http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5763ef05a11fa5044c8aebc1

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5763ef056187aa1878985863

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5763ef05a11fa5044c8aebc0

For ti år siden debuterede pianisten Jevgenij Sudbin på cd med en samling sonater af Scarlatti. Et lidt mærkeligt valg – for Scarlattis sonater er skrevet for cembalo. Men i Rusland, hvor Sudbin er uddannet, var Scarlatti fast pensum for alle pianister, og når man spiller sonaterne så godt som Sudbin gør, er der ingen som helst grund til at lade være. Nu markerer han de forløbne ti år med endnu en samling Scarlatti, som vi har valgt til Ugens Album på P2.

En sen begyndelse

Domenico Scarlatti var som navnet antyder italiener, søn af en anden stor komponist, Alessandro Scarlatti. Han begyndte først at komponere, da han var i 30’erne. Og det var først, da han som næsten 50-årig i 1733 flyttede til Madrid som cembalolærer for den spanske dronning at fandt han guld. De følgende år skrev han 555 sonater (!), hvor han med endeløs fantasi skaber nyt indenfor en afgrænset, lille form. Scarlattis sonater er i én sats og varer kun nogle få minutter hver. ”De er en gave til fantasien og rummer en uendelighed af fortolkningsmuligheder”, siger Jevgenij Sudbin, der samtidig undrer sig over, hvor Scarlattis muse gemte sig i alle de uproduktive år!

Lyden af Spanien

Nogle bud på hvad der tændte flammen kan være dronningens konkrete bestilling på sonater og så de spanske omgivelser, som Scarlatti kastede sig over med stor humoristisk og dramatisk sans. I sonaterne kan man høre flamencorytmer, guitarlyde, trampende dansefødder, klikkende kastagnetter og enddcembalo

a arabiske træk i et frodigt sammenstød med hans medbragte italienske stil, hvor de langsomme sonater kan minde om arier fra opera. Dertil en ekstatisk glæde ved selve det at spille, for Scarlatti var en af barokkens største musikere.

Frihed under ansvar

Scarlattis sonater blev for alvor opdaget i det 20. århundrede, hvor pianisten Vladimir Horowitz gav dem et stort publikum. Det kræver omtanke at spille sonaterne på klaver, for de skal ”oversættes” fra et andet instrument, og der følger ingen ordbog med. Jevgenij Sudbin kalder Scarlattis cembalosonater ”et af de få tilfælde, hvor man som pianist har frihed til at skabe sin egen opførelsesstil. Der er ingen historisk korrekt løsning, så man må bruge de midler, man selv finder passende.” Det gør Sudbin med overlegen virtuositet og overlegen fornuft – han er en sjælden blanding.