Kvinde brugte snedigt trick og stak af med taske til 60.000

Det viser sig, at hun er sigtet for mere end 40 tilfælde af blandt andet bedrageri, tyveri og dokumentfalsk.

Kathrine Larsen tager dette billede af kvinden, da de mødes for at ordne handlen.

- Hun er en sød, pæn, dansk pige, og jeg tror også, hendes udseende snyder mange. Hun tager sig pænt ud. Hun ligner jo ikke en, der vil snyde andre.

Kathrine Larsen har ingen anelse om, at hun står over for en særdeles udspekuleret kvinde, da hun vil sælge sin Birkin-taske.

De eksklusive tasker er regulære samlerobjekter og handles for mange tusinde kroner.

- Da jeg køber min, giver jeg 60.000 for den. Nu har jeg tjekket, hvad den ville koste i dag, og jeg har set den på nettet til 104.000 kroner, fortæller Kathrine Larsen.

Her ses tasken, som Kathrine Larsen satte til salg.

Hun sætter tasken til salg på Trendsales.dk og bliver kort efter kontaktet af en kvinde, der er meget interesseret i at købe den, så de aftaler at mødes.

- Hun er super sød og bliver helt glad for at se tasken, husker Kathrine Larsen.

Pengene går aldrig ind

På grund af taskens værdi er hun ekstra opmærksom på, at alt skal gå rigtigt for sig, da handlen skal finde sted.

- Min veninde, der er jurist, er med, og hun laver et dokument, hvor køberen skriver under på, at hun modtager tasken og skylder mig 60.000 kroner, og vi får også en kopi af hendes pas, fortæller Kathrine Larsen.

Alt virker til at være i orden, og kvinden logger ind på sin netbank, da de kommer til betalingen.

- Vi ser hende overføre pengene, og jeg får en kopi af overførslen og alt ser ud, som om det er gået igennem, siger Kathrine Larsen.

Hun afleverer tasken og kvinderne skilles, men da hun efterfølgende tjekker sin konto, er pengene ikke gået ind. Hun kontakter kvinden, der forsikrer hende om, at de er på vej.

- Hej Kathrine. De står til overførsel med dato i dag så enten efter klokken 14.00 i dag eller i morgen, skriver hun i en sms.

Pengene kommer ikke, men kvinden lover, at Kathrine Larsen nok skal få dem.

- Hvis de ikke er gået ind, kommer min kæreste hjem i aften fra Italien, så kan han enten komme forbi din salon eller hjem til dig, skriver hun.

Overførslen slettet

Kathrine Larsen bliver urolig, og da hun ser sin taske igen ved hun, at hun er blevet snydt.

- Jeg finder ud af, at hun har sat min taske til salg på Den Blå Avis med mine billeder fra min annonce på Trendsales, siger hun.

Kathrine Larsen får aldrig sine penge og ser ikke tasken igen.

Hun lader sig snyde af den overførsel, kvinden tilsyneladende laver, da de mødes, forklarer presseansvarlig i NETS, Søren Winge.

Her ses en udskrift af den fingerede overførsel på 60.000 kroner.

- Det ser meget plausibelt ud, men hvis du ønsker at svindle er det nemt at slette betalingen igen, fortæller han.

- Det ligner jo en planlagt overførsel via netbanken, men jeg kan se, at betalingsdatoen er sat et par dage efter, oprettelsen er sket. Det betyder, at afsenderen uden større problemer kan slette den overførsel igen, forklarer han.

Sigtet for mere end 40 forhold

Kathrine Larsen anmelder kvinden til politiet for bedrageri. DR’s forbrugerprogram Kontant kan via en aktindsigt konstatere, at hun er sigtet for mere end 40 forhold, der ud over bedrageri også omfatter tyveri og dokumentfalsk.

Kontant har også talt med kvindens advokat. Hverken han eller hun ønsker at medvirke i et interview om sagen vedrørende Kathrine Larsens Birkin-taske, men advokaten oplyser, at der er navneforbud i sagen.

Kathrine Larsen er dog langt fra den eneste, der er blevet snydt i forbindelse med køb og salg mellem private. Det viser sig, at antallet af sager om bedrageri ved nethandel mellem private er steget voldsomt de senere år, og Jakob Illeborg støder på en anden kvinde, der systematisk sælger ting på nettet, som køberne aldrig får.