Af Jeanette Varberg

Kulturarv er først og fremmest et teknisk ord for vores identitet som et folk, den danske folkesjæl og folkefællesskab.

Museerne, der er bannerførere for kulturarven, melder om fremgang på alle fronter, ikke mindst ført an af Moesgaard Museum, Kongernes Jelling og M/S Museet for Søfart. DR opruster med en storserie om vores Danmarkshistorie i primetime søndag aften i 2017.

Danskerne er vilde med kulturarv

Spørgsmålet er, hvor bevidste vi er om vores kulturarv, og hvordan vi skal få greb om noget så immaterielt som en folkesjæl

Vores nye kulturminister har et godt bud.

Kulturarven på listeform

Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder brænder for kulturen.

I et interview i Dagbladet Politiken beskriver Camilla Stockmann den energiske minister, som åbenhjertigt fortæller om sit projekt: En kanon, som skal beskrive det danske kulturelle tankegods – alt det vi ikke kan tage og føle på. En kulturarvskanon.

Den udspringer af et grundtvigiansk frisind, men også af en kulturkonservatisme, som med myndig hånd peger folket i retning af den gode kulturarv.

Så nu skal kulturarven på listeform på samme måde som historien, demokratiet, litteraturen og kulturen kom det under den sidste venstreledede regering.

Ideen er ikke ny, det er ministeren bag heller ikke - han er den samme, selvom kulturministeren dengang hed Brian Mikkelsen, så var ideen Bertel Haarders.

Men spørgsmålet her er vel i virkeligheden, om vi har brug for endnu en liste?

Kanon der satte aftryk på en hel generation

Historiekanonen indeholdt 29 historiske perioder eller begivenheder, som skulle indgå i folkeskolens undervisning. Den er nu basis for en tredjedel af undervisningen i historie i de danske folkeskoler. Så her er effekten tydelig.

Den har allerede sat aftryk på en hel generation, siden den blev indført i 2006. Debatten skabte også fokus på et meget underbelyst emne.

Det er den samme dagsorden, der er på spil nu – at debatten om, hvad der skal på listen og ikke skal, i sig selv skal være med til at tvinge nyheds-Danmark væk fra økonomisk politik og udlændingespørgsmål.

Kulturarv er ikke noget vi kan tage for givet

Den nye kulturarvskanon skal blive til med folkets hjælp. Bertel Haarder fik ideen, da Danmark senest fik optaget Christiansfeld og de nordsjællandske parforcejagtlandskaber som del af Unescos verdenskulturarv.

Han vil løfte kendskabet til og stoltheden over alt det, der er værd at bevare i den danske kulturarv. Projektet er ikke dårligt tænkt, for kulturarven er ikke noget, vi bare kan tage for givet.

Eksemplerne fra Syrien, hvor kulturarven sprænges væk af IS, og folk tvinges til at ensrette deres tankegang, synes langt væk, men netop derfor bør det alligevel give stof til eftertanke herhjemme.

Hvad vil vi ikke miste?

Nedskæringer rammer kulturarven

Bertel Haarder nævner, at et flertal blandt Dagbladet Politikens læsere har udnævnt højskolebevægelsen som Danmarks vigtigste bidrag til verdenskulturarven.

Og netop højskolerne ligger ministerens hjerte nær. Man kan vel sige, at det i virkeligheden også er her – og på de danske folkeuniversiteter – at man netop møder kulturarven, når Shakespeare, Møllehave, velfærd og vikingetiden bliver diskuteret.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at udmeldingen om kulturarvskanonen kommer samtidig med et finanslovsudspil, som vil skære 600 mio. kr. på driften af alle statslige kulturinstitutioner fra 2016 og fire år frem.

To procent om året, i alt otte procent på driften, vil gøre ondt på museer, teatre og ikke mindst højskolerne. Halvdelen af sidstnævntes indtægter kommer fra de statslige tilskud.

Det kommer til at gå hårdt ud over den samme højskolebevægelse, som Bertel Haarder ellers støtter varmt.

Er kanonen et forsøg på at gøre skaden god igen?

Dermed kommer kulturarvskanonen let til at fremstå svækket fra start.

Man fremhæver og italesætter kulturarven, og holder samtidig lav profil med, at området står til at blive beskåret.

Så er håbet vel, at flere vil strømme til museerne, teatrene og højskolerne og bringe økonomien i balance.

Men den succes, som kulturen nyder godt af lige nu, er skabt af de mennesker, som trues af nedskæringerne. Det er ikke ligefrem fremmende for kreativiteten og professionalismen.

Måske er denne kanon i virkeligheden et forsøg på at gøre skaden god igen, så et øget fokus på kulturarven skal kompensere for de otte procents fald i driftstilskud.

Kulturarvskanon opvejer ikke skaden ved besparelser

Sagen er, at kulturarv er meget mere end en liste. Forskningen og undersøgelsen af, hvem vi var og er i Danmark, i Norden og i verden, er en videnskabelig proces, som også kræver en førsteklasses formidling, for at få det bredt ud til den almindelige dansker.

Shakespeare, Kierkegaard og Jellingstenen taler ikke for sig selv. Men på teatre, på højskolernes talerstole, til videns-festivaler og i montrerne i museerne vises aspekter af, hvem vi er som folk, som verdensborgere, og hvor vi kommer fra.

Her har man et fast tag i menneskehedens rødder og indsigt i vores fælleskab, identitet og ikke mindst folkesjælens mange facetter.

Det virker derfor helt forkert at skære lige netop her.

En liste kan ikke erstatte det faktum, at besparelser uigenkaldeligt er mere håndgribelige og skadelige end den planlagte positive rangering af alt det vigtige, vi i sidste ende alligevel skal spare væk.