Bob Dylan har holdt verdenspressen hen i fem døgn nu.
Siden han i torsdags blev tildelt Nobelprisen i litteratur, har han hverken sagt tak eller tilkendegivet, om han overhovedet har i sinde at modtage den litterære hæder ved den officielle ceremoni i Stockholm til december.
Desuden har komitéen nu opgivet at få fat i hovedpersonen selv.
Dårlig erfaring med pressen
Men det er typisk Bob at forholde sig tavs, siger tre eksperter, som DR Kultur har talt med.
- Han kommer ikke på kommando. Han hopper og springer ikke og vil ikke stå på hovedet for nogen, men reagerer i sit eget tempo, siger Anne-Marie Mai, der er professor i litteratur ved Syddansk Universitet.
Hun tror, at Bob Dylans tilbageholdenhed skyldes hans komplicerede forhold til pressen.
- Han er vant til, at journalister stiller spørgsmål, der ikke har noget at gøre med hans musik, men som fokuserer på alle mulige andre emner.
Det skete blandt andet, da Bob Dylan spillede sin første koncert i Danmark i 1966 og i den forbindelse gav interview til den danske presse.
Christian Braad Thomsen var med til pressemødet, hvor det hurtigt viste sig, at journalisterne var ”dybt åndssvage og stillede det ene syge spørgsmål efter det andet”, siger den danske filminstruktør og forfatter, der har udgivet bogen ’Bob Dylan – en guide til hans plader’.
- De ville jo vide, hvordan kvinderne var i Stockholm, hvor han lige havde været, og han var jo ikke i stand til at svare noget som helst, siger forfatteren og filmmanden, der ifølge eget udsagn stillede det eneste spørgsmål, som Bob Dylan rent faktisk havde et ærligt svar til.
Christian Braad Thomsen, der netop var kommet hjem fra militærnægterlejr, ville vide, om Bob Dylan havde været soldat, hvortil Bob Dylan slet og ret svarede ”no”.
Tre koncerter uden et ord
Siden hele verden i torsdags gik i breaking news over den første musiker, der nogensinde har modtaget den litterære Nobelpris, har modtageren givet tre koncerter i USA. Hverken i Nevada, Arizona eller Californien nævnte han prisen med et ord.
Christian Braad Thomsen er "slet ikke overrasket” over Bob Dylans tavshed.
- Han taler jo heller aldrig i forbindelse med sine koncerter. Han siger intet. Han annoncerer ikke sine numre. Det, han har at sige, siger han i sine sange, og det er jo også dem, han har fået prisen for, siger Christian Braad Thomsen.
Har ikke brug for PR
Musikjournalist Mikkel Falk Møller har gjort sig de samme iagttagelser og pointerer, at Bob Dylan heller ikke er ødsel med interviewene, når han udgiver en ny plade.
- Så laver han måske ét interview. Med Rolling Stone Magazine eller 60 Minutes, siger Mikkel Falk Møller.
Ifølge Anne-Marie Mai er Bob Dylan mindre karrig med udtalelserne, hvis det for eksempel drejer sig om en nær ven fra musikbranchen, der er afgået ved døden; Som da Levon Helm fra The Band døde i 2012, og Bob Dylan sagde, at Helm var "en af de sidste store sjæle" fra hans eller nogen anden generation.
Enighed: Han skal nok modtage prisen
Ingen af de tre Bob Dylan-kendere tror, at musikerens Nobel-tavshed, skulle være et tegn på, at han ikke agter at tage imod prisen.
Ifølge Anne-Marie Mai skal han nok dukke op til den svenske ceremoni - eller som minimum sende et familiemedlem, der vil tage imod prisen på hans vegne, hvilket han har gjort tidligere.
Christian Braad Thomsen føler sig også overbevist om, at Dylan vil modtage prisen.
- Men det er ikke sikkert, at han siger noget ved prisoverraskelsen, siger han og minder om dengang i 2000, hvor Dylan modtog musikprisen The Polar Music Prize uden at sige et ord.
- Han kom og modtog prisen, og så gik han igen. Han deltog ikke engang i festen bagefter, siger Christian Braad Thomsen, der tilskriver det en form for genert- og ærlighed.
- Han kan og vil ikke stille sig op og være høflig og sige et eller andet formelt, som andre kan. Han kan ikke forstille sig.
Totalt akavet prismodtager
Ifølge Mikkel Falk Møller er Bob Dylan ofte ”totalt akavet” i prisoverrækkelsessammenhæng.
- Han har tydeligt ubehag ved at skulle modtage de her offentlige priser og ved ikke, hvilket ben han skal stå på, og hans øjne flakker. Det kan godt være meget pinefuldt at se på, siger han.
Uanset hvad der er årsagen til Dylans tavshed, hviler der som modtager af Nobelprisen i litteratur nu et moderat pres på Bob Dylan for, at noget begavet kommer ud, næste gang han åbner munden.
- De ord, han vil udtale, vil jo blive gransket, som var det et orakel, der talte, og det kan han heller ikke lide at blive gjort til, siger Anne-Marie Mai.
