Ugens Album: Mozart: Klaverkoncerter nr. 11-13

I 1781 flyttede Mozart til Wien for at leve som selvstændig kunstner - uden fast ansættelse. De ti år, han fik i byen inden sin jammerligt tidlige død, blev højdepunktet i hans liv. En af de måder, han præsenterede sig på, var med tre nye klaverkoncerter, som vi i dag kender som Mozarts Klaverkoncerter nr. 11, 12 og 13. Hør dem på Ugens Album på P2.

Kristian Bezuidenhout 2010 Photo: Marco Borggreve (© www.marcoborggreve.comall rights reserved)

Playliste:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5841531ca11fa01014c1a3a2

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5841531c6187a41260532fd2

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5841531ca11fa01014c1a3a3

”Behagelige uden at være ligegyldige”

Mozarts plan med klaverkoncerterne var at udgive dem på tryk, finansieret af ”crowdfunding” som et luksusprodukt til Wiens aristokrati og velhavende musikelskere. I et brev til sin far beskrev han de nye værker på denne vidunderlige måde:

”Koncerterne er nærmest en mellemting af for svære og for lette. De er meget brillante - behagelige for øret, men naturligvis uden at være ligegyldige. Hist og her kan også kendere opnå tilfredsstillelse, dog på sådan en måde, at ikke-kenderne samtidig bliver tilfredse, uden at de ved hvorfor.”

Hammerklaver deler vandene

På Ugens Album bliver klaverkoncerterne spillet på et klaver af den type, man havde på Mozarts tid, et såkaldt ”hammerklaver”. (Der er også hamre i et moderne flygel, men på de gamle klaverer var hamrene beklædt med læder, ikke filt som på et moderne flygel).

Lyden af et hammerklaver deler vandene, har vi erfaret på P2. Den sædvanlige klang af et almindeligt flygel er så indgroet i vores opfattelse af klassisk musik, at det lille hammerklavers sprælske, sarte klang virker fremmedartet. Så lyt nu til vor tids bedste hammerklaverspiller, den sydafrikanske pianist Kristian Bezuidenhout, og giv det en chance. Han er vittig, virtuos og følsom. De lyde, han frembringer, er dem, Mozart kendte. Musikken er skrevet til dette instrument.

Improvisationer undervejs

Kristian Bezuidenhout har de seneste år indspillet alle Mozarts soloklaverværker, og han kender alt til Mozart-tidens musikalske praksis. Derfor improviserer han med i orkesterafsnittene, selv om der ikke står noget i klaverstemmen. Sådan gjorde man på Mozarts tid. Solokadencerne i Klaverkoncert nr. 11 har han også selv lavet. Det kunne enhver ordentlig pianist dengang.

Af de tre klaverkoncerter på Ugens Album er nr. 12 nok den fremmeste og helt på niveau med de senere, mere berømte Mozart-koncerter. Temaet i den 2. sats tog Mozart fra en arie af sit idol, Johan Christian Bach. Han var død tidligere på året, så måske er citatet en hyldest? Valget af den sørgmodige melodi kunne tyde på det.