Apple afviser EUs kæmpe skattesmæk

Der er ikke noget at komme efter mener tech-giganten, der ikke frivilligt vil betale den restskat på 97 mia. kroner, EU mener, at selskabet skylder i Irland.

EU-kommissær Margrethe Vestager får ikke Apple til lommerne let. Selskabet afviser EUs krav. (Foto: © ERIC VIDAL, Scanpix)

Glem det!

Sådan lyder den korte udgave af Apples reaktion, efter at EU-kommissær Margrethe Vestager for få minutter siden fremlagde resultatet af en tre år lang undersøgelse af Apples skatteforhold i Irland.

Konklusionen var, at Irland har ladet Apple slippe for billigt i skat - faktisk 97 mia. kroner plus renter for billigt - og at Irland nu skal opkræve et beløb i den størrelsesorden fra Apple.

Det er Irland, der skal beregne det præcise beløb.

Afviser alt

På forhånd havde både Apple og Irland afvist, at noget ulovligt var foregået - og sagen bliver med sikkerhed indbragt for EU-domstolen, har Apple meddelt.

Nu gentager Apple sit budskab om, at der ikke er foregået noget ulovligt.

- Apple følger loven og betaler alle de skatter, vi skylder, hvor vi driver forretning. Vi vil appellere sagen og har tillid til, afgørelsen vil blive forkastet, skriver Apple i en pressemeddelelse.

Selskabet fremhæver også, at sagen slet ikke handler om beløbet, men om hvilken regering, der opkræver beløbet.

- Det vil have en markant og skadelig effekt på investeringer og jobskabelse i Europa, skriver selskabet.

Apple er verdens rigeste selskab, men betalte blot 0,005 procent i skat af sine europæiske indtægter, ifølge EU. Selskabsskatten er normalt 12,5 procent i Irland - og 35 procent i Apples hjemland, USA.