Jeg husker det tydeligt, sidste gang jeg så hende på en scene. En tidlig forårsaften på spillestedet Tape i den sagnsomspundne festgade Mejlgade i Aarhus.

På den lille klub med lavt til loftet, står, sidder og ligger hun dér på scenen, altid med sin røde guitar på sig, hamrende på strengene med sved dryppende fra ansigtet og fingrene.

Hendes tre kammerater på scenen er lige så meget i deres egen verden, som hun selv er, og publikum mærker det, alle 250 personer i det fyldte lokale, alle 60 minutter som koncerten varer.

Inde bag støjen fra bas, guitar og trommer, udfolder sig nogle yndige melodier i et dansende tempo og publikum ender med at give et overdådigt bifald.

Bandets navn er Speaker Bite Me og kvinden med den røde guitar er Signe Høirup Wille-Jørgensen. En musiker, der ikke lader ting ske - hun sørger for at få ting til at ske.

Udover at stå bag musik- og kunstselskabet ’The Being Music’, har hun arbejdet sammen med forfattere, musikere og dramatikere, dannet lydtapet til radiodramaer, film og teaterstykker – og hun er lige nu aktuel i forbindelse med forestillingen ’Paranoid Android - fængselssange’, der spiller på Københavns Musikteater frem til oktober.

I år er det 20 år siden, at Signe debuterede med bandet Speaker Bite Me – forinden hed de Murmur og skar sig igennem lydbilledet med den skæve og støjende plade ’Sexpowder 2000 Volts’.

- Som band, Murmur, fik vi en stormende

modtagelse, fordi vi larmede helt vildt, og fordi der var to kvinder på scenen, fortæller hun om de første spæde skridt på den danske musikscene.

- Den danske undergrundsscene var mest den pæne side af grunge og vi var bare vildere - og unge og smukke - det har pressen jo altid godt kunne lide.

Hun startede med at spille musik derhjemme – for fars guitar stod i stuen og det samme gjorde klaveret. Da hun var femten kunne hun spille alle numre fra 'Jesus Christ Superstar' og 'Kvinde Min' på guitaren.

Støjrock og disharmoni

- Jeg er vokset op med hippiemusik som Led Zeppelin og Shit og Chanel, fortsætter hun.

- Men det var først, da jeg hørte Sonic Youth og Breeders, at det gik op for mig, hvor simpelt og sofistikeret man faktisk kunne gøre det. De er begge bands, som har repræsenteret et eksperimenterende musikalsk univers, der testede instrumenternes udholdenhed og stod for at lave melodiøse sange, pakket godt ind i støj, disharmoni og utæmmet energi.

Da Murmur gav deres første koncert i København, fik de pladekontrakt på stedet, og det blev klart for Signe Høirup Wille-Jørgensen, at hun skulle fortsætte med Speaker Bite Me, da Murmur kort tid efter debutalbummet gik hver til sit.

Koncerten med Speaker Bite Me sidste år på Spot Festival var det første i gud-ved-hvor-lang-tid.

Alle på Tape kunne se og føle, at musikerne på scenen nød hvert et anslag på instrumenterne, hver en strofe, hvert et sekund, og forhåbningerne om et kommende album steg i takt med, at koncerten tog til.

Men Speaker Bite Me har altid været sin helt egen organisme, som reagerer på instinkter fremfor på publikums forhåbninger og ønsker.

- Ja ja, nu må vi se, om vi går i gang med at lave en plade, sagde Signe Høirup Wille-Jørgensen med et skævt smil, da hun havde fået pusten efter koncerten på Spot.

Nøgen på scenen for en stund

Signe Høirup Wille-Jørgensen er sammen med de tre øvrige musikere i Speaker Bite Me, Emil, Kasper og Martin, endelig gået i gang med at indspille musik, som skal ende med den første plade i ti år.

Bandet har en så særpræget lyd, at de næsten står alene på den danske scene, og dermed er evigaktuelle – også i de perioder, de ikke udsender musik.

Sådan et band, som man bare går og venter på med længsel og forventning, alt imens man lytter til deres blanding af kraft, utæmmet vildskab og præcist dirigeret popsange, som der er på de plader, de allerede har udsendt.

Hun er blevet kaldt for en kompromisløs kunstner – grænsende til det kontroversielle for visse.

I midten af 00’erne afklædte hun sig foran publikum ved en koncert i Musikhusets store sal i Aarhus for at lade billedet stå et øjeblik, inden hun tog sit tøj på igen. Det var under kunstnernavnet Jomi Massage, hvor hun havde et projekt med mikrofoner klistret på kroppen, så man kunne høre hver en bevægelse – nærmest hver en muskel – arbejde på sin krop.

Hun stopper ikke for nogen eller noget. Sådan virker det i alle fald, når man kigger ud over det musiklandskab, som Signe Høirup Wille-Jørgensen har udfoldet sig i, senest i forbindelse med forestillingen 'Paranoid Android - Fængselssange'.

Musik baseret på samtaler med unge

I teaterforestillingen har hun skrevet al musikken, som i bund og grund omhandler det tabu, der rammer en familie, når en far eller mor havner i fængslet.

Signe Høirup Wille-Jørgensen spiller sammen med tre skuespillere, der dels spiller skuespil og dels på instrumenter.

To af skuespillerne er også musikere, men den tredje har skulle lære det fra bunden – og Signe har været i front for en læringsproces for dem alle fire. De skulle lære at spille sammen som band!

- De er skide stædige og sætter sig med trommen til de kan det, fortæller Signe Høirup Wille-Jørgensen, om den periode, hvor musikken skulle indstuderes og hvor skuespillerne, udover replikkerne, også skulle lære at spille sammen.

Skuespil og samspillet som band skal være som én bevægelse – for i 'Paranoid Android – Fængelssange' spiller musikken en væsentlig og vigtig rolle, baseret på samtaler med unge fra København og Oslo, der alle har oplevet at have en nær relation eller et familiemedlem i fængsel.

Signe Høirup Wille-Jørgensen har haft mange samtaler med dem, og har skrevet musik ud deres tanker og følelser. ’En musik, der prikker til det sårbare sted i sjælen’, som hun selv formulerer det.

Den paranoide androide

Manuskriptet er skrevet af den svenske dramatiker Kristian Hallberg, der også har talt med de unge pårørende fra København og Oslo, og han er svært tilfreds med den musik, som Signe Høirup Wille-Jørgensen har skrevet til ’Paranoid Android – fængselssange’.

Da han var 18-19 år, hørte han en koncert med Speaker Bite Me på Roskilde Festival.

- Jeg blev uhørt berørt af musikken, købte deres plade og brugte resten af sensommeren og det efterår på at lytte til dansk indierock. Det føles utroligt fint at arbejde sammen med Signe nu cirka 15 år efter, fortæller Kristian Hallberg, der ikke selv søgte samarbejdet – det var teateret og regissøren, der sørgede for det.

'Paranoid Android’ - eller på dansk ’den paranoide androide’ – er oprindelig betegnelsen på 'Marvin', en karakter fra 'Håndbog for vakse galakseblaffere', og samtidig titlen på et af de største hits med det britiske rockband Radiohead.

Signe og Kristian deler en fascination for Radiohead.

Kristian Hallberg hævder at 'alt starter og slutter for mig, med Radiohead'. Og selvom titlen på forestillingen ikke har nogen direkte reference til hverken 'Marvin' eller Radiohead, så har Signe Høirup Wille-Jørgensen plukket lidt inspirationer derfra til sine kompositioner til forestillingen.

- Jeg plukker subtilt, fortæller hun.

- Det er som at skabe en buket. Samme blomst hele tiden gør det kedeligt. En buket roser er jo kedeligt. Fortærsket og en kliché. Og det er det Radiohead kan. Holde liv i klichéerne. Popmusikkens klichéer bliver gang på gang twistet, og de ligesom blot sniger sig ind og rammer fuldstændig usentimentalt. Det prøver jeg at genskabe. At skabe en musik der er dybt rørende og med et følelsesmæssigt output, der går ind i publikum og ikke bliver afvist som noget fortærsket og klichéfuldt. Som Radiohead kan.

Selv er der meget, som Signe Høirup Wille-Jørgensen kan. Som en omvendt kamæleon er det ikke hende, der tilpasser sig omgivelserne - det er omvendt. Hun kender sin retning, forfølger den og deler musikalske blomster ud til de, der vil modtage.

Speaker Bite Me er i studiet. De har lagt billeder op på deres sociale medier og fortalt, at det er dejligt for dem at være i gang med nye sange.

Jeg sidder og triller tommelfingre - tålmodigt. Fordi det er sådan et band, hun er med i, og sådan en musiker hun er. Sådan en man gerne venter på - med længsel og forventning.

Forestillingen 'Paranoid Android - fængselssange' spiller på Københavns Musikteater frem til 14. oktober 2017.