3 teaterchefer fælder dom over 'De Sataniske Vers' som stykke

Hvilke overvejelser gør teaterdirektører sig, når de vælger potentielle forestillinger til eller fra? DR Kultur har spurgt tre af slagsen, om de kunne forestille sig Hassan Preislers opsætning af 'De Sataniske Vers' på deres teatre.

Forfatteren Hassan Preisler er på jagt efter et teater, der ønsker at opfører "De Sataniske Vers' som teaterstykke. Vi har spurgt tre teaterchefer, om stykket ville kunne opføres hos dem.

Hassan Preislers opsætning af ’De Sataniske Vers’ bliver ikke til virkelighed på Det Kongelige Teater, selvom projektet i første omgang blev mødt med interesse fra teatrets side.

Projektet bygger på forfatteren Salman Rushdies roman fra 1988, og afvisningen har fået Hassan Preisler til at beskylde Det Kongelige Teater for at træffe beslutningen på baggrund af frygt.

Romanen ’De Sataniske Vers’ satte nemlig – særligt i dele af den muslimske verden – sindene i kog, da den udkom. Salman Rushdie lever nu under konstant beskyttelse som konsekvens af de reaktioner, der kom på bogen.

Men det er hverken frygt eller kontroverser, der har fået Det Kongelige Teater til at afvise Hassan Preisler projekt, lyder det på den anden side fra Det Kongelige Teater. Der var simpelthen projekter, der var mere interessante end Hassan Preislers.

DR Kultur har spurgt tre danske teaterchefer, om de vil huse Hassan Preislers opsætning af ’De Sataniske Vers’, nu Danmarks nationalscene ikke vil.

Pia Jette Hansen, teaterchef på Østre Gasværk

Arkivfoto (C) Scandpix (Foto: © Jeppe BjøRn Vejlø, Scanpix)

- Nu kender jeg ikke Hassan Preislers kunstneriske udgangspunkt med denne her forestilling, så det ville jeg dog skulle høre om først. Men jeg kender Hassan som en dygtig forfatter og kunstner, som for øvrigt har arbejdet på Østre Gasværk i tre år. Så jeg synes bare, han skal sende sit oplæg om forestillingen til mig, og så må vi se, hvad vi kan finde ud af.

- Jeg synes, det er et hypotetisk spørgsmål, om forestillingen er farlig at opføre eller ej. Der findes et utal af teaterstykker, hvor eksempelvis Hitler har indgået som et dramatisk element, uden at det har betydet, at folk har protesteret, eller at de medvirkende har været i fare.

- Generelt mener jeg, at teateret skal turde stille spørgsmål og tage de emner op, som kommer bragende forbi i samfundet. Det kræver selvfølgelig, at det dramatiske udgangspunkt er det rigtige. Det mener jeg eksempelvis, det var, da man valgte at opføre Manifest 2083 om den norske massemorder Anders Breivik.

Hans Henriksen, teaterdirektør på Aalborg teater

(Foto: Henning Bagger/Scanpix 2015) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Jeg synes, det ville være et interessant projekt at kigge på. Det, jeg har hørt om bogen uden at have læst den, er interessant – så jeg vil ikke afvise, at det er et stykke, der ville kunne komme i betragtning.

- Sikkerheden ville være en del af vores overvejelser, men bogen i sig selv behandler afgørende problemstillinger om menneskelig identitet, der er aktuelle for vores tid - og derfor er den interessant i en teatermæssig sammenhæng.

- Hvis Det Kongelige Teater har afvist opsætningen af sikkerhedsmæssige grunde, som Hassan Preisler påstår, så er det til at forstå. Men for vores vedkommende er det et helt hypotetisk spørgsmål, så de overvejelser omkring en eventuel opsætning kan vi slet ikke gå ind i.

Martin Lyngbo, teaterdirektør på Mungo Park

(© (C) Mungo Park)

- Alle stykker er i princippet muligheder hos os, men vi vurderer projekter samlet – inklusiv det tillidsforhold, der er mellem kunstneren og teatret. Det ser ud, som om at tillidsforholdet mellem Hassan Preisler og Det Kongelige Teater er dårligt, fordi Hassan Preisler nu har valgt at lave et kæmpe mediestunt på baggrund af en banal afvisning.

- Det er klart, at hvis jeg fik et projekt tilsendt fra Hassan Priesler nu, ville jeg ikke engang læse projektet, fordi Hassan Preislers behandling af den her sag er pinlig og komisk. Vi kommer med masser af afvisninger hele tiden, og hvis jeg skulle forholde mig til mediestunts hver gang, kunne jeg ikke lave andet.

- Der er masser af kontroversielle emner, man kunne lave teaterstykker om. Det eneste, der er særligt ved det her stykke, er, at Hassan Preisler laver et mediestunt ud af, at han ikke må opsætte det - det handler ikke om selvcensur, men om at Det Kongelige Teater har afvist Hassan Preislers stykke.