Denne uge har Kulturministeriet besluttet at imødekomme en anmodning fra Nationalmuseet om at tilbagelevere en oprindelig rituel tromme til det samiske folk i Nordnorge.
Mens den samiske tromme både er uvurderlig og enestående, så er den også én blandt mange kulturskatte, der gennem tiden er blevet leveret tilbage til deres oprindelsessted.
I disse år er debatten om repatriering – altså tilbagelevering af kulturarv – et varmt emne i museumsverdenen og i den offentlige debat. Ikke mindst på grund af den debat, der har italesat de spor, som kolonitiden har sat på verden, og som blandt andet affødte den verdensomspændende Black Lives Matter-bevægelse.
Det fortæller Mille Gabriel, der er seniorforsker og museumsinspektør ved Nationalmuseet.
- Den debat har sat fokus på, at store dele af verdens kulturarv er skævt fordelt. Mens mange europæiske museer besidder store samlinger fra hele verden, så er der nationer og lande, der har mistet store dele af deres kulturarv.
I 2011 skrev Mille Gabriel ph.d.-afhandling i antropologi om repatriering af blandt andet grønlandsk kulturarv, og hun har dermed et indgående kendskab til hvad, der er på spil, når oprindelige folk og stater beder om at få deres kulturarv tilbage.
- Grundlæggende kan man sige, at kulturarv har betydning for menneskers identitet. Den er så at sige en fysisk materialisering af vores identitet og historie. Mister vi vores kulturarv, risikerer vi at blive historieløse.
- Men når det så er sagt, så kan der være rigtig meget forskelligt på spil i repatrieringssager. Det handler ofte om at have adgang til ens egen kulturarv på egne museer, men det kan også handle om anerkendelse, selvbestemmelse og ønsket om at vise forfædrene respekt.
I listen herunder har vi samlet tre repatrieringssager fra Danmark og udlandet, hvor kulturarv er blevet tilbageført.
Utimut: Dansk tilbageførsel af grønlandsk kulturarv slog alle rekorder
Da Grønland i 1979 fik hjemmestyre, kom etableringen af et grønlandsk nationalmuseum hurtigt på dagsordenen.
Men på daværende tidspunkt befandt langt størstedelen af den indsamlede grønlandske kulturarv sig på Nationalmuseet i Danmark.
Så i 1984 påbegyndte Nationalmuseet i tæt samarbejde med Grønland en proces, der skulle vise sig at blive en af de største sager, der endnu er set om tilbagelevering af kulturarv.
Intet mindre end 35.000 arkæologiske og etnografiske genstande, som havde været i Nationalmuseets varetægt, blev ført tilbage til Grønland. Det drejede sig om alt lige fra fangerudstyr og skinddragter til de jordiske rester af inuit og nordboere.
- Utimut, som tilbageførslen af den grønlandske kulturarv kaldes på grønlandsk, er en ret enestående sag. Ikke kun i forhold til omfanget, altså 35.000 genstande, men i forhold til selve processen, fortæller Mille Gabriel.
Det var en proces, der strakte sig over mange år, og som i grove træk gik ud på, at de enkelte samlinger blev gennemgået én efter én, hvorefter et udvalg med tre medlemmer fra Danmark og tre fra Grønland i fællesskab nåede frem til, hvordan de skulle deles.
Først i 2001 var samlingen delt, og de 35.000 genstande tilbageleveret til Grønland.
Nationalmuseet råder dog stadig over en samling på omkring 100.000 grønlandske genstande. Ifølge Mille Gabriel er den danske tilbageførsel til Grønland et godt eksempel på, at "repatriering kan føre til nye og konstruktive samarbejder".
- I dag er der et meget frugtbart samarbejde mellem Grønlands Nationalmuseum og Nationalmuseet i Danmark. Der har igennem årene været fælles feltskoler for grønlandske, danske og internationale studerende og fælles forsknings- og formidlingsprojekter. Og fundamentet for dette samarbejde er tilbageførslen, som betyder, at der i dag findes repræsentative samlinger begge steder.
Bronzerne fra Benin: Vestafrikanske kulturskatte i centrum for international debat
At der er en skævhed i forhold til, hvor verdens kulturarv befinder sig, er ejerskabet af kulturskatte fra det afrikanske kontinent et godt eksempel på.
Det anslås, at intet mindre end mellem 85 og 90 procent af den afrikanske kulturarv befinder sig uden for Afrika.
Men det er måske ved at ændre sig. En af de største internationale debatter om repatriering handler i disse år om de såkaldte Benin-bronzer. Bronzerne dækker over mere end 1.000 bronzerelieffer og figurer, som udsmykkede det kongelige palads i Benin i det nuværende Nigeria.
Reliefferne blev stjålet, da britiske tropper plyndrede det vestafrikanske kongedømme i 1897. Siden da er de blevet spredt for alle vinde. British Museum i London har for eksempel mere end 900 i sin samling, mens Nationalmuseet her i Danmark har fire.
Når Benin-bronzerne er kommet på den internationale museumsdagsorden, skyldes det blandt andet, at Nigeria aktivt har bedt om at få en række af sine bronzer tilbage i forbindelse med opbygningen af 'The Edo Museum of West African Art', som efter planen skal åbne i Benin City i 2025.
Christian Sune Pedersen, der er forskningschef på Nationalmuseet, fortæller, at der blandt vestlige museer og museet i Nigeria er igangsat et samarbejdsprojekt, som skal sikre, at Benin-bronzerne kommer tilbage til Nigeria, samtidig med der også fortsat skal være tilgængelige bronzer på museer uden for Afrika.
- Når man ikke ønsker, at samtlige bronzer skal tilbage til Nigeria, skyldes det, at man også opfatter bronzerne som kulturelle ambassadører, som kan fortælle historien om den her fantastiske civilisation. Det kan være øjenåbende at se, hvilken teknologisk finesse og kunstnerisk kvalitet, der var. Og på samme tid rummer bronzerne også skyggesiden af historien med deres tilknytning til kolonitiden, siger han og fortsætter:
- Den fulde historie ønsker man fra nigeriansk side fortsat skal være tilgængelig på vestlige museer.
Forfædrene: Forskellige hensyn og ønsker
Kulturarv er ikke kun statuer og kunstgenstande. Kulturarv kan også være menneskers jordiske rester.
Inden for repatriering har såkaldt "humant materiale" en særlig status, fortæller Mille Gabriel fra Nationalmuseet.
- I museumssammenhæng er humant materiale en særlig følsom kategori. Ikke mindst for dem, hvis forfædres jordiske rester indgår i museernes samlinger. For mange, især oprindelige folk, har forfædre en stor kulturel og rituel betydning, og derfor kan der være virkelig mange følelser på spil, når det handler om repatriering af humant materiale.
Nationalmuseet har blandt andet leveret humant materiale tilbage til inuitsamfund i Alaska og Canada.
- I det ene tilfælde handlede det om forfædrenes spirituelle velbefindende. De havde det ikke godt på museet, og derfor skulle de leveres tilbage, så de kunne blive genbegravet. I det andet tilfælde handlede det om at vise forfædrene respekt.
Repatriering af humant materiale kan dog ikke slås over én kam, understreger Mille Gabriel.
I arktiske inuitsamfund, der blandt andet tæller de canadiske inuit og de grønlandske inuit, har man for eksempel et forskelligt syn på, hvad der skal ske efter tilbageleveringen af forfædrenes jordiske rester.
- Som led i den omfattende tilbageførsel til Grønland tilbageførte Nationalmuseet humant materiale fra omkring 1.600 individer til Grønland. Dog ikke med henblik på begravelse. I stedet blev det fra grønlandsk side besluttet fortsat at deponere samlingen på Panum Instituttet i København, indtil Grønland har de fornødne forsknings- og magasinfaciliteter, siger hun.