På Fyn var en eksploderende e-cigaret nær ved at koste en familie livet, da den midt om natten eksploderede under opladning.
Manden kom heldigvis ud i tide, men fik alvorlige brandskader på kroppen og huset var totalskadet fra røg og flammer.
I e-cigaretter, og rigtig meget andet forbrugerelektronik i dag, sidder der et lithium-ion batteri.
Forbrugerprogrammet Kontant har bedt direktøren for et af verdens førende virksomheder i styringen af sådanne lithium-ion batterier, Lars Barkler fra Lithium Balance A/S, om at give nogle gode råd til at undgå, at e-cigaretten bryder i brand.
1. Skift IKKE batteriet selv
- Jeg mener simpelthen ikke, at man skal skifte batterierne selv. Så der må man gå derhen, hvor man har købt dem. Og hvis batteriet fejler efter kort tid, eks. efter seks måneder, så er det i hvert fald en indikation af, at der er noget galt, og så vil jeg overveje at få pengene tilbage og få et andet produkt.
2. Smid IKKE manualen i skraldespanden
- Læs manualen og sørg for, at hvis ikke der følger en lader med, så skal man finde en lader dig passer til den maksimale strøm, der må komme ind produktet.
3. Oplad IKKE om natten
Man skal ikke lade sådan noget uovervåget, mens man sover eller i vindueskarmen, hvor der kan blive varmt. For selv i gode og rigtig dyre produkter kan der ske fejl, og det kan blive fatalt, hvis man ligger og sover.