller bare en skør måde at tale om dine ting på, som du kan drive dine bofæller til vanvid med.

1

Bunken

(© Denise Crew/Netflix)

Så vidt jeg kan se, har Marie Kondo ikke et særligt udtryk for denne del af processen, men det er den mest centrale og den absolut mest direkte anvendelige.

I serien ser man især folk gøre det med deres tøj, men man kan gøre det med alt.

Jeg har selv gjort det med mine bøger, og når jeg kigger på min bogreol nu, bliver jeg seriøst fyldt med glæde og taknemmelighed.

Vent, vent, det er ikke så skørt, som det lyder!

Man tager alle de ting, man gerne vil rydde op i, inden for kategori og lægger dem i én stor bunke.

Det har en vild effekt, fordi man mærker den fulde mængde af ting, man har fået købt, og giver det sidste spark af motivation for at få ryddet ud.

Jeg har prøvet det selv, og jeg kan se den samme overvældende følelse ramme dem i serien: 'Jeg er jo bare et lillebitte menneske, jeg har på ingen måde brug for 50 skjorter/500 bøger/20 par sko' (find selv på flere eksempler).

2

Hokuspokus-tricket

(© Denise Crew/Netflix)

Når du har lavet bunken, tager du hver eneste ting frem efter tur og vælger, hvad der skal blive, og hvad der skal ud.

Og så siger du pænt tak for besøget til de ting, der ryger ud.

Men nu tænker du nok; hvordan vælger jeg, hvad der må blive i mit nye, smukke liv? Og her kommer det eneste hokus-pokus trick, du skal sluge.

Det er faktisk allerbedst, hvis man først bliver introduceret til det, når bunken ligger på gulvet, for så er der ingen vej tilbage.

Så nu er du advaret. Hvis du har et reelt ønske om at reducere dit rod, så stop med at læse lige nu. Lav bunken og kom så tilbage.

Marie Kondo tror på, at vi alle har en medfødt evne til at mærke, om en genstand gør os glad eller ej og, at det bør være den afgørende faktor, når vi vælger, hvad vi har.

Den skal tænde glæde i dig, eller 'spark joy', som hun kalder det.

Det er lidt forskelligt, hvordan folk mærker det, men når Marie Kondo selv mærker det, trækker hun spontant tingen ind til sit hjerte, lukker øjnene og udbryder en lille 'chiiing'-lyd.

Det behøver du ikke. Men ideen resonerer virkelig stærkt med mig, og de fleste vil nok kunne mærke noget lignende, når de kigger på en ting, de er rigtig glade for.

Det er jo i virkeligheden bare at vende den måde, de fleste af os lever vores liv på, på hovedet.

Hun tvinger os til at vælge, hvad vi vil beholde, i stedet for at vi bare har alt det, der endnu ikke har irriteret os nok til, at det er røget i skraldespanden.

3

Skuffer, æsker, rektangler

(© Denise Crew/Netflix)

Mit bedste bud vil være, at der er stor forskel på, hvor meget glæde en genstand kan give os, og så er Marie Kondo ekstrem.

Det er som om, hun har en lige så stærk følelsesmæssig tilknytning til ting som til mennesker (hun giver i hvert fald virkelig vidunderligt morsomme anstrengte, distancerede kram til deltagerne).

Man kan virkelig mærke, at hun ikke kan holde ud, at man behandler sine ting respektløst.

Hendes løsning på al opbevaring er æsker i skuffer.

Og alt, hvad der er lavet af stof, skal foldes til rektangler. Ingen bunker og lag. Alt skal være synligt.

Det lyder simpelt, og det er det også, men din indre ordensnarkoman har ikke levet sit liv fuldt ud, før du har set Marie Kondo folde et gigantisk stræklagen til en lillebitte rektangel og stille det på højkant i en æske sammen med et matchende sæt af sengetøj.

Jeg sværger, jeg fik kuldegys og gispede højlydt af fryd.

'Tidying Up with Marie Kondo' kan ses på Netflix.