Jeanett lejede et anneks men fik sig en overraskelse

En fremmed mand åbnede døren, da hun ville se, om alt var i oden.

Efter en skilsmisse leder Jeanett Correll i juni 2016 efter et sted at bo og finder et anneks i naturskønne omgivelser i Gilleleje i Nordsjælland.

Udlejeren er en englænder ved navn Lars Green Jensen, og han vil gerne leje sit anneks ud til Jeanett Correll.

- For at der ikke er nogen, der skal blive snydt, vil han rigtig gerne have, at vi gør det via Airbnb, for så er det dem, der står for alt omkring kontrakt og aflevering af nøgler, siger Jeanett Correll, der indvilger i at gøre det via den populære, internationale onlinetjeneste.

- Jeg sidder i en lidt presset situation, så jeg bruger ikke tid på at gå ind og tjekke procedurerne hos Airbnb, siger hun.

Overfører 10.600 til spansk konto

Kort tid efter modtager Jeanett Correll en mail fra - hvad hun tror - er Airbnb, der bekræfter aftalen mellem hende selv og Lars Green Jensen om leje af annekset.

- De vil fremsende nøgle og kontrakt, og jeg skal så overføre en måneds depositum og den første måneds husleje - 10.600 kroner i alt, fortæller hun.

Jeanett Correll overfører pengene til en spansk Airbnb-konto, men nøglerne kommer aldrig, så hun beslutter sig for at køre til Gilleleje for at undersøge annekset nærmere, og her går det op for hende, at hun er blevet snydt, da Bent Larsen lukker op.

- Jeg synes, det er forfærdeligt, at hun har nået at betale pengene, siger Bent Larsen.

Dukker op igen og igen

To uger før Jeanett Correll dukker op, har han selv opdaget flere falske boligannoncer for hans anneks.

- Helt tilfældigt opdager jeg, at min annonce ligger der flere gange. Så kontakter jeg den Blå Avis, og de fjerner dem, og så gør jeg ikke mere ved det, siger han.

Men de falske annoncer ligger på flere forskellige boligportaler og dukker op igen og igen. DR’s forbrugerprogram Kontant finder også en annonce på siden boligsurf.dk.

Jakob Illeborg skriver til Lars Green Jensen, men han svarer ikke, og kort efter forsvinder annoncen. Og den spanske bank må og vil ikke oplyse, hvem der er den rigtige ejer af kontoen.

- Jeg ved ikke, hvor mange gange han har gjort det og er sluppet af sted med det, siger Bent Larsen.

Airbnb: Antallet af sager er få

Hos Airbnb er de klar over, at deres navn misbruges til svindel, og de opfordrer folk til at være opmærksomme på, at de ikke ender på falske sider.

- Tilfælde med snyd er sjældne, men vi tager de fornødne forholdsregler ved de sager, vi bliver gjort opmærksom på. Vi opfordrer vores brugere til at anmelde falske e-mails og websites til vores sikkerhedsafdeling, skriver de i en udtalelse til Kontant og understreger, at antallet af sager er få, sammenlignet med hvor mange der bruger tjenesten.

Men Airbnb misbruges ikke kun til falske e-mails og hjemmesider. Det viser sig også, at organiserede kriminelle bruger Airbnb til at leje sig ind i lejligheder, som de så foregiver at eje og lejer ud til desperate boligsøgende, der mister titusindvis af kroner.