Tina Dickow i ny bog: Jeg har skrevet et nærmest umuligt brev til mine børn

Den 40-årige musiker udgiver i dag selvbiografien 'Tæl til Tina', hvor hun giver et indblik i karrieren og livet uden for scenen.

Tina Dickow debuterer som forfatter, når 'Tæl til Tina' udkommer i dag på hendes eget forlag. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Sidste år skrev Tina Dickow et brev.

Men ikke et helt almindeligt brev, for det er aldrig blevet sendt.

Brevet er til Tina Dickows børn og blev skrevet på computeren, så de havde det, hvis det værst tænkelige skulle ske, og hun pludselig ikke var der mere.

Det fortæller hun i selvbiografien ’Tæl til Tina’, der udkommer i dag. I bogen løfter hun en flig af sløret for, hvad der står i brevet:

Det var de utallige timer i fly og på motorvejene og de mange dage væk fra sine to små børn derhjemme, Emil og Josefina, som fik hende til at skrive det, fortæller hun i dag.

- Det er meget privat, at folk nu kan læse om dette brev, men det var vigtigt for mig at skrive det, siger hun og tilføjer:

- Det var en ekstrem tid, hvor hormonerne hamrede rundt i min gravide krop, min mand Helgi var lige blevet hjerteopereret, og Europa var udsat for mange terrorangreb.

Siden er Tina Dickows tredje barn, Theodor, kommet til. Han er i dag 10 måneder.

Har selv stået for udgivelsen

Den vejer et kilo, den 344 sider lange selvbiografi om Tina Dickow.

Det er forlaget Finest Gramophone, der står bag udgivelsen. Bogforlaget er nyt, og det er Tina Dickows eget, fortæller hun.

- Jeg orkede ikke at vente på, at et bogforlag skulle tage stilling til, om de ville udgive bogen. Jeg havde heller ikke lyst til at skubbe bogen ned i halsen på nogen, siger hun.

- Desuden synes jeg også, at det er sjovt selv at bestemme og kontrollere udgivelsen af bogen.

I ’Tæl til Tina’ tager musikeren, sangerinden og nu også forfatteren læserne med ind i sit liv med og midt i musikken.

Hun fortæller om den spæde start ved klaveret i Åbyhøj uden for Aarhus til de store internationale scener. Og fra kunstnerlivet i London til familielivet med mand og tre børn på Island, hvor hun bor i dag.

Fortællingen er i to spor. Et, hvor Tina Dickow er alene på turné i Tyskland. Et andet, der er et tilbageblik på hendes karriere og især hendes album 'Count to ten', som hun udgav for ti år siden.

Nej til Helgis frieri

I bogen fortæller Tina Dickow om det glade og kærlige, men klare, nej, som hun gav sin islandske musikerkæreste Helgi Jónsson, da han friede til hende i Tysklands hovedstad.

- Jeg sagde nej, fordi vi har for fulde på en aften, der var poetisk og vidunderlig efter en koncert i Berlin.

- Jeg tænkte: ”Det kan ikke passe, at det skal foregå sådan”. Og jeg regnede med, at Helgi ville fri igen, efter tømmermændene var forsvundet.

I sin selvbiografi skriver hun følgende:

Syv måneder og en sang senere var Helgi Jónsson nede på knæ i huset i Reykjavik. Lørdag 12. juli 2014 blev parret gift i en trækirke ved foden af en gletscher på Island.

Musikerparret Tina Dickow og Helgi Jónsson har sammen tre børn, som de har fået i løbet af fem år. Her ses de med den yngste, Theodor. (Foto: © PRIVATFOTO)

Brød sammen efter koncert

Mindst lige så privat er det, når Tina Dickow i sin nye bog deler en anden oplevelse fra Tyskland.

Normalt forsvinder hun ind i musikken, når hun står på scenen med sin guitar. Det har hun prøvet masser af gange.

Men sådan var det ikke den aften, hun gik på scenen til en fyldt sal i Düsseldorf i april sidste år.

Kort forinden havde hun fået besked om, at hendes morbror Liller var død. Han var uhelbredeligt syg, men den triste nyhed satte sig alligevel, husker hun.

Liller var ham, der i sin tid gav sangerinden lysten til at spille guitar.

- Det er et vilkår, at "the show must go on", men jeg var nervøs for, om jeg ville knække sammen på scenen, siger hun og tilføjer:

- Liller hev altid den akustiske guitar frem til familiesammenkomster og fyldte stuerne med musik og sange af blandt andre Donovan. Hans stemme var lige så blød som Donovans.

Da hun var ude af projektørernes lys, knækkede hun sammen og hulkede. Hun skriver følgende i sin bog:

- Det mærkelige den forårsaften i Düsseldorf var, at fire minutter inden jeg skulle på scenen, fik jeg at vide, at Prince var død. Hans dødsfald gav mig en vis fribillet til at være lidt ekstra skrøbelig den aften, fortæller hun i dag.

Har ideer til flere bøger

Med ’Tæl til Tina’ debuterer den 40-årige Tina Dickow som forfatter, og hun fortæller, at hun sagtens kan finde på at udgive flere bøger.

- Jeg har en idé om at give folk en mulighed for at få mere at vide om numrene på kommende album. Give folk mere baggrund og på den måde gøre musikalbummets univers større, siger hun.