- Husk nu at kigge op! Vi skal jo have hele atmosfæren med.
Det er første gang, at de to ukrainske veninder Margaryta Burlutska og Olga Tronova er i Hollywood, så der er tusind ting at kigge på. Faktisk er det første gang nogensinde, at de er rejst så langt væk hjemmefra.
- Marilyn Monroe! Det er Marilyn Monroe, udbryder Margaryta.
- Vi må lige få nogen til at tage et billede af os her, foreslår Olga så.
Der er en hel særlig grund til, at de to for en stund har forladt det krigsplagede Ukraine og nu står her midt på Hollywood Boulevard og begejstret gennemgår de mange stjerner på Walk of Fame.
Midt på den lange boulevard er der en kæmpe afspærring. Bag den skal der afholdes Oscar-show, og ingen – absolut ingen! – uden tilladelse kommer forbi det tykke gitter rundt om Dolby Theater.
Her skal alle filmstjernerne – også nogle af dem, der har en stjerne på fortovet – betræde den røde løber, og bagefter skal de hylde hinanden med klapsalver og statuetter natten til mandag dansk tid.
- Hvorfor er der allerede lukket af her? Det må være fordi, de er ved at gøre klar, lyder det fra Margaryta, der dvæler lidt ved indhegningen og det sorte plastik, der stopper potentielle nysgerrige blikke.
Men Margaryta og Olga behøver faktisk slet ikke at drømme sig ind bag hegnet.
De står såmænd allerede på Oscar-showets gæsteliste.
'Vi har bare hjulpet børnene og passet vores arbejde'
Margaryta og Olga er ikke filmstjerner.
Til gengæld er de "superstjerner fra Ukraine", sådan som der stod på et håndskrevet A4-ark, da de forleden blev hentet i lufthavnen efter at have været på farten i et døgn.
I mere end 20 år har de nemlig begge arbejdet på et østukrainsk center, hvor børn kan bo, mens det besluttes, om de skal på et permanent børnehjem, om de skal have en plejefamilie, eller om det er forsvarligt at sende dem hjem til deres forældre.
Kvindernes arbejde med børnene kan man se i filmen 'A House Made of Splinters' – eller 'Et hus af splinter' – af den danske filmskaber Simon Lereng Wilmont, og i aften kan filmen vinde en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm.
- Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg blev, da Simon blev nomineret, siger Olga og lyser op.
De to er da også blevet venner både med den danske instruktør og resten af holdet, der har været med til at producere Oscar-håbet. De holder blandt andet kontakt via app'en Viber, hvor de har en fælles tråd.
- Vi har fulgt alle nyhederne om filmen og priserne, den allerede har vundet. Det er ufatteligt. Vi er meget taknemmelige over at være her, siger Margaryta, der arbejdede som leder på børnecentret.
Har I nogensinde troet, at jeres arbejde med børnene kunne blive en film, som nu er nået til Hollywood?
- Det har vi vitterligt aldrig forestillet os. Vi har bare hjulpet børnene og passet vores arbejde så godt, vi kunne, siger Margaryta.
Luksusomgivelser på Sunset Strip
Uden Margaryta og Olga ville der næppe have været en film overhovedet.
Det var nemlig netop deres hjertelige tilgang til børnene, der gjorde, at Simon Lereng Wilmont forelskede sig i stedet og besluttede at lave sin film.
Derfor var det også vigtigt for den danske instruktør, at Margaryta og Olga skulle med til Oscar-festen. Det har de fortjent efter deres hårde og imponerende arbejde med børnene, har han fortalt til DR Nyheder.
Men sådan en gestus er meget overvældende, kan man fornemme på kvinderne, der de seneste dage virkelig har fået sig én på opleveren i USA.
- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg mere kan ønske mig. Filmholdet har arrangeret hele det her eventyr for os, siger Olga.
Ordet eventyr går i det hele taget igen, når de to kvinder skal forklare alt det, de oplever på grund af filmen.
Alene deres værelse på et luksuriøst hotel på Sunset Strip vil uden tvivl imponere de fleste. Margaryta og Olga har i hvert fald aldrig haft sådan en flot udsigt før.
Kigger man hen over de nærmeste bygninger og alle palmerne, kan man i horisonten se højhusene i det indre Los Angeles stikke op i landskabet. Ovre til venstre kan man endda ane bjerge i det fjerne.
- At vi overhovedet skulle rejse til Hollywood … Niv mig eller væk mig, for det er slet ikke til at forstå, siger Olga højlydt og får sin veninde til at grine.
Krigen gør kun børnenes tilstande værre
I hotellets lobby vrimler det med unge, slanke mennesker iført dyrt tøj og markante solbriller. De ligner lidt supermodeller.
Margaryta og Olga har også pakket deres fine tøj.
Forskellen på de ukrainske veninder og de unge hotelgæster er bare, at de to kvinder trods smil og sjove bemærkninger har nogle ret så tunge ting med i bagagen ved siden af de specialsyede kjoler, som de forsigtigt har fragtet over Atlanten.
I 'A House Made of Splinters' mærker man nemlig allerede konsekvenserne ved krig, selvom den er filmet inden Ruslands invasion af landet sidste år.
Simon Lereng Wilmont begyndte sine optagelser for fire år siden, men allerede dengang prægede ufred og bomber østfronten grundet Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014.
Utrygheden ramte mange familier i området nær Lysytjansk, og nogle forældre kunne ikke længere tage sig af deres børn. Ofte på grund af alkoholproblemer.
Det er netop derfor, at Margaryta og Olga har haft rigeligt at se til på det midlertidige børnehjem. For hver gang et barn flyttede ud af centret, stod en ny klar til at rykke ind, fortæller de.
Efter sidste års russiske invasion frygter de dog, at endnu flere forældre må kaste håndklædet i ringen, når det kommer til deres egne børn. Behovet for hjælp er med andre ord kun blevet større.
- Med krigen vil der unægtelig komme flere børn, der har brug for hjælp. Så verden skal se, at Ukraine har brug for hjælp her, siger Olga.
Børnehjem og blockbustere
Derfor er det også perfekt timing, at dokumentarfilmen nu belyser de sociale problemer i Ukraine, synes Margaryta og Olga.
- Min drøm er at se en højere levestandard i mit hjemland. Lige meget hvor gode forhold og ansatte, vi har, så må forældrene ikke tabe sig selv i en sådan grad, at de ikke kan tage sig af deres børn, siger Olga.
- For børn er det bedste sted i verden deres biologiske familie. Børn elsker jo deres forældre uanset alle problemerne, og for disse børn er mor stadig den bedste i verden. Så jeg er altid gladest, når det lykkes os at ændre forældrenes livsstil og genforene barnet med dets biologiske familie, siger Margaryta.
Selv er både hun og Olga flyttet lidt længere vestpå med deres egne familier, og børnecentret står da også forladt tilbage i Lysytjansk nu. Der er efter sigende en raket, der stikker op af taget på bygningen og meget er derfor ødelagt.
Da krigen brød ud, var det i øvrigt Olga, der rejste med centrets børn ud af landet, hvor de kunne være i sikkerhed. Andre bor nu hos plejefamilier.
I dag arbejder hverken Margaryta eller Olga med børn – til gengæld håber de, at de engang kan vende hjem til centreret og fortsætte arbejdet. Hvis det altså nogensinde bliver muligt.
Alternativt har de også talt lidt om at starte et nyt sted, men intet er besluttet. Alt er så usikkert lige nu.
Børnene er dog stadig med dem, nu hvor de står her på Hollywood Boulevard og kigger med store øjne op på Dolby Theater. For det er jo her, at historien om børnecentret i det østlige Ukraine får lov til at stå side om side med de store biografbaskere med filmstjerner i hovedrollerne.
- Det er et smukt sted… Måske vil Simon rent faktisk vinde en Oscar derinde. Jeg ønsker virkelig, at han vinder prisen, siger Olga.
- Måske kan vi få ham til at stille statuetten i Ukraine for en stund, foreslår hun og griner.
Hvad gør I, hvis 'A House Made of Splinters' rent faktisk vinder?
- Vi ved nærmest ikke, hvad vi føler lige nu, så det er svært at sige. Men mon ikke vi hopper højere end et palmetræ af ren og skær lykke, siger Olga.
- Så højt kan vi jo ikke hoppe – men vi kan da prøve, supplerer Margaryta.