Overblik: Huslejen i de europæiske storbyer banker i vejret

Ikke kun i Danmark forhandler politikere om indgreb over for udlejere.

"En by for alle" står der på et skilt under en demonstration mod de stigende huslejepriser i Berlin. (Foto: © FABRIZIO BENSCH, Scanpix)

Beboerne i landets store byer oplever i disse år massive huslejestigninger.

Især har det skabt politisk bekymring, at udenlandske investorer vælter ind på markedet for udlejningsejendomme og på få år har mangedoblet deres investeringer i danske udlejningsejendomme.

Politikerne på Christiansborg frygter, at lejeboliger er blevet genstande for grådige spekulanter.

Derfor forhandles der i øjeblikket på livet løs for at finde en model, der gør det mindre attraktivt at spekulere i opkøb af boliger.

Men det er ikke kun i Danmark, at politikerne graver dybt i værktøjskassen for at lægge låg på huslejestigningerne.

I en lang række europæiske byer kæmper politikere og beboere med voldsomt stigende lejeniveauer.

Få et overblik herunder:

1

Berlin: Fastfryser huslejepriser

Demonstration mod stigende lejepriser i Berlin, den 3. oktober 2019. (Foto: © HANNIBAL HANSCHKE, Scanpix)

Efter murens fald og den tyske genforening blev Berlin en magnet for kunstnere, musikere og studerende, som blev tiltrukket af storbyens uhørt billige lejeboliger.

Men sådan er det ikke længere. Siden 2008 er huslejeniveauet i Tysklands hovedstad blevet fordoblet, og i årevis har berlinerne demonstreret, fordi de ikke længere har råd til at bo i byen, hvor 85 procent af indbyggerne er lejere.

I sidste måned vedtog bystyret så - ret drastisk - at fastfryse huslejen i fem år for byens 1,5 millioner lejligheder.

Et usædvanligt indgreb i den private ejendomsret og lejemarkedet. Indgrebet kaldes "Mietendeckel" (lejelåg) og gælder alle udlejningsejendomme bortset fra sociale boliger og spritnye boliger.

- Vi betræder nyt retligt land, siger den berlinske boligborgmester, Katrin Lompscher, fra det venstreorienterede parti, Linke.

2

Barcelona: Indfører indeks

Der kan være pakket på strandene ved Barcelona om sommeren. (Foto: © ALBERT GEA, Scanpix)

I den populære catalanske by Barcelona har diskussionen om et skævt lejemarked især handlet om udlejningssiden Airbnb.

Byen oplever i perioder at være overrendt at turister. For at sikre et udbud af boliger til indbyggere i byerne og samtidig lægge låg på antallet af turister har den catalanske regering indført et krav om licens, hvis man skal udleje sin lejlighed i Barcelona.

Undersøgelser har dog vist, at mange udlejere har brudt reglerne og alligevel lejer deres lejligheder ud til turister via Airbnb.

Flere gange har bystyret truet Airbnb med retssager, hvis ikke den øger kontrollen med sine udlejere i den catalanske by.

Tidligere på året indførte regeringen i Catalonien desuden en kontroversiel lov for at imødegå de stigende lejepriser. Loven betyder, at byen har indført et officielt referenceindeks i kvarterer, hvor der er meget stor efterspørgsel efter boliger.

Lejeniveauet i disse kvarterer må ikke overstige referenceindekset med mere end 10 eller 20 procent - og først efter særlige tilladelser.

3

Amsterdam: Leje steget med 40 procent

Også Amsterdam har problemer med voldsomt stigende huslejeniveauer. (Foto: © CRIS TOALA OLIVARES, Scanpix)

Også i den hollandske hovedstad forsøger politikere i øjeblikket at sætte bremsen i over for de stigende ejendomspriser - og lejeniveauer.

På 12 år er den gennemsnitlige leje i Amsterdam steget med 40 procent.

Stigningen har fået hollandske politikere til at igangsætte en række initativer, som skal øge udbuddet af boliger til byens 850.000 indbyggere.

De konkrete forslag ventes at blive fremsat sidst på året af bystyret i Amsterdam.

Blandt andet ventes bystyret at foreslå et loft over huslejeniveauet og en begrænsning af korttids-lejemål.

4

London: 12.600 kroner om måneden

Greenwich i det østlige London er et af de steder, der har oplevet kraftige huslejstigninger de seneste år. Billedet er taget fra Greenwich Park, hvorfra man har udsigt til erhvervsområdet Canary Wharf. (Foto: © HANNAH MCKAY, Scanpix)

Også den britiske hovedstad, London, har oplevet kraftige huslejestigninger.

Prisen for en toværelses lejlighed i London er steget med 22 procent siden 2011, så prisen i gennemsnit nu er 12.600 kroner om måneden (1.450 pund), ifølge avisen Metro.

I den populære bydel Greenwich er lejepriserne gået op med 50 procent siden 2011, viser opgørelsen.

Bystyret i London arbejder i øjeblikket med et nyt system for korttis-udlejning, som skal begrænse Airbnb i millionbyen.

5

Paris: Et års leje

Airbnb har været et stort problem i Paris, hvor mange lejligheder står tomme for byens turister. Bystyret har indført en række tiltag. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Scanpix)

Også hovedstaden i Frankrig, Paris, kæmper med tomme lejligheder, som bruges til korttids-udleje via Airbnb.

Blandt andet har bystyret i Paris indført begrænsninger på udlejninger under et år.

Reglerne forhindrer dog ikke parisere i at udleje via Airbnb. Derfor sagsøgte myndighederne i Paris for nyligt Airbnb for over 1.000 ulovlige lejemål, skriver den franske avis Le Journal Dimanche.

Bryder man reglerne og udbyder sin lejlighed på Airbnb i Paris, kan man se frem til store bøder.