Den særlige danske konstruktion kommanditselskaber bruges af kriminelle udlændinge til at føre penge ud af deres hjemlande og videre i skattely.
Det fortalte P1 Dokumentar første gang i oktober 2014.
Daværende skatteminister Jonas Dahl (SF) iværksatte dengang en undersøgelse, som i går blev offentliggjort.
"Skattelyprojektet" viser 11 måder, kommanditselskaber bruges til at blandt andet begå momssvig, hvidvaske penge og unddrage skat.
- Det er udlændinge fra især Østeuropa, som bruger kommanditselskaberne. De bliver solgt og markedsført i Rusland som et skattefrit selskab, siger Anne Skjerning, der i dag er journalist på Børsen, men i 2014 som journalist tilrettelagde P1-dokumentaren "Beskidte millioner i skjul i Danmark".
Hun fortæller, at et kommanditselskab i Danmark i mange tilfælde bliver brugt som et mellemled i en struktur, der skal sende pengene i et skattelyland.
- Vi har set på en lang række hjemmesider i Rusland, Ukraine og de baltiske lande, hvor der er billeder af Den lille Havfrue og Nyhavn, og hvor der er reklamer for at købe et skattefrit selskab, siger Anne Skjerning og fortsætter:
- Danmark har ry for at være et højskatteland, og der er rigtigt mange i for eksempel Rusland, som ikke vil have deres penge i Rusland. Men frem for at sende pengene direkte til de velkendte skattelylande, er det interessant for nogle at vælge denne konstruktion, hvor ingen lægger mærke til det og aldrig undrer sig over, at man ejer et dansk selskab, siger Anne Skjerning.
Skats gennemgang af kommanditselskaber, "Skattelyprojekt", viser, at der er uregelmæssigheder i syv procent af alle kommanditselskaber. Det er først og fremmest kommanditselskaber med udenlandske ejerskaber, som er problemfyldte. Af dem vurderer Skat, at der kan være problemer i 53 procent af alle kommanditselskaberne.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) varsler lovændringer i den næste folketingssamling.
K/S:
- •
Et kommanditselskab er en klassisk selskabsform. Det betegnes K/S.
- •
Denne form for selskab ejes af to typer af partnere - komplementaren og kommanditisterne.
- •
Mindst én deltager, komplementaren, skal hæfte personligt og ubegrænset for al gælden i selskabet.
- •
De øvrige partnere, kommanditisterne, hæfter kun for det indskudsbeløb, som de har tegnet for.
- •
Det specielle ved selskabsformen er, at det kun er ejerne, der skal betale skat. Børsnoterede selskaber, A/S, skal betale selskabsskat og skat af deres udbytte
- •
Derudover skal ejerne af et kommanditselskab ikke registreres hos myndighederne modsat aktieselskaber, der skal registrere alle ejere over fem procent.