Klassisk til dit fyldte hovede

Playlisten her er designet til at du kan stoppe op og bare være til stede, uden at skulle forholde dig til 1000 ting.

Nogle gange kan man bare have gang i så mange ting, at man overhovedet ikke når at stoppe op og tænke en sammenhængende tanke. Mange opgaver på jobbet, derhjemme venter et værelse på at blive malet, og venner og familie vil også have deres bid af dig.

Der er ikke noget galt i at have travlt. Det kan være både sjovt og tilfredsstillende at få løst tingene, at få streget de mange opgaver på listen.

Men pauser har vi alle sammen brug for. Hovedet kan ikke køre på fulde omdrejninger hele tiden. Nogle gange skal man lukke af, lukke ned, og bare være til stede uden at skulle forholde sig til 1000 ting.

Playlisten består af musik, der netop egner sig til bare at være til, mærke sin egen eksistens og nyde netop det. Musikken er hentet fra koncerter som DR været ude og optage. Læs mere om den her nedenfor.

Mozart: Strygekvartet nr. 19 C-dur I 1785 dedikerede Mozart seks strygekvartetter til sin gode ven Joseph Haydn. De bød på langt mere komplekse lyde, end Mozarts sædvanlige publikum var vant til. Den sidste i rækken har fået tilnavnet 'Dissonanskvartetten', fordi Mozart bruger dissonans for at fremhæve den klassiske harmoni, og få den til at lyse endnu klarere, når den omsider bryder frem. Hør koncerten

Bach: Orkestersuite nr. 2 i h-mol Man ved ikke så meget om Bachs fire orkestersuiter. Nr. 2 er muligvis skrevet til ensemblet Collegium Musicum, som gav regelmæssige koncerter på Zimmermanns Kaffehus i Leipzig. Bach havde sit faste bord i caféen, og drak gerne kaffe. Suitestykkerne er dansende lette, når først ouverturen er overstået. Hør hele suiten

Heinrich Schütz: So fahr ich hin Komponisten Heinrich Schütz er blevet kaldt ’den tyske musik fader’, men han satte sig også spor i Danmark, hvortil han flygtede under 30-års krigen. Hør mere musik af Heinrich Schütz

Camille Saint-Saëns: Klaverkvartet i B-dur Der skete mange ting for den franske komponist Camille Saint-Saëns i 1875. Han fyldte 40 år, blev gift, fik en søn, skrev en klaverkoncert, fik opført sit symfoniske digt Danse Macabre, og oven i det skrev han denne lille perle. Hør hele koncerten

Niels W. Gade: Andante con moto Gade var personlig ven med Robert Schumann, Wagner og Liszt. Han hørte til de helt store komponister, ikke bare herhjemme, men også i udlandet. Han gav os klangbunden til en stor del af den danske musikskat, og komponerede alt fra ouverturer til symfonier, fra orgelværker til små danske sange, fra kantater til violinkoncerter. Vi kan tilmed takke Hr. Gade, at vi har fået Brudevalsen! Hør hele koncerten