Stanken af gennemvædet tøj og lyden af voldsomme opkastninger holder beboerne i den lille kælderlejlighed i Lille Grønnegade vågne.

Den syge dreng ligger og ryster og jamrer sig af smerte. Han er kommet til København fra Helsingør to dage tidligere ved at snige sig ud igennem den jernring, militæret har lagt om hans hjemby.

Drengen, der er 14-15 år, har søgt tilflugt hos sin moster, Johanne, som i det mørke hus bliver mere og mere panikslagen. Hun har ikke kunnet undgå at se dem - bylderne på drengens krop.

De bekræfter hendes værste frygt: Pesten er kommet inden for Københavns mure og befinder sig lige her i hendes køkken.

Ved siden af hende ligger hendes datter Anna Malene Nielsdatter og en tjenestepige. Under halmen i sengen gnaver rotterne og holder kælderlejlighedens fire andre logerende med selskab. De ligger tæt, for pladsen er trang.

Pesten slår til

Dagen efter dør den forpinte dreng.

Bylderne og de sortfarvede pletter på huden, lader ingen tvivl. Sundhedskommissionen konstaterer, at der er tale om pest og sørger straks for at karantænestationen på Saltholm bliver gjort klar til modtagelse.

- Indtil da var det lykkedes at holde pesten væk fra hovedstaden. Kongens soldater havde slået ring om Helsingør, hvor pesten hærgede, men det lykkedes alligevel enkelte at flygte og tage smitten med sig, fortæller Klaus Larsen, der er forfatter til bogen 'Den blege rytter - de store epidemier der formede Europa'.

For at begrænse smitten, bliver alle 17 beboere fra huset i Lille Grønnegade deporteret søndag den 31. maj 1711. På det tidspunkt er et andet barn i huset allerede dødt, og to andre er syge.

Det gælder blandt andet husværtens datter og en af husets logerende, løjtnant Voigt, der må bæres af fem stærke karle til Toldboden, hvor båden til karantænestationen sejler fra.

Ingen ved, om de kommer levende tilbage. Men karantænen på Saltholm er ikke til diskussion. Alle skal afsted.

- På båden var alt, hvad beboerne ejede af sengeklæder og tøj. Helst ville myndighederne brænde alt tøj, som havde tilhørt smittede. Men tøj var dyrt dengang, og mange ejede ikke meget andet end det, de gik og stod i, så man var nødt til at gå på kompromis, fortæller Klaus Larsen.

Kongen er forberedt

Det er kong Frederik d. 4., der har fået idéen om at oprette en karantænestation på Saltholm.

Han har et par år forinden været i Norditalien og har med stor interesse set, hvordan de italienske bystater beskytter sig mod pesten.

Illustration fra 1656 af pestlæge med maske og timeglas på pind.

I bystaten Venedig har man for længst indrettet karantænestationer, hvor myndighederne kan isolere rejsende fra pestområder og på den måde begrænse smitten.

Byen har også udpeget en sundhedskommission, der blandt andet har magt til at afspærre smittede huse og bestemme, at ingen må forlade en smittet by.

- Problemet i Danmark var, at man før enevælden ikke havde nogen centrale institutioner til at tage sig af pesten. Derfor havde man kun med begrænset held formået at inddæmme epidemierne, fortæller Peter Christensen, dr.phil., historiker ved Københavns Universitet.

Godt nok havde Danmark knap hundrede år forinden fået sin første pestlovgivning.

Men det er først, da Kong Frederik d. 4. kommer hjem fra Italien, at der bliver etableret en centralstyret sundhedskommission og oprettet en karantænestation.

- Nogle af de positive ting som pesten førte med sig, var, at vi i Europa fandt ud af, at karantæne og et effektivt sundhedsapparat er nødvendigt for at håndtere epidemier. Men det kræver en stærk centralmagt. Ellers går det galt. Det er både Ebola-udbruddet i Vestafrika og koleraepidemien i Haiti et godt eksempel på, siger Peter Christensen.

Dødstallet stiger

I det lune forår i 1711 er den københavnske befolkning endnu uvidende om det kaos og de umenneskelige rædsler, der venter dem.

Kong Frederik 4. gør, hvad han kan, men trods en nøje koordineret indsats med den nyoprettede sundhedskommission og klare instrukser om at isolere de syge, står det hurtigt klart, at det er umuligt at holde pesten under kontrol.

I løbet af sommeren raser epidemien voldsomt i København, og dødstallet stiger eksplosivt.

Johanne fra huset i Lille Grønnegade vender tilbage fra Saltholm den 23. juli, efter at have aflagt ed på, at hun vil opholde sig indenfor i sin kælderlejlighed i to uger.

De andre beboeres skæbne er uvis. Men kirkebøgerne taler for sig selv: I august måned dør 2-3.000 mennesker ugentligt i København, der på det tidspunkt har et indbyggertal på 69.000.

Smidt på gaden

De barbersvende, der er ansat til at tilse og behandle de pestsyge, forsøger efter bedste evne at få bugt med sygdommen ved at skære bylderne væk med deres skarpe knive - eller tømmer dem for den bakteriebefængte væske.

Man forsøger sig også med svedekure og afføringsmidler. Men den bedste chance for overlevelse er hverken læger eller barberer – det er penge:

- De rige kunne enten rejse væk eller isolere sig derhjemme og sende tyende i byen efter mad. På den måde undgik de mange af smittekilderne, siger Klaus Larsen.

Men det var også dem, der var med til at forværre stanken og tilstandene i gaderne:

- Ingen måtte forlade huset, hvis én i husstanden var syg, så mange smed syge tjenestefolk på gaden for at undgå, at blive indespærret sammen med dem.

Ligene hober sig op

Ligbærerne og graverne dør hurtigere, end myndighederne kan nå at skaffe afløsere. Samtidig er nødlazaretterne og kirkegårdene for længst fyldt op, og antallet af syge mennesker og ubegravede lig hober sig hurtigt op i gaderne.

- På det tidspunkt er København i forvejen møgbeskidt. Hygiejne eksisterer ikke. Folk bor ekstremt tæt, der findes ikke noget rindende vand, og skrald bliver kastet direkte ud på gaden, fortæller Klaus Larsen.

Kun nogle få gader er på det tidspunkt brolagte, resten er jordveje, så når det regner er det ét stort pløre af køkkenaffald, udkastet sengehalm, tis og ådsler af døde husdyr.

- Der har været en ubeskrivelig lugt, som ingen af os i dag havde kunnet klare i bare fem minutter, siger Klaus Larsen.

Et chokerende syn

Til sidst er stanken og situationen så desperat, at Sundhedskommissionen får kongen til at gribe ind.

Han befaler, at 200 menige soldater, skal sættes til at grave massegrave uden for Østerport.

Det hjælper. Mindst tre dybe grøfter med plads omkring 8.000 døde i hver er med til at få ligene væk fra gaderne.

Alligevel er det et chokerende syn, der møder præsten Hans Mesler, da han i efteråret når hjem til København, netop som pestepidemien er ved at klinge af.

Han har tilbragt tre år på Tranquebar, og i sin dagbog skriver han om byen, der møder ham:

”Da vi kom hjem med vores skib, var det et bedrøveligt syn. På en del huse var vinduer og døre tillukkede; husene stod tomme og øde, hvide og sorte kors malede på dørene. Andre huse var på lignende måde øde og udplyndrede. (…) Kort sagt var der i København øde og tomt for mennesker…”

Folk var magtesløse

I løbet af ganske få måneder har pesten kostet 23.000 mennesker livet. Det er en tredjedel af Københavns befolkning.

- Det har været et kæmpe chok. Forestil dig, at hver tredje af dine venner og familiemedlemmer dør i løbet af nogle få måneder. Folk var magtesløse, siger Klaus Larsen.

Hverken læger eller myndigheder havde nogen levende chance for at vide, hvad der forårsagede sygdommen, og selvom de havde vidst det, ville de med datidens medicin ikke have haft en behandling at tilbyde.

Fremskridt trods alt

Pestudbruddet i 1711 er det værste i København nogensinde. Det kommer pludseligt og slår hårdt.

Men det bliver også det sidste. Og takket være en effektiv og en koordineret indsats i forhold karantæne og udrejseforbud undgår kongen og sundhedskommissionen, at epidemien spreder sig til resten af landet.

Symptomer på pest var typisk høj feber, muskelsmerter, kvalme og opkast. Desuden fik mange 5-10 cm store bylder omkring lysken, armhulerne og halsen.

- Det, der bremsede pesten, var ikke behandlingen. Det var myndighedernes håndtering af epidemien, som sikrede, at den fik lov til at rase ud i København, uden at sprede sig nævneværdigt, siger Klaus Larsen.

Og netop udviklingen af et offentligt stats- og sundhedsapparat, er et af de fremskridt, pesten fører med sig, forklarer Peter Christensen, dr.phil., historiker ved Københavns Universitet.

- Vil man undgå, at epidemier spreder sig, er man nødt til at have et effektivt statsapparat, der tager ansvar. Det kan ikke overlades til den enkelte borger at tage beslutninger. Det har vi i Europa måttet lære på den hårde måde gennem historien og de mange pestudbrud, siger han og forklarer nærmer:

- Vores sundhedsapparat i dag er et direkte positivt resultat af pesten. Det er den eneste grund til, at vi ikke for længst er gået til grunde.

Kilder: 'Den blege rytter – De store epidemier der formede Europa 1300-1700' af Klaus Larsen, 'Hvorfor forsvandt pesten?' af Peter Christensen, historiker og dr. Phil ved Københavns Universitet, 'Pest over Danmark' af Hanne Guldberg Mikkelsen, 'Kampen mod pesten – karantænestationen på Saltholm 1709-1711' og 'Pesten – Europa i katastrofens tegn' af Lone Leegaard.

Denne artikel blev udgivet første gang i 2017 i forbindelse med premieren på 'Historien om Danmark'.