- Når jeg skriver et nyt stykke, foregår det altid som en slags frontalangreb mod det kendte. For selvfølgelig kigger man bagud. Men i stedet for at tilbringe en hyggestund med det kendte, og dermed blot rekonstruere det, forsøger jeg nærmere at kortslutte det.
Sådan siger komponisten Rune Glerup. Så man skal altså ikke forvente sig 'det sædvanlige', blot fordi nogle af Rune Glerups værker bærer meget traditionelle genretitler. Han har fx skrevet 'en klaverkoncert', en Klarinetkvintet og et Divertimento. Nu har han også skrevet et værk i den mest traditionsbelastede genre af dem alle - symfonien.
Hvad er en symfoni egentlig for en størrelse? Titlen på Rune Glerups nye værk er ganske enkelt 'Symfoni' – med undertitel i form af den fortløbende nummerering, som Rune Glerup giver sin musik: Værk nr. 17. Symfonien er skrevet på bestilling af DR og blev uropført ved DR SymfoniOrkestrets Torsdagskoncert 3. november 2016.
Rune Glerup fortæller om tankerne bag musikken: - Det har aldrig været min hensigt at skrive en symfoni i klassisk forstand - dertil er jeg trods alt for blottet for nostalgi og for interesseret i at finde på nye ting.
Spørgsmålet var så, om det overhovedet var en mulighed at skrive en symfoni? - Jeg har IKKE prøvet at skrive et værk i 'gammel stil', og jeg var nødt til at stille mig selv spørgsmålet om, hvad en symfoni egentlig overhovedet er.
Giver sit bud på en symfoni anno 2016 Her kommer man faktisk hurtigt til kort, forklarer Rune Glerup: - Selvom der indimellem er fællestræk, er der jo alligevel enorm forskel på en symfoni af fx Bach, Brahms, Mahler og Stravinskij.
- Derfor anser jeg det rent faktisk for en umulighed at opstille en statisk model for, hvad en symfoni er. Symfonien er et dynamisk begreb, hvis definition ændrer sig med tiden. Og jeg har altså ikke valgt et vilkårligt sted i musikhistorien med et tilhørende 'symfoni-skema', som jeg så har udfyldt.
- I stedet har jeg valgt nogle overordnede fællestræk som man kan finde på tværs af mange ellers vidt forskellige symfonier. Det er fx sådan noget som introduktion, eksposition, mellemspil og gentagelse. De satstyper har jeg derefter behandlet på min egen måde for netop ikke at lave en symfoni i gammel stil, men derimod give mit bud på en symfoni anno 2016.
Hør Rune Glerups Symfoni via link her ovenfor. DR SymfoniOrkestret spiller under ledelse af Thomas Søndergaard.
