Har du heller ikke styr på, hvem Guld-vinderne er? Hør deres 5 bedste numre her

Fredag aften kunne Benjamin Hav og Albert Wanscher i duoen Benal lade sig hylde som vinder af en af landets største musikpriser, P3 Prisen.

Benal er vinderen af P3 Prisen 2017. (Foto: © Agnete Schlichtkrull/Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

På trods af massiv airplay på P3 og status som stationens Uundgåelige tidligere på året har du måske alligevel ikke helt styr på, hvordan Benal egentlig lyder.

Men bare rolig: Vi kommer dig til undsætning lige her.

Vi har nemlig bedt musikjournalist og vært på P6 Beat Carsten Holm om at udpege de fem fedeste numre med den prisvindende duo, som tilsammen giver dig den perfekte introduktion til det, der meget vel kan gå hen og blive et af de helt store navne inden for dansk musik de kommende år.

Carsten Holm har fulgt gruppen, siden den debuterede i 2014 og er især begejstret for, at bandet ikke har berøringsangst, hverken når det kommer til at kaste sig ud i nogle af hiphoppens mange klicheer, eller når kærligheden bliver bragt på banen.

- Benal er den komplette kombination af Alberts overskuelige, mørke og stadig melodiøse produktioner og Benjamins rå, monotone og vrede stemme, siger Carsten Holm og fortsætter:

- Deres sange er fede, har gode rim og omkvæd, man kan synge med på. Man kan ikke undgå at blive høj af at lytte til dem.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59c573286187a527182728ed

(Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Hiphop

- Jeg hørte nummeret første gang for et par år siden, da jeg var til min første koncert med Benal. Nummeret havde et nedpitchet sample af Den Gale Poses 'Spændt op til lir' i omkvædet. Kitchet, jo jo, men kudos til Benal for at vise, hvor de musikalsk kommer fra og for at sende en kærlig hilsen til dansk hiphops historie.

Fra ep'en 'Hiphop' (2014)

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59c5fef3a11f9f3528534fe9

(Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Tæt

- En lang intro på et minut går over i et ondt, tungt beat og kontant vokal fra Benjamin. Et par vers, omkvæd, et par vers, omkvæd og outro. Det er virkelig intenst, hvis du mærker efter.

Fra ep'en 'Hiphop' (2014)

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59c5fef36187a52718272a1f

(Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

Sprog

- Jeg har stadig til gode at opleve sangen live med Katinka på vokal, men hendes ord 'du har strukket mit sprog, der er intet at læse, du' en lukket bog' klinger så melodiøst og særligt i et omkvæd, der næsten får luften til at stå stille.

Fra albummet 'Nu' (2016)

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59c5fef46187a52718272a20

(Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

Fri

- Det mest populære nummer fra duoen – hvor Suspekt er med inde over. Når de spiller det live, ender det gerne med en stor fest for publikum, hvor alle synger med på 'Jeg er en fri mand, råber pik og forsvinder'!

Fra albummet 'Nu' (2016)

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59c5fef3a11f9f3528534fea

(Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

Din Duft

- At høre ord som 'dejlig', 'kysse' og 'mærk' komme ud af Benjamins ellers rå og kompromisløse ordstrøm giver nummeret en vis ømhed. En stemning, der gennemsyrer 'Din Duft'.

Fra albummet 'Hvis det virkelig er vigtigt' (2017)

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59c5fef3a11f9f3528534fed

Vil du opleve Benal live, giver de koncert på Train i Aarhus nu på fredag den 29. september og på Vega i København dagen efter, lørdag den 30. september.