Er du stadig ikke kommet dig over afskeden med Noora, William, Isak, Sana og resten af gjengen fra Hartvig Nissens Skole i Oslo?
Så er der her godt nyt.
For 'Skam' skal nemlig genindspilles. Ikke bare i én, men i hele fem nye versioner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordisk Film & TV Fond.
Det er tv-stationer og produktionsselskaber i Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien og Holland, der hver især lancerer en udgave af det norske serie-fænomen, som de seneste år har taget særligt Skandinaven med storm.
Og det betyder altså, at vi kan se frem til at lære en lang række nye udtryk på de fem sprog - eksempelvis 'tu rigoles', som betyder 'kødder du' på fransk.
Haakon Moslet, der er chef for Ung-afdelingen i NRK (som står bag 'Skam'), fortæller til mediet Variety, at NRK nøje har udvalgt de fem producenter til at lave genindspilninger af serien, som på norsk fik fire sæsoner med hver sin hovedperson.
- Vi vil hellere have nogle få, virkelig gode genindspilninger frem for en masse middelmådige, siger Haakon Moslet til Variety.
Han fortæller desuden, at et af kravene til producenterne for genindspilningerne har været at lave grundig research blandt seriens målgruppe og deres drømme og dilemmaer i deres respektive lande, så der ikke blot bliver tale om en række kopier af originalserien.
Har til formål at hjælpe teenagere
Første sæson af 'Skam' havde premiere i efteråret 2015, mens det sidste afsnit af serien blev sendt i juni i år.
Serien introducerede en helt ny måde at kombinere den klassiske ungdomsserie med unges brug af de sociale medier, ligesom den også satte fokus på en lang række vigtige temaer blandt teenagere.
- Skaberne af 'Skam' havde til formål at hjælpe 16-årige piger, styrke deres selvværd ved at nedbryde tabuer, gøre dem opmærksomme på kommunikationen mellem mennesker og vise dem fordelen ved at konfrontere deres frygt. Dette er en vision, vi er stolte over at kunne give videre til andre lande, siger generaldirektør i NRK, Thor Gjermund Eriksen.
Ud over de fem ny-annoncerede, europæiske udgaver er der også et amerikansk remake af serien på vej.
Men kan du slet ikke vente på de nye udgaver af 'Skam', så kan du stadig nå at opleve teater-udgaven af første sæson med karakteren Eva i hovedrollen på Aveny-T i København. Forestillingen løber frem til den 28. oktober.