Leonidas Kavakos er født i 1967, og har markeret sig som én af verdens førende violinister. Berlingske kaldte ham "måske verdens bedste på violin lige nu", da han i december 2015 spillede Sibelius i DR Byens Koncertsal.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:56a7cc016187a40710b5a32f
Nu belønnes Leonidas Kavakos med Léonie Sonnings Musikpris 2017 - en pris, der foruden æren, også beriger den fabelagtige musiker med 100.000 euro.
Leonidas Kavakos er vokset op i Athen i en musikalsk familie. 12 år gammel blev han som den yngste nogensinde optaget i EU’s ungdomsorkester, og som 21-årig havde han vundet tre violinkonkurrencer, heriblandt Sibelius Konkurrencen.
En af vor tids mest udtryksfulde violinister
Leonidas Kavakos har et nært samarbejde med nogle af verdens bedste orkestre, bl.a. Wiener Filharmonikerne, Berliner Filharmonikerne og Concertgebouw Orkestret i Amsterdam.
- Leonidas Kavakos er en af vor tids mest udtryksfulde violinister, og han fortolker de klassiske mesterværker med usædvanlig autoritet og en dyb musikalsk forståelse, siger Esben Tange, formand for Léonie Sonnings Musikfond.
Selve prisoverrækkelsen finder sted ved en koncert 12. januar 2017 i Koncerthuset i DR Byen.
Men allerede 29. januar 2016 var Leonidas Kavakos på scenen sammen med DR SymfoniOrkestret i Koncerthuset i DR Byen. Han var solist i Mozarts Violinkoncert nr. 3 og dirigerede selv orkestret. Hør hele koncerten her.
