Landets største 'Game of Thrones'-fans: Det kunne ikke være mere storslået

Til gårsdagens gallapremiere på 'Game of Thrones 7' var alle adspurgte fans enige: Første episode tilhørte den morderiske hævner Arya Stark.

Superfansene i 'Camp Ice and Fire'- kendt fra Roskilde Festival - var mødt op for at byde deres ligemænd velkommen til gallapremiere på 'Game of Thrones 7'.

SPOILER ALERT: HAR DU IKKE FÅET SET FØRSTE EPISODE ENDNU, SÅ SPRING DENNE ARTIKEL OVER.

Husker du tærterne?

Da Arya Stark hævner sig over mordet på sin mor og bror, når Walder Frey aldrig at drikke sin vin op, inden hun skærer hans hals over og velfornøjet ser på, mens blodet overdynger bagværket, der er stoppet med den sleske lords sønner som indbagt fyld.

Men hun stopper ikke her: I første episode af syvende og næstsidste sæson Game of Thrones lader den drabelige drengepige godt nok alle drikke deres vin op, men det er hævnens skål… og mere siger vi ikke her.

For hvis du endnu ikke har set første episode i syvende sæson af den populære fantasyserie, så stop venligst læsningen og tænd for tv’et i stedet - der er noget at glæde sig til.

I hvert fald ifølge mange af de fans, der var mødt talstærkt op til gallapremieren i biografen Imperial i København mandag aften:

- Nu er der jo seks episoder tilbage, så det er for tidligt at sige noget som helst, som den forbipasserende fan Laura Nielsen pointerede, inden dommen faldt med et blink i øjet:

- Men det var klart den bedste episode i syvende sæson.

Vi spurgte hende og tre andre fremmødte fans, hvad der var højdepunktet i første episode af ’Game of Thrones 7’.

Frederik Nicolajsen, 21 år og holder sabbat.

Det var ikke helt almindelige fans, der var troppet op til gallapremieren, men sådan nogle, der kommer udklædt som deres yndlingskarakterer.

Arya Stark, Jon Snow og Jamie Lannister var der allesammen i deres fan-udgaver, der blandt andet kom fra 'Camp Ice and Fire' - en Roskilde Festival-lejr, der hvert år tørner sammen om at hylde 'serien over dem alle', som én af dem sagde:

- Lejren er en kombination af to passioner: Roskilde og druk og så 'Game of Thrones'. Vi opfinder nye drinks, som vi opkalder efter 'Game of Thrones'-universet. Det er nørdet, men fedt at være sammen om, siger den 21-årige fan Frederik Nicolajsen, der ikke er bange for at kalde sig for landets største 'Game of Thrones'-nørd.

- At vi er blevet inviteret til det her, er jo bare det største. Det er for fedt, at 'Game of Thrones' er blevet meget mere end en serie, men en event i sig selv.

Hvad var højdepunktet i den første episode?

- Det er så svært, for man har så høje forventninger, at man næsten kun kan blive skuffet. Men højdepunktet var at se Sandor 'The Hound' Clegane vende stærkt tilbage.

- Men også Daenerys (Targaryan, red.), der efter mange år kommer tilbage til Dragonstone. Det kunne ikke være mere storslået.

Laura Nielsen, 19 år og gymnasieelev.

Samme tilbagevendte Sandor 'The Hound' Clegane, nævner den 19-årige gymnasieelev Laura Nielsen også som et højdepunkt:

- Der var rigtigt mange af de her små fan-glimt. For eksempel da Clegane havner i et hus med en død mand og hans datter, hvor det ikke bliver sagt tydeligt, at han tidligere har mødt dem med Arya Stark.

- Som fan sidder man bare og hepper på sådan nogle scener, fordi man føler sig en del af et større fællesskab og har de her nørdede hemmeligheder sammen.

Ifølge Laura Nielsen var det dog den nævenyttige hævner Arya Stark, der stjal rampelyset fra hendes tidligere fælle, den bistre og bryske Clegane.

- Arya dræber alle Walder Freys mænd til at begynde med, hvilket var et klart højdepunkt, men også lidt for tidligt. Det kan være farligt at åbne med et højdepunkt, siger Laura Nielsen, der selv er mødt op udklædt som Arya Stark.

Hun er godt tilfreds, men mener også, at der er plads til forbedringer:

- Da Daenerys (Targaryan, red.) ankommer til Dragonstone, blev det lidt for meget. De bruger ti minutter på noget, vi reelt har set før, hvilket måske ikke er så økonomisk, når sæsonen kun består af syv episoder.

Louise Mejlstrup, 29 år og IT-supporter.

Selvom der vanligt sker en masse rabalder i 'Game of Thrones', tyder noget på, at Arya Stark står tilbage som én af de (mange) karakterer, der er mest interessant at følge.

Ifølge den 29-årige IT-supporter Louise Meilstrup faldt højdepunktet ligeledes ved sæsonens blodige åbning:

- Højdepunktet var den første scene, hvor hun (Arya Stark, red.) slagter alle Walder Freys mænd, siger Louise Meilstrup, der dog alligevel ikke lader sin kærlighed falde på drengepigen.

- Jeg hepper mest på Khaleesi (Daenerys Targaryan, red.). Hun er sej, men hun er også næsten for god. Hun mangler lidt af den ondskab, mange af de andre karakterer har, og som gør dem komplekse, siger hun.

Hvad håber du, der kommer til at ske i sæsonen?

- Jeg håber, at Khaleesi og Jon Snow på en eller anden måde går sammen mod De Hvide Vandrere og Cercei Lannister.

Cecilie Hansen, 27 år og jobsøgende.

27-årige Cecilie Hansen er ikke en del af de udklædte.

Hun er bare mødt op til gallapremieren sammen med sin veninde, fordi hun elsker at forsvinde ind i en time lang underholdning en dag om ugen.

Hun synes, det var 'en super underholdende episode, hvor Arya Stark var højdepunktet':

- Jeg kan godt lide hendes fortælling. Den har en energi, styrke og så hævner hun sig jo bare over dem alle, siger Cecilie Hansen, inden hun peger på, hvorfor hun troligt har fulgt med i den populære fantasyseries sidste seks sæsoner:

- Jeg kan rigtigt godt lide fantasy og gode fortællinger. 'Game of Thrones' indeholder det hele, og så er serien uforudsigelig og konsekvent kynisk. Alle ens helte dør hele tiden, og det er man ikke vant til, siger hun og slutter:

- Det bedste ved den her serie er, at man aldrig kan vide, hvad der kommer til at ske. Men jeg glæder mig til at finde ud af det!

'Game of Thrones 7' havde premiere 17. juli og løber frem til slutningen af august på HBO Nordic.