Frederik den Store af Preussen var ikke bare en mægtig fyrste. Han var også en meget ivrig fløjtenist, der konstant krævede ny fløjtemusik.

Derfor havde han komponister ansat ved hoffet - blandt andet Carl Philip Emanuel Bach, der komponerede fremragende fløjtekoncerter til ham.

Så fremragende, at de måske ligefrem var på kant med samtiden.

Ugens Album på P2 og dr.dk/klassisk er C.P.E. Bachs fløjtekoncerter, spillet af en anden Emmanuel, solofløjtenisten Emmanuel Pahud fra Berliner Filharmonikerne.

Piskende og oprørsk musik

Pahud er overbevist om, at C.P.E. Bach gik til stregen – eller over – når han udtrykte sig i fløjtekoncerterne.

Frederik den Store var enevældig hersker, så der kunne ikke stilles spørgsmålstegn ved hans evner eller holdninger. Men det gjorde Carl Philip Emanuel alligevel - gennem musikken.

- Det er musik, som ikke følger bestemte diktater, siger Emmanuel Pahud.

- Hans musik eksperimenterer, den kradser, den er udfarende og pisker en stemning op hvert andet øjeblik. Det er tydeligt, at her er en mester, som vil ryste musikken i dens grundvold.

Artiklen fortsætter nedenfor

Temperament ved tangenterne

Komponisten Carl Philip Emanuel Bach var næstældste søn af den mere kendte Johann Sebastian Bach.

Ved hoffet i Potsdam i anden halvdel af 1700-tallet måtte han nøjes med en stilling som cembalist. Han var åbenlyst overkvalificeret i forhold til den egentlige hofkomponist, Joachim Quantz, der bare var bedre til at behage kongen.

Til gengæld gav jobbet ved tangenterne Carl Philip Emanuel en vis frihed. Og friheden brugte han til at få afløb for det temperament, der kogte inden i ham – måske også frustrationerne over sin stilling.

- Alt er i bevægelse, alt er ekstremt, siger Emmanuel Pahud.

- I de hurtige satser ræser han derudaf på jagt efter nye verdener, mens de langsomme satser har drama og dybde.

For krævende for en konge

Frederik den Store regerede i anden halvdel af 1700-tallet. De store fyrsters tid var ved at være forbi, og i Carl Philip Emanuel Bachs musik hører man, at verden var i opbrud.

Kongen fik udleveret forenklede versioner af fløjtestemmen, men selv det magtede han kun med besvær. Musikken var simpelthen alt for krævende for den enevældige hersker.

Så det er næsten ironisk, at de suveræne berlinske musikere på Ugens Album blot ville have været hans jævne undersåtter dengang. Orkestret er dog høfligt nok til at hylde kongens kulturelle arv ved at opkalde sig efter hans residens i Potsdam.