77 for og 24 imod: Folketinget vedtager omstridt lov om id-kontrol

Regeringen får flertal til at overdrage ansvar for id-kontrol af rejsende til tog- og busoperatører.

Inspireret af Sverige har det danske Folketing netop vedtaget en lov, der placerer ansvaret for kontrol af id-papirer hos tog- og busoperatører ved midlertidig grænsekontrol. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Et splittet folketing har netop besluttet at vedtage det omstridte lovforslag om at kunne indføre id-kontrol på tog og busser ved midlertidig grænsekontrol.

Afstemningen gav et flertal på 77 stemmer for og 24 stemmer imod.

Dermed er det besluttet, at danske tog- og busselskaber skal kunne pålægges at stå for kontrol af id-papirer inden de fragter passagerer over grænsen.

Det sker dog først, hvis regeringen vælger at aktivere loven om midlertidig grænsekontrol.

Den nye lovgivning er blevet hastet igennem Folketinget.

Den hurtige proces skyldes, at den svenske regering arbejder på et lignende lovforslag, der forventes indført fra den 4. januar. I forvejen har de svenske myndigheder indført midlertidig grænsekontrol for at bremse den massive strøm af flygtninge.

Loven indfører såkaldt 'transportøransvar', hvilket betyder, at det bliver togpersonalet hos DSB, Arriva og andre transportoperatører, der bliver ansvarlige for at tjekke pas hos de rejsende før de kommer ind i landet.

Hvordan kontrollen skal foregå er endnu uklart, men ifølge tysk politi er det kun tysk politi og ikke dansk transportpersonale, der har ret til at tjekke pas på tysk territorium.

Inden afstemningen i Folketinget lød der flere kritiske kommentarer fra Radikale og Alternativet over processen.

- Ingen i flertallet kan forklare, hvordan denne lov skal virke. Transportørerne bliver i praksis bedt om at bryde loven, sagde Sofie Carsten Nielsen (R) fra talerstolen.