Glem alt om 'Candy Crush', 'Wordfeud' og de andre gamle travere. Snart bliver det istedet rapperen Nicki Minaj, der skal få dig igennem frokostpausen eller toiletbesøget.
Til næste år lancerer rap-divaen nemlig sit eget spil til mobiltelefonen. Samtidig skriver Nicki sig ind på listen af en lang række andre kendisser, der også har onlinespil på samvittigheden.
Det er den amerikanske spilgigant Glu Mobile, der skal producere det nye mobilspil med Nicki Minaj i hovedrollen.
Spillet med Nicki, som firmaet i en pressemeddelelse kroner ’dronningen af hip-hop’, forventes at blive lanceret i midten af 2016.
Arbejder med folkene bag Kardashian-succes
Firmaet udgav i 2013 spillet ’Kim Kardashian: Hollywood’, der hurtigt opnåede noget nær kultstatus på de sociale medier.
I spillet, som dagligt har mere end to millioner aktive brugere, styrer man sin egen kendis-hungrende karakter, der med hjælp og mere eller mindre gode råd fra selfiedronningen Kim Kardashian forsøger at opnå sine stjernedrømme.
Det gælder om at vælge det rette tøj til den røde løber, omgås de rigtige mennesker og tackle horden af paparazzifotografer og skrigende fans.
Sløret er endnu ikke løftet for, hvad konceptet i Nicki Minajs nye spil bliver.
Mobilspil er en oplagt mulighed
Ifølge Helle Kannik Haastrup, der er lektor i medier ved Københavns Universitet og blandt andet har beskæftiget sig med celebrity-kultur, er det naturligt for stjerner som Kim Kardashian og Nicki Minaj at lancere deres egne mobilspil.
- Mange af de her stjerner er allerede tilgængelige på sociale medier som Twitter og Instagram, og så er distancen til at udgive sit eget mobilspil ikke særlig lang. En person som Kim Kardashian er jo blevet vældig succesfuld gennem de sociale medier, og et spil er en oplagt mulighed for hende, når hun skal forsøge at forny sig.
- Nu har vi efterhånden set alle billederne på Instagram, og så nu skal vi have noget nyt fra hende at prøve, siger hun.
Mens kendisspillene går ud på, at kæmpe sig vej frem i Hollywood, tror Helle Kannik Haastrup ikke, at brugerne selv går rundt, med spirende stjernedrømme i maven.
- Der er jo en naturlig fascination af de rige og kendte, men jeg tror ikke nødvendigvis, de, der spiller de her spil, selv har et ønske om at blive kendte. Jeg tror, de har en ironisk distance til det og bare synes, det er lidt sjovt og underholdende. Det er en leg, hvor man leger med det lidt klichéagtige billeder af, hvordan celebrity-kulturen er.
Kendisspil er en millionforretning
Med Nicki Minajs mere end 100 millioner følgere på diverse sociale medier, bør der være grobund for et solidt kundegrundlag.
Og der nemlig gode penge i at få stjerner som Nicki Minaj med på spilvognen. Glu Mobile offentliggjorde det nye samarbejde på et pressemøde, hvor de også præsenterede deres regnskab for årets andet kvartal.
Her kunne de præsentere en indtjening på mere end 57 millioner dollars, ca. 389 millioner danske kroner. Det svarer til en stigning i indtjeningen i forhold til samme periode sidste år på 64 procent.
Kardashian-søstre får også eget spil
Glu Mobile står bag en lang række af forskellige mobilspil, men satser nu benhårdt på de stjernespækkede spil med A-kendisser i hovedrollen.
Senere på året lancerer de et nyt spil med sangerinden Katy Perry i hovedrollen, og der er også nye spil med hhv. Kardashian-søstrene Kylie og Kendall Jenner og popprinsessen Britney Spears på tegnebrættet.
De har også udgivet deres egne spil
Spil med kendte i hovedrollen er ikke noget nyt koncept. En lang række sportsstjerner og popmusikkere har tidligere udgivet spil baseret på deres livshistorie eller med dem selv i centrum.
Skateboard-stjerne Tony Hawk har til eksempel intet mindre end ti skateboard-spil bag sig, og Michael Jackson udgav i 1990 sit eget arkadespil med titlen 'Moonwalker'.
Da hendes popularitet var på sit allerhøjeste, udgav popprinsessen Britney Spears i 2002 sit eget konsolspil 'Britney's Dance Beat'. Her skulle spillerne forsøge at efterligne Britney's sexede dansetrin til hits som '...Baby One More Time' og 'I'm A Slave 4 u'.
Den amerikanske rapper 50 Cent udgav i 2005 siden sin egen serie af spil til PlasyStation og Xbox. Her var rapperen selv spillets hovedperson, mens blandt andet den legendariske producer Dr. Dre og rapstjernen Eminem havde små gæsteroller i det pixelerede univers.
Bands som Kiss, Journey og ABBA har også alle et computerspil på samvittigheden.
