Amazon har kurs mod Danmark: Dansk-tyske Familien Holl kan ikke forestille sig en hverdag uden Amazon-pakker

DR har været i Tyskland for at få en forsmag på, hvordan Amazon forandrer hverdagen, når mastodonten træder ind i et nyt land.

Mens Amazon først lige er trådt ind i Sverige, er Tyskland er Amazons største marked i Europa og har været i nabolandet siden 1998.

Rygterne om en Amazon.dk er taget til efter ankomsten i Sverige. Men i Tyskland er Amazon ikke nyt og spændende. Det er hverdag og har været det siden 1998.

- Vi får cirka en pakke hver dag, siger Simone Holl-Poulsen, som DR har besøgt.

Sammen med sin mand Daniel bor hun i den lille tyske by Rotenburg an der Fulda to times kørsel fra Frankfurt. Simone er dansker, mens Daniel er tysker.

Især Daniel Holl er begejstret for Amazon, der absolut er verdens største netbutik.

Næsten hver dag afleverer et af Amazons bude en pakke, der står klar til modtagelse, når han kommer hjem fra arbejde.

Der kommer så mange pakker, at det kan være svært at huske, hvad man har bestilt.

- Hvis jeg spørger Daniel om, hvad der er i pakken, så er det ikke altid, han kan svare på det, siger Simone Holl-Poulsen.

Tyske Daniel Holl viser sine seneste Amazon-indkøb frem.

Kurs mod nord

Det er nu en måned siden, Amazon åbnede i Sverige – en åbning der dog var præget af grinagtige maskinoversættelser og et begrænset produktudvalg.

Flere danske eksperter føler sig overbevist om, at Danmark er et af de næste stop for Amazon, der land for land og marked for marked udvider deres territorium.

Danske netbutikker er i fuld sving på at omstille sig til en hverdag med tech-giganten som både med- og modspiller.

- Amazon er kæmpestort hernede i Tyskland. Alle ved, hvad Amazon er. Selv Daniels bedstefar på 90 år kan bestille på Amazon. Det kan man bruge, selvom man er ung eller gammel. Du kan bestille alt dér, siger Simone Holl-Poulsen.

Amazons dominans i Tyskland skyldes ifølge Markus Beckedahl, der er chefredaktør på det anerkendte techmagasin Netzpolitik, at Amazon med grundlægger Jeff Bezos i spidsen havde tænkt langt foran alle konkurrenter, da de lancerede i slutningen af 90’erne.

- Amazon forstod meget tidligt i forhold til konkurrenterne, hvordan man laver en købeoplevelse centreret om kunderne og give dem den bedste købeoplevelse online. Det har ført til, at mange kunder er blevet vant til at handle der, siger Markus Beckedahl.

Kundeklubben over dem alle

Men successen skyldes også Amazons guldæg, Amazon Prime – en kundeklub, hvor man i Tyskland betaler 60 kroner om måneden og får fri fragt.

- At være Primekunde betyder, at man får varerne fra dag til dag, og man ikke skal betale for det. Der er ikke noget porto eller noget, siger Daniel Holl begejstret.

I visse områder, blandt andet München og Berlin, kan man få pakkerne leveret inden for to timer. Derudover giver det adgang til Amazons streamingtjenester Amazon Music og Prime Video – deres svar på Spotify og Netflix.

Og det får familien Holl til at vende tilbage gang på gang.

- Jeg har nogle gange prøvet at vise ham (Daniel, red.) nogle andre webshops, hvor de også har produkterne. Så spørger jeg: Hvorfor er det vi ikke bare køber det direkte hos webshoppen? Men for os, der har Prime, er det nogle gange billigere for os at købe det der, selvom producenten skal give penge til Amazon for at sælge det dér.

Simone Holl-Poulsen forklarer, hvorfor familien handler på Amazon hver dag.

Prime-abonnementet er grundlæggende en tosset idé, men også en genistreg af Amazon, mener Markus Beckedahl.

- Det er fuldstændig absurd, at du betaler et firma en årlig sum penge for at bruge deres service. Men det virker, siger han.

DR har spurgt Amazon, hvor mange tyske Prime-kunder, de har, men det vil koncernen ikke oplyse.

I en tysk rundspørge fra 2017 svarede 35 procent, at de var Prime-kunder, mens andre hjemmesider estimerer, at det kan være op mod halvdelen af de tyske husstande, der er medlemmer.

Men det er ikke uden problemer, mener Markus Beckedahl.

- Det fører til markedskoncentration, fordi kunderne bliver mere og mere vant til at placere deres ordre hos Amazon. De tænker ’jeg har jo allerede betalt fragtudgifterne’.

’Verdens ondeste tech-firma’

Trods kundernes begejstring må Amazon jævnligt forholde sig til den ene kritiske sag efter den anden.

Wikipedia har dedikeret en hel side med mere end 40 underkategorier af kritik af Amazon. Amazon tager førstepladsen på 'The Evil List' - en liste fra det amerikanske magasin Slate over techselskaber, der gør mest skade.

Og senest har EU's konkurrencekommisær Margrethe Vestager indledt sag mod giganten, som beskyldes for at misbruge sin dataindsamling om kunder og konkurrenter til at udmanøvrere konkurrenterne.

Derfor er det også med en vis ambivalens, at Simone Holl handler på Amazon. Faktisk ville hun gerne skære ned på familiens forbrug af Amazon for at støtte de lokale butikker.

- Det er lidt farligt. Hvad sker der, hvis det kun er Amazon, der er her? Hvad sker der med de andre webshops? Jeg handler også tit i danske webshops. Hvad sker der, hvis webshoppene ikke længere er i Danmark?

Men når først Amazon har banket på døren i et land, så er det bare svært at leve uden.

Det kan danskerne godt forberede sig på, mener Simone Holl-Poulsen.

- Jeg er glad for, der er Amazon, og det gør vores hverdag nemmere. Jeg tror ikke, vi kunne forestille os lige nu, at vi ikke har Amazon, fordi det er så nemt.