I løbet af sommeren har DR Kunstklub rejst landet rundt med projektet DR Tilter, hvor man kan prøve sine kreative evner af i Virtual Reality-tegneprogrammet Tilt Brush. Undervejs er der bl.a. blevet tegnet på helt nye måder på ARoS i Aarhus, Trapholt i Kolding, Skuespilshuset i København og på Bornholms Kunstmuseum.
Som afslutning på projektet kommer der nu 4 dage med fart på, hvor de sidste tegnetalenter får muligheden for at vise deres værd.
Den 25. august er DR Tilter tilstede til Kulturmødet på Mors i samarbejde med Aalborg-museet Kunsten, hvor man fra kl. 14-22 kan kigge forbi og tegne på livet løs.
Dagen efter den 26. august er maskinen rykket til København og SMK Fridays på Statens Museum for Kunst, der i anledning af Copenhagen Art Week åbner dørene. Her kan man iføre sig masken fra kl. 16-20 og derefter eventuelt fortsætte festen til Chart Art Fair på Charlottenborg eller Code Art Fair i Bella Centret.
I weekenden den 27. og 28. august afsluttes DR Tilter under Aarhus Festuge, hvor man kan komme forbi Banegårdspladsen i Aarhus og prøve Tilt Brush i Kulturby 2017's transparente container. Om lørdagen kan man kigge forbi fra kl. 14-22 og om søndagen er DR tilstede fra kl. 14-20, hvoraf de første par timer er dedikeret til en tegnefinale mellem et hold af de sejeste tegnere fra hele landet.
Book en tid
Hvis du tegner for vildt - i to dimensioner - så er du velkommen til at booke en tid i Virtual Reality-maskinen i forvejen. Det kan du gøre ved at sende en mail til kunst@dr.dk, hvor du skriver, hvor du gerne vil prøve at tegne og vedhæfter eksempler på dine kreative evner.
Da der plejer at være stort rykind, når DR Tilter rammer landet, så kan vi ikke garantere, at der er pladser til arrangmentet.
Vi ses!