Jagt på ulovlige hvalpefabrikker og illegal import af hunde

Skærpet kontrol med branchen og tip fra borgerne skal fange hundehandlere, som blæser på reglerne i dyreværnsloven.

(Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Avl og handel med hunde under kummerlige forhold på ulovlige hvalpefabrikker skal stoppes.

Derfor sætter Miljø- og fødevareministeriet de kommende måneder fokus på området.

- At der findes skruppelløse hundehandlere, der vil tjene penge på at behandle dyr så ansvarsløst, som vi med alt for hyppige mellemrum er vidne til i medierne, er rystende, og skal stoppes. Jeg har derfor bedt Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold gennemføre en kontrolkampagne, så vi kan få fat i lyssky hundehandlere”, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Hundehandler stod frem i Kontant

DR's forbrugerprogram Kontant undersøgte før sommerferien området i programmet "Syge hunde fra danske hvalpefabrikker".

Her erkendte en hundehandler, at hun ikke har haft styr på, det hun laver, og en tidligere hundeejer fortalte, hvordan en syg hvalp havde kostet hende tusindvis af kroner i dyrlægeregninger for til sidst at blive aflivet.

Ministeren sagde dengang, at det var et område, han ville have fokus på, og nu sætter han så Veterinærrejseholdet ind.

Medarbejderne vil frem til december gennemgå annoncer på nettet og køre ud for at lede efter ulovligt salg af hvalpe. Kontrolkampagnen har opbakning fra dyreværnsorganisationer og trækker på hjælp fra landets politikredse, men rejseholdet har også brug for borgernes hjælp.

- Vi er meget afhængige af tip fra både borgere og interesseorganisationer. Så er man stødt på vanrøgt eller andre tvivlsomme forhold derude, så kontakt politiet eller Fødevarestyrelsen. Her sidder professionelle folk klar til at rykke ud og få lidelserne standset og dyremishandlerne retsforfulgt”, lyder opfordringen fra Esben Lunde Larsen.

Hjælp til kommende hundejere

Miljø- og fødevareministeren planlægger også at introducere en smileyordning for hundekenneler, så forbrugerne allerede fra årsskiftet kan se, hvordan Fødevarestyrelsen har vurderet stedet - samme koncept forbrugerne kender fra bl.a. supermarkederne og restauranterne.

Står du foran at skulle købe hund, så vær især på vagt, hvis du ser et tilbud på nettet, som virker for godt til at være sandt. Det gælder også, hvis du kommer til en opdrætter, hvor dyrene er sky, beskidte og i dårlig foderstand. Se også, hvor hvalpen er vokset op, og om hvalpenes mor har et godt temperament.