Det er til at blive helt forpustet, når man ser på 2020 med gaming-brillerne på.
Vi har fået fantastiske spilopevelser med tårnhøje ambitioner, nye PlayStation og Xbox-konsoller er lanceret midt i en verdensomspændende pandemi, og årets allermest ventede spil, 'Cyberpunk 2077', har stået for en af de mest katastrofale lanceringer i årevis.
Men på trods af alt dramaet er det vigtigste nu engang spillene. Derfor peger vi her på tre af de allerbedste titler fra 2020 samt én udgivelse, du bør holde dig langt, langt væk fra.
'The Last of Us Part II': En voldsom oplevelse
Det er cirka halvt år siden, at 'The Last of Us Part II' udkom til PlayStation 4. Men jeg tænker stadig på spillet fra tid til anden.
For mig var det en af de allerstørste og mest medrivende spiloplevelser i år. Måske faktisk i flere år.
Naughty Dog, som står bag spillet, lykkedes med at skabe en både skrøbelig og brutal fortælling, der vævede sig elegant sammen i de 25 timer, som spillet tog at gennemføre. Det bragte mig ud i alle afkroge af følelsesregistret og i de to uger, som jeg spillede spillet, tænkte jeg nærmest på det konstant.
'The Last of Us Part II' er efterfølgeren til det utroligt populære 'The Last of Us', der udkom til PlayStation 3 tilbage i 2013 og siden har solgt over 20 millioner eksemplarer.
Spillets handling udspiller sig ligesom i det oprindelige spil i et samfund, der er kollapset på grund af et bizart virusudbrud, der omdanner smittede mennesker til zombie-lignende væsener. Det, der gør spillet så vellykket, er, at det lykkes med at zoome ind på de menneskelige relationer, der skabes i denne undtagelsestilstand.
Tematikker som hævn, afmagt, loyalitet og desperation bindes sammen i et mesterværk af en udgivelse. Det er en voldsom oplevelse at spille, men der venter en medrivende fortælling, hvis du endnu ikke har prøvet kræfter med 'The Last of Us Part II'.
'The Last of Us Part II' er udkommet til PlayStation 4.
'Hades': Guddommeligt tilfredsstilende
I 'Hades' kommer du til at dø. Rigtig mange gange.
Men det er hele pointen. Det er nemlig et af de slags spil, hvor du skal kæmpe dig frem skridt for skridt - og blive en lille smule bedre undervejs.
Spillet foregår i den græske mytologi. Og indrømmet, det er ikke den tidsperiode, der er min allerstærkeste side. Men det behøver det heller ikke at være for at få en medrivende og meningsfuld spiloplevelse ud af udgivelsen.
Hades er konge af dødsriget, og du indtager rollen som hans søn, Zagreus. Kort fortalt - og meget forsimplet - går spillets historie ud på, at du i rollen som Zagreus skal kæmpe dig ud af din fars dødsrige. Undervejs i hvert flugtforsøg opgraderer du dine evner - eller våben - hvilket betyder, at du kan komme en lille smule længere for hvert forsøg.
Det er en virkelig simpel, men utrolig effektiv spilmekanik, som virkelig opfordrer dig til at klø på, selvom du er død for 117. gang. 'Hades' antænder virkelig lige-ved-og-næsten-gejsten, som gør, at du har lyst til at give det endnu et forsøg, selvom du lige præcis ikke klarede det runden forinden.
Jeg har spillet 'Hades' på PC, og det er en utrolig flot oplevelse. Spillet har en ret speciel tegnet stil med et virvar af farver, som gør det indbydende at fordybe sig i. Samtidig er kameravinklen fikseret til at være set fra et højtstående perspektiv, der giver dig mulighed for overblik og manøvrerum i de intense kampe.
'Hades' er et spil, du enten kan spille i tyve minutter eller tre timer af gangen og få en vellykket oplevelse ud af det. Og så det er bare utroligt tilfredstillende, når dine kombinationer virker, og du kommer længere, end du nogensinde har været før.
'Hades' er udkommet til PC, Nintendo Switch og MacOS.
'Assassin's Creed Valhalla': Et gigantisk eventyr
'Assassins Creed Valhalla' er et af de spil, som du kan forsvinde ind i og først komme ud på den anden side, når alt er udforsket et par måneder senere.
Det er gigantisk.
I spillet, der udfolder sig i vikingetiden for cirka 1.000 år siden, indtager du rollen som Eivor. En viking, der er præget af sin mørke fortid, idet forældrene er blevet dræbt i et blodigt opgør med en fjendtlig vikingeklan. Udgangspunktet for historien er derfor at hævne sine forældre, men derudover byder 'Assassins Creed Valhalla' også på en lang række andre medrivende, historiemæssige facetter.
Men én ting er hovedhistorien. Noget andet er, hvad der ellers er muligt at foretage sig i den massive vikingeverden, der ligger for dine fødder. Og alt er næsten muligt. I min tid med 'Assassins Creed Valhalla' har jeg både deltaget i sexlege, drikkekonkurrencer, drukket hallucinerende eleksirerer og meget, meget mere.
Spillet ser exceptionelt flot ud. Jeg har spillet 'Assassins Creed Valhalla' på Microsofts nye, potente konsol Xbox Series X, og sikke en oplevelse det har været. Grafikken flyder utroligt overbevisende med 60 billeder i sekundet og med en utrolig detaljerigdom.
Hvis du mangler et spil, der kan holde dig varm de kolde vintermåneder, er 'Assassins Creed Valhalla' måske det allerbedste bud. Mulighederne synes uendelige.
'Assassin’s Creed Valhalla' er udkommet til PlayStation 4/5, Xbox Series S/X, Xbox One, PC og Stadia.
Hold dig fra: 'Cyberpunk 2077'
Det er på mange måder absurd, at 'Cyberpunk 2077' skal indtage denne plads på listen.
For det var et af de allermest imødesete og hypede spil i mange, mange år. Jeg tror nærmest ikke, jeg kan huske et spil, der har været genstand så massiv forventning som 'Cyberpunk 2077'.
Men det, der skulle have været et festfyrværkeri af en afslutning på spilåret 2020, står tilbage som en kæmpe maveplasker, uforløst potentiale, en gigantisk fuser, og jeg kunne blive ved…
I 'Cyberpunk 2077' bliver man kastet ned i Night City, der er en dystopisk storby, som trækker på stemning og referencer fra film som 'Blade Runner'. Det er et action-rollespil i en stor, åben verden, og selve præmissen for spillet lyder bestemt overbevisende. Det har et kæmpe potentiale.
Men siden spillet udkom den 10. december, er kritikken haglet ned over udgivelsen. Spillet er simpelthen ikke færdigt. Det er fyldt med alvorlige tekniske fejl. Og det kan nærmest ikke afvikles på PlayStation 4 og Xbox One, som er de maskiner, langt de fleste konsolgamere har i deres stuer.
Så ved jeg godt, at spillet, alt andet lige, afvikles bedre på vanvittige gamer-pc'er med potente grafikkort - samt på de nye konsoller, selvom jeg har haft flere tekniske udfordringer på min PlayStation 5.
Men så skulle firmaet CD Projekt Red, der står bag spillet, blot have solgt spillet til de tre platforme. Men de kunne ikke sige nej til fristelsen om at sælge spillet til millioner af forventningsfulde konsolgamere, der så frem til udgivelsen. Flere end otte millioner spilfans (!) havde forudbestilt spillet på tværs af konsoller og PC.
CD Projekt Reds grådighed har nu resulteret i en række af møgsager for den polske udvikler. Kritikken har været så massiv, at de selv har været ude at undskylde for den skandaleramte udgivelse.
Men skaden er sket. 'Cyberpunk 2077' er en fejlslagen lancering, som skulle have været udsat yderligere eller totalt gentænkt.
Spørgsmålet er, om denne eklatante misser vil påvirke CD Projekt Reds fremtidige ry og rygte. For de har været allerøverst i spilverdenens superliga baseret på deres tidligere udgivelser som eksempelvis 'The Witcher 3', der omtales som et af de bedste spil nogensinde.
Det kan denne lancering potentielt lave om på.
Nu lover CD Projekt Red, at de arbejder på to større opdateringer, der bliver udrullet til spillet i januar og februar 2021. Det er en ærgerlig tendens, at spilfirmaerne tror, at de bare kan opdatere sig ud af problemerne, efter spillet er købt og betalt af forventningsfulde fans.
Køb aldrig et spil i dag med lovning på, hvordan det bliver i morgen.
Hold dig fra 'Cyberpunk 2077' og overvej så til januar eller februar, om du skal give dig i kast med det spillet - alt efter hvordan CD Projekt Red håndterer de næste måneder.
'Cyberpunk 2077' er udkommet til PC, Stadia, PlayStation 4, Xbox One - kan også spilles på PlayStation 5 og Xbox Series S/X.