Lejere frygter boom i husleje efter udenlandske opkøb

Udenlandske investorer køber ejendomme i Danmark som aldrig før. Men det vækker bekymring hos lejerne.

Huslejen for mange lejere risikerer at bliver hævet, fordi stadig flere udenlandske ejendomsselskaber rykker ind og køber op i Danmark. (Foto: Christian Lindgren/Scanpix 2017) (Foto: © Christian Lindgren, Scanpix)

Huslejen for danskere, som bor til leje, risikerer at stige, når udenlandske investorer i disse år køber danske ejendomme som aldrig før. Det frygter Lejernes Landsorganisation.

- Udenlandske investorer sidder langt fra og kigger på bundlinjen og ser på, om ejendommen giver et ordentligt afkast i forhold til, hvad man ellers kan få ved at investere i for eksempel aktier og obligationer, siger Jesper Larsen, der er cheføkonom i Lejernes Landsorganisation.

Danske ejendomme er blevet populære i udlandet. Og stadig flere udenlandske selskaber køber danske boligejendomme, storcentre og erhvervsbygninger.

Ud af de 100 største ejendomsselskaber i Danmark er det nu hvert tredje, der bliver ejet af udenlandske investorer. Det viser en kortlægning, som DR Nyheder har foretaget.

De udenlandske investorer driver typisk ejendommen meget professionelt. Men det har også en bagside, mener Jesper Larsen.

- Det er et problem, fordi lejligheder, som er til at betale for folk med almindelig indkomster i storbyerne, København, Frederiksberg, Aarhus, forsvinder, og de bliver til dyre lejligheder, som almindelige indkomster ikke har råd til, siger Jesper Larsen.

Nyt køkken og bad

Det sker som oftest ved, at ejendomsselskabet laver en ombygning af lejligheden. Og så hæver huslejen. Det sker også hos danske ejendomsselskaber. Men særligt de udenlandske har fokus på at lave ombygninger og hæve huslejen, vurderer Lejernes Landsorganisation.

- Den måde, huslejen bliver drevet i vejret på, er ved gennemgribende moderniseringer. Man sætter nyt køkken ind og et nyt badeværelse, og når man har gjort det, får man meget friere huslejeregulering, man får en husleje, der ligner markedsleje og en husleje, der voldsomt stiger, forklarer Jesper Larsen.

Ekstern lektor ved Copenhagen Business School Jens Lunde har også gennemgået DR’s kortlægning af de største ejendomsselskaber.

Han påpeger, at udviklingen på den anden side også er med til at drive nogle af de berygtede danske boligmatadorer ud. De fleste af de spekulanter, der medvirkede til at puste boligboblen op i tiden op til finanskrisen, er røget ud.

- De folk, som blev udpeget til at have lavet spekulation i og bidraget til at ødelægge ejendomsmarkedet op til finanskrisen, de er stort set væk fra toppen af de store ejere af ejendomme i Danmark, siger Jens Lunde.

Tre typer udenlandske købere

Claus Bælum er partner i mæglervirksomheden Red Property. Han vurderer, at der er tre grupper, som køber op i Danmark: store, internationale ejendomsselskaber, pensionskasser og velhavende familier.

Investorerne kommer især fra Sverige og Tyskland. Men også engelske, amerikanske og norske investorer er blevet lune på danske ejendomme.

Alene sidste år købte de udenlandske selskaber danske ejendomme for 26 milliarder kroner. Mens de købte for bare fire milliarder for fem år siden, fremgår det af undersøgelsen fra Red Property.

- Vi ser en klar tendens til, at ejendomsmarkedet i Danmark er blevet en del af et globalt marked. Tidligere har det været meget lokalt, hvor stort set kun danskere investerede. Men status er stadig, at den udenlandske kapital er underrepræsenteret, siger Claus Bælum.