Allerede flere timer inden showet startede, var Jyske Bank Boxen i Herning fyldt med glade publikummer, der alle havde sikret sig en billet til årets Dansktop Prisen, som Familie Journal står bag.
Flere af dem havde tilkøbt en middag inden showstart, og mange havde også taget plads ved den røde løber i håb om at få et glimt af de mange kendte, der skulle med til showet.
En af dem var Carry Pedersen fra Horsens, der til daglig går under navnet Sysser.
Med sin gule post-it-blok stod hun tålmodigt og ventede på, pressen var færdig med at snakke med blandt andre Birthe Kjær, Kirsten Siggaard og Johnny Hansen fra Kandis, så hun kunne få en autograf.
Hun er vild med dansktop og spiller selv den musikgenre på plejehjem i Horsens og omegn.
- Det er så god musik. Når jeg selv kommer ud at spille, så bare det at se den glæde ved de ældre. Det betyder virkelig noget, siger hun, der var taget til Herning med sin mand.
Endelig bliver det fejret
Og de var der da også alle sammen. I hvert fald mange af dem. Stjernerne inden for dansktoppen.
Peter Belli, Bjarne Lisby, Keld og Hilda Heick, Lis og Per Kauczki, Richard Ragnwald, Hansi Hinterseer som 'special guest star' og mange, mange flere.
De fejrer nemlig med stor glæde en aften, hvor dansktoppen bliver hyldet. Og det er ikke så tit, man får lov til det.
- Dansktop har jo for nogen en måske lidt negativ klang, og det er ikke så tit, det bliver anerkendt, synes jeg, lyder det fra den ene halvdel af 'Lis og Per', Per Kauczki.
- Men en aften som den her beviser jo, at der er rigtigt mange, der gerne vil musikken - ligesom os, siger hans hustru, Lis Kauczki.
En skør julegave
Med til showet - og i den lidt yngre aldersgruppe - var også 17-årige Julie Helgstrand fra Køge. Hun var taget med sin farfar, Ulf Helgstrand, der havde givet hende billetten i julegave.
- Julie og mig har nemlig sådan et spil, hvor vi skal se, hvem der kan finde på den sjoveste julegave, som man ikke nødvendigvis har ønsket sig, griner farfaren Ulf Helgstrand.
- Men det er da meget sjovt. Så prøver man det, siger Julie Helgstrand.
Også Hanne Ibsen fra Herning var med til aftenens show. Det var hendes anden gang til Dansktop Prisen, for hun sad også på tilskuerrækkerne sidste år, og det er en af årets bedste aftener, mener hun.
- Jeg elsker dansktop. Jeg har været med helt fra da det startede, og jeg har altid hørt dansktop. Det er bare god musik, som man bliver glad og i godt humør af at høre, siger hun.
Skylder dansktop alt
Da showet var slut var der efterfest for både publikum og de andre gæster, og så blev der danset i et par timer, inden det var tid til at lukke og slukke Boxen for denne aften.
Men mon ikke, den store fanskare er klar til at komme tilbage til endnu et dansktop-show næste år?
Det er sangerne i hvert fald for uden dansktoppen ville de ikke være, hvor de er i dag.
- Jeg skylder dansktoppen alt. Det er jo sådan jeg slog igennem som sangerinde, og jeg havde ikke regnet med, at jeg kunne blive ved så mange år efter, siger Birthe Kjær.
Hun gik hjem med to priser - både 'Årets Dansktop Koncertnavn' og 'Familie Journals Ærespris', og de mange fans på tilskuerpladserne fik også en kærlig hilsen med på vejen.
- Tak fordi I har holdt mig ud i alle de år, sagde hun.
Også Hilda Heick er taknemmelig for, at genren stadig lever.
- Det betyder alt for mig og Keld. Vi havde ikke regnet med, at det ville blive til det, det er i dag. Men jeg ville nu heller ikke kunne gå tilbage og lave det samme, som jeg gjorde før vi begyndte at synge. Der var jeg programmør, det ville jeg ikke kunne finde ud af i dag, griner hun.
Se video fra Dansktop Prisen i aftes øverst i artiklen.