I mere end 40 år var Emilie Mundt en del af den danske og internationale kunstscene med udstillinger i både Danmark og Paris. Som kunstlærer på sin egen kunstskole oplærte hun en ny generation af kvindelige malere. Og som politisk aktiv i kvindesagen kæmpede hun for, at kvinder skulle have de samme muligheder som mænd for at uddanne sig til kunstnere.
Men efter sin død i 1922 gled hun stille ud i glemslen, og i dag er det formentlig de færreste, der ved, hvem hun var.
Nu oplever auktionshuset Bruun Rasmussen dog en stigende interesse for Emilie Mundt og andre kvindelige kunstnere fra perioden omkring år 1900. Det kan blandt andet kan ses på stigende salgspriser, når værkerne kommer på auktion.
- Kunstverden har endelig fået øjnene op for hvilken uudnyttet og utrolig vigtig ressource, der har ligget gemt og glemt i de kvindelige kunstnere og deres værker, fortæller Julie Arendse Voss, der er vurderingsekspert og afdelingsleder for ældre kunst hos Bruun Rasmussen.
- Tidligere måtte vi ofte takke nej til at sætte kvalitetsmæssigt rigtig fine værker af kvindelige kunstnere fra slutningen af 1800-tallet på auktion, fordi det simpelthen ikke kunne svare sig. De hammerslag, værkerne opnåede, var ganske enkelt ikke høje nok. Sådan er det bestemt ikke længere.
En dygtig maler
Når interessen blandt andet stiger omkring Emilie Mundt, så skyldes det ifølge kunsthistoriker og museumsinspektør ved Den Hirschsprungske Samling Rasmus Kjærboe flere ting.
Først og fremmest hendes kunst:
Hun var med Rasmus Kjærboes ord en dygtig maler, der ramte tidens smag. Men hun formåede også at give en marginaliseret gruppe plads i sin kunst: De fattige børn. De havde som oftest ikke været i kunstnernes interesse tidligere.
I 1886 malede hun for eksempel et maleri fra et børneasyl i Istedgade i København. På billedet fremstillede hun børnene i deres egen ret som små individer og ikke bare som yndige rekvisitter, som det var normalt på daværende tidspunkt.
- Det maleri bliver hendes gennembrud, og det bemærkes også positivt af anmelderne, fortæller Rasmus Kjærboe.
En ægte guldalder regnbue-familie
Men hun er også interessant på grund af sit privatliv, hvilket ikke er en helt uvedkommende i Emilie Mundts tilfælde, understreger kunsthistorikeren.
Gennem 46 år levede hun sammen med malerkollegaen Marie Luplau. De to kvinder adopterede også et barn sammen; datteren Carla, der fik efternavnet Mundt Luplau.
- Hun lever et spændende liv, og det er et liv, der kan ses i hendes kunst. På den måde er det også svært at skille de to ting helt ad. Hun portrætterer sin familie og sine venner, og dermed udvider hun rammerne for, hvad vi forstår som det gode liv gennem sin kunst, siger Rasmus Kjærboe.
I maleriet ’Malerinde og barn i atelieret’ portrætterer hun for eksempel partneren Marie Luplau, datten Carla og Maries far, som parret boede sammen med efter han blev enkemand. På den måde gav hun beskueren indblik i deres lille guldalder-regnbuefamilie.
På samme vis portrætterer hun mænd og kvinder i venskabeligt lag i maleriet ’Efter hjemkomsten’. Det var ganske unormalt at stille offentligt til skue i slutningen af 1800-tallet, hvor samfundsmoralen dikterede noget ganske andet end venskaber på tværs af kønnene.
"Kvinderne er ikke anderledes end mændene"
Det er ikke blot ved auktionshuse som Bruun Rasmussen, at de kvindelige kunstnere fra perioden omkring år 1900 oplever stigende interesse.
Også på en række af Danmarks største museer har der de seneste år været store museumsudstillinger om blandt andre Anna Ancher, Anne Marie Carl-Nielsen og Elisabeth Jerichau-Baumann, som har været med til at sætte fokus på de kvinder, der op gennem 1800-tallet og 1900-tallet arbejdede som professionelle kunstnere.
Og netop nu kan man se en udstilling med en række af Emilie Mundts værker hos Den Hirschsprungske Samling i København. Museet har gennem de seneste år arbejdet målrettet på at få flere kvindelige kunstnere ind i museets samling, der koncentrerer sig om kunst fra 1800-tallet.
Noget kunsthistoriker Rasmus Kjærboe kun mener er retfærdigt overfor ”de mange dygtige kvindelige kunstnere, der er blevet overset”.
- Som kunstnere er kvinderne ikke anderledes end mændene. Kvinderne har til gengæld haft nogle andre vilkår end mændene for at udfolde sig kunstnerisk, fortæller Rasmus Kjærboe.
Kvinder kunne for eksempel ikke søge ind på Kunstakademiet. I stedet måtte de søge ind på private kunst- og tegneskoler særligt for kvinder.
Og når kvindernes værker skulle afsættes, havnede de oftere i private samlinger end på de store kunstmuseer.
- Det har haft stor betydning for, at de ikke er blevet skrevet ind i den kollektive kunsthistorie, fortæller Rasmus Kjærboe.
Det mandlige geni
Rasmus Kjærboe fortæller, at kvindernes begrænsede muligheder for at udfolde sig som kunstnere, har hængt tæt sammen opfattelsen af, hvad en kunstner overhovedet er.
For ideen om kunstneren som et geni og en ener, der ofrer sig kompromisløst for sin kunst, var lettere for mænd at passe ind i. Samfundet havde simpelthen nogle vidt forskellige forventninger til mænd og kvinder.
- Om det har handlet om at rejse ud i verden og indhente inspiration, eller om muligheden for at låse sig inde i flere måneder for at fordybe sig i sin kunst, så har det historisk set været lettere for mænd at efterleve de kunstneridealer, forklarer han.
Den kendte skagensmaler P.S. Krøyer brugte for eksempel fire år på at rejse rundt i Europa, hvor han blandt andet kom omkring Frankrig og Italien.
Men sådan noget var så godt som umuligt for en kvinde på daværende tidspunkt, fortæller Rasmus Kjærboe.
- Det er det helt lavpraktiske faktum, at kvinder i slutningen af 1800- tallet ikke bare kunne rejse ud på egen hånd på samme måde som mænd, simpelthen fordi kvinder i mange tilfælde ikke var fuldt myndige i juridisk forstand.
Selvom det for mange museer er blevet en formuleret målsætning at få flere kvinder ind i deres samlinger, så er det ikke en kvalifikation alene at være kvinde, understreger Rasmus Kjærboe.
- Alene fra slutningen af 1800-tallet er der mange flere kvindelige kunstnere end vi kan og skal beskæftige os med.
En fortjent plads i kunsthistorien
Den Hirschsprungske Samling forventer, at interessen omkring kvindelige kunstnere som Emilie Mundt kun vil blive større i fremtiden, fortæller Rasmus Kjærboe. Blandt andet fordi museerne gennem soloudstillinger og nyerhvervelser sætter fokus på kunsthistoriens oversete kvinder.
Næste år kan man hos netop den Hirschsprungske Samling både opleve udstillinger med værker af malerne Bertha Wegmann og Anna Syberg, der levede og malede på samme tid som blandt andre Emilie Mundt.
- Vi kan se, at interessen er der. Så det handler om, at vi som museer fortsat fokuserer på at bringe kvinderne frem i lyset. Det fortjener de, og det fortjener den danske kunsthistorie.