- Her i Vesteuropa var det faktisk først efter Anden Verdenskrig, at vi fik slået fast, at alternativerne til demokrati er frygtelige. Dem, alternativerne, var der ingen, der ønskede, efter de havde set nazismens rædsler.

Det fortæller forfatteren til 'Demokrati', den nyeste bog i Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser, demokratiforsker Svend-Erik Skaaning.

Mange af os tænker ellers på frihedsrevolutionerne i USA og Frankrig i henholdsvis 1776 og 1789 som det, der kickstartede den demokratiske dagsorden i den vestlige verden.

- Men dels var det kun hvide mænd med en vis indkomst, der fik stemmeret dengang, dels var der højlydt kritik af demokrati i lang tid efter frihedsrevolutionerne, siger forskeren.

Kierkegaard og eliten frygtede de dumme

- Da vi diskuterede udkastet til en grundlov herhjemme i 1848, sagde filosoffen Søren Kierkegaard, at 'folkestyre er den mest åndløse form for tyranni'. Han var en del af eliten og mente, at det var bedre, at én stærk mand, kongen, stod i front og tog beslutninger, end at samtlige borgere skulle have indflydelse, forklarer Svend-Erik Skaaning.

Det var en udbredt holdning i de velstillede dele af befolkningerne dengang. Den rige og magtfulde elite frygtede, at de ville miste deres privilegier, hvis der blev afgivet magt til de fattige.

Desuden var de urolige for, at folk på samfundets bund, hvoraf mange var analfabeter, rent ud sagt var for dumme til at deltage i politik.

- Man var simpelthen bange for, at de udannede mennesker ikke ville vælge nogle ordentlige repræsentanter, når de skulle stemme.

Kvinder og kold krig

Der gik en rum tid fra den demokratiske valghandling blev indført, til kvinderne fik lov at være med.

New Zealand var det første land i verden til at give kvinder stemmeret i 1893. Herhjemme skete det i 1915, mens det i lande som Frankrig og Schweiz først blev indført i henholdsvis 1944 og 1971.

I dag er repræsentativt demokrati den mest udbredte styreform på verdensplan, og det var slutningen på den kolde krig, der gav det sidste store ryk hen imod anerkendelsen af demokratiet som den eneste legitime styreform, fortæller Svend-Erik Skaaning.

- Der var i starten af 1990’erne en meget stor optimisme. Nu var vi enige om, at demokratiet skulle spredes til hele verden. Der var ikke rigtigt nogle alternativer: Enevældige konger var historie, nazismen havde miskrediteret sig selv, de kommunistiske systemer var brudt sammen, så hvad skulle vi ellers gå efter?

Tidligt interesseret i demokrati

Netop den kolde krigs afslutning var en af grundene til, at Svend-Erik Skaaning personligt begyndte at interessere sig for demokrati.

I sensommeren 1988 sad han som tiårig dreng foran fjernsynet sammen med sine forældre og fulgte med i de nervepirrende begivenheder i Polen, der endte med, at elektrikeren Lech Walesa fra oppositionsbevægelsen Solidaritet blev landets præsident.

- Jeg sad klistret til skærmen, fordi jeg kunne mærke, at det var nogle epokegørende ting, der var ved at ske. Det lagde grundstenen til min fascination af demokratiets væsen.

- Jeg mener, at demokrati har en værdi i sig selv, fordi det er en anerkendelse af ligeværd mellem borgerne, når de får den samme ret til politisk indflydelse. Selv om demokrati ikke er et vidundermiddel, der kan løse alle problemer, så er det trods alt en bedre styreform end alternativerne.

Hent og diskuter Tænkepausen om demokrati

Hver måned har du mulighed for at udveksle synspunkter med andre læsere af den aktuelle Tænkepause. Det foregår på Litteratursiden.dk.

Den første hele uge i måneden kan du gratis hente Tænkepausen som e-bog hos forlaget. Her finder du Svend-Erik Skaanings 'Demokrati' fra den 3. til den 9. april.