Klik på pilene ovenfor for at se billeder fra forestillingen.

Når man kommer ind i det mørke rum, er det første, man får øje på, et badeværelse.

Her står en bassist ved siden af toilettet.

Der er ingen publikumsrækker, kun enkelte stole rundt omkring, og der er ingen regler om, hvor publikum skal stå henne. Der går et par minutter før det går op for folk.

Men så begynder de at bevæge sig rundt om huset, og kigge ind i rummene. Det ligner et parcelhus i en forstad, hvor alt er holdt i beige og hvide farver: Børneværelset med køjesenge. Køkkenet hvor der står havregryn og Nutella på bordet.

Sangerne og musikerne begynder at synge og spille. I huset møder vi en familie, der består af far, mor og to børn – fire mennesker og en frygtelig hemmelighed: Incest.

Så tungt et emne at det må tages op

Kvinden bag operaen 'Silent Zone' er komponisten Louise Alenius. Det er ikke første gang hun har behandlet svære emner i sin kunst, hun har blandt andet også skrevet musik til døende, som hun selv har opført på et hospice.

At hun nu har skrevet en opera om et så tabubelagt emne som seksuelt misbrug i familien, skyldes simpelthen, at hun ikke kunne lade det ligge:

- Hvis jeg har hørt en udsendelse om det i bilradioen, er jeg blevet siddet i bilen når jeg kom hjem for at høre det færdigt. Det er så store skæbnefortællinger, at man ikke kan slukke for dem. Og så måtte jeg lytte til det, og arbejde med det, siger hun.

Louise Alenius gik i gang med at researche, hun læste artikler, hun så dokumentarer, og hun talte med incestofre, for at være sikker på, at den historie hun fortæller i sin opera, havde hold i virkeligheden.

Og efterhånden oplevede hun at de fiktive personer i operaen begyndte at tale til hende:

Det gik op for hende, at datteren i huset, der bliver udsat for overgrebene, faktisk er den stærkeste af dem alle sammen. Og at sønnen i huset, skulle være den der stiller spørgsmål, men aldrig får nogen svar.

- Idéen om at gå rundt i sit eget hjem og være ensom, er så sindssygt tragisk. Og det er grundpræmissen i hele setuppet: De taler aldrig til hinanden. Sønnen spørger og spørger: "Hvorfor? Var det kærlighed da det skete? Svulmer kærligheden om natten?" Men han får aldrig svar, siger Louise Alenius.

- Alle personerne har deres egen Silent Zone inde i kroppen. Kroppen er en form for arkiv, hvor de arkiverer deres oplevelser, også dem de ikke kan huske: Silent Zone er et sted i kroppen, det er et hjem, og det er en tilstand vi går ind i.

Opera fuld af stilhed, skrig

I operaen bliver datterens følelsesliv udtrykt på slagtøj. Hun går stille rundt i en hvid, pelset kanindragt. Indtil hun pludselig går amok på det arsenal af slagtøjsinstrumenter, der er placeret rundt omkring i huset.

Hun smadrer, og hun slår, for der er alligevel ingen der hører på hende i fortielsens kongerige.

Også i resten af partituret har ensomheden og fortielsen sat sine spor i partituret. Det er simpelthen en opera der er mere stille, end den er kraftig og voluminøs.Den råber ikke sine budskaber ud, for Louise Alenius vil gerne have, at der er rum for, at publikum selv kan fortolke.

Og også helt konkret skal sangerne synge stille:

- Til én af prøverne var der et sted, hvor Morten bare antydede sin stemme. Det var egentlig bare fordi han var træt og ikke ville bruge stemmen. Men jeg sagde: "Det er fedt, det holder vi".

- Jeg vil gerne have det så langt ned som overhovedet muligt. Og så kommer der nogle voldsomme udbrud indimellem, nogle skrig, inden der igen bliver lagt låg på igen. Det er som en gryde der står og koger, og nogle gange koger det over, forklarer Louise Alenius.

Fortielsen er ond

Komponisten har ingen agenda med sin forestilling. Men hun håber på, at publikum vil blive berørt, og at hun, gennem operaen, kan øge opmærksomheden omkring et emne der både er forfærdeligt og vigtigt.

- Jeg har haft lyst til at skabe en arena for at få ud, at fortielsen faktisk er den ondeste spiller i det her incest-projekt. Det forfærdelige er jo, at man føler en afmagt. Jeg har selv prøvet at have en mistanke om, at noget forfærdeligt sker, men man tør ikke bryde ind, fordi det også virkeligt grænseoverskridende, hvis ikke det er rigtigt, siger hun.

- Samtidig har jeg syntes, at det var vildt interessant at arbejde med fortielsen i opera. Og jeg føler, at man med musik kan trænge ind gennem en slags emotionel bagdør hos os. Jeg kan godt selv lide, at blive berørt på den måde. Og så kan jeg bagefter bruge min hjerne til at behandle det jeg er blevet berørt af.