Playliste

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:577399e9a11f9f0484d9ca66

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:577399e9a11f9f0484d9ca67

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:577399e86187a40f04eacfc0

Ugens album er en rigtig interessant overraskelse! Dirigenten, som er en af verdens førende barokeksperter, springer pludselig 200 år frem i tiden og spiller musik fra det 20. århundrede af Stravinskij. Og der er faktisk en forbindelse mellem de to verdener – barokken og Stravinskij. Hør hvor elegant det bliver gjort på Ugens Album på P2.

Neoklassik med skæve vinkler

Det begyndte i 1920, da Stravinskij præsenterede sin ballet Pulcinella. Den bygger på musik fra 1700-tallet af Pergolesi og andre italienske barokkomponister. Ved at bruge den gamle musiks elementer på helt nye måder vendte Stravinskij historiens gang på hovedet. Han skabte en moderne stilretning, som man siden har givet navnet neoklassik.

I Pulcinella klipper Stravinskij de gamle skabeloner op, sætter dem sammen på nye måder og giver dem skægge farver og skæve vinkler. Musikken lyder ”kantet” på samme måde som Picassos kubistiske motiver. For øvrigt var det Picasso, der lavede scenografien, da Pulcinella havde premiere i Paris.

Drilsk begejstring

I balletten Apollon Musagetes (”Apollon, musernes fører”) fra 1928 er Stravinskijs neoklassik blevet mere abstrakt og uden et bestemt forlæg. Man kan sammenligne den med de rene linjer i Arne Jacobsens design – hvidt, stramt og objektivt.

Sidste værk på albummet er Koncert i D, en ironisk og hakkende hyldest til barokkens orkestermusik af Bach og Vivaldi. Skrevet i 1946, hvor Stravinskij stadig er drilsk begejstret over at fylde et ”forkert” sprog ind i en gammel form, eller måske snarere forvandle det uddøde sprog til noget tidssvarende.

Stravinskij vender hjem til barokken

Det særligt spændende ved Ugens Album er, at dirigenten Masaaki Suzuki har sin baggrund i barokmusikken. Han har nærmest 1700-tallets musik som sit modersmål, og han har haft sit eget barokorkester i Japan i flere årtier. Den tilgang overfører han som gæst hos det finske Tapiola Sinfonietta, så Stravinskijs musik kommer til at stå skarpt og slankt. På paradoksal vis er det en cirkel der slutter, når Stravinskij vender hjem til barokken.