Analyse: Nye oplysninger belaster Støjbergs troværdighed

Men hendes parlamentariske opbakning er intakt, mener DR's politiske korrespondent Uffe Tang.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) var i samråd på fem timer i Folketinget i torsdags. Hun kan se frem til endnu et samråd før sommer. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Siden udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) var i samråd i torsdags om tvangsadskillelse af unge asylpar, er der rejst en helt byge af nye spørgsmål om, hvad der er den rigtige og forkerte forklaring.

Senest har Information skrevet, at et folketingssvar fra 24. februar sidste år modsiger den forklaring, som ministeren gav under samrådet.

Og det begynder at give ridser i Støjbergs troværdighed, vurderer DRs politiske korrespondent, Uffe Tang.

- Det er selvfølgelig belastende for hendes troværdighed i offentligheden og i pressen, når der pludselig er forklaringer fra samrådet, der stritter i en anden retning, end hvad hun har svaret hidtil, siger han.

Sagen handler om de såkaldte barnebrude på de danske asylcentre.

Efter medierne i begyndelsen af sidste år havde sat fokus på, at der var mindreårige asylansøgere, som boede sammen med deres ældre ægtefæller på centrene, beordrede Inger Støjberg den 10. februar 2016 Udlændingestyrelsen til at adskille alle de asylægtepar, hvor den ene er under 18 år.

I april 2016 gik Folketingets Ombudsmand ind i sagen efter en klage fra et af de unge par, og Udlændingestyrelsen genoptog alle de berørte pars sager.

I februar i år fandt ombudsmanden det ulovligt, at Støjberg havde givet Udlændingestyrelsen instruks til at adskille alle parrene uden at behandle deres sager individuelt.

Siden er der blevet sat spørgsmåltegn ved, hvorvidt ministeren var blevet advaret om, at det var ulovligt, og det var det, torsdagens samråd blandt andet handlede om.

Forskellige forklaringer

Men samrådet har som nævnt skabt flere spørgsmål end svar, fordi Inger Støjbergs nye og gamle forklaringer ikke stemmer overens med hinanden.

I folketingssvaret fra sidste år oplyste Inger Støjberg ifølge Information, at hun havde "anmodet Udlændingestyrelsen om at ændre praksis således, at ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever" - altså uden en individuel vurdering af parrene.

Men det hænger ikke sammen med ministerens forklaring på samrådet, hvor hun sagde, at det på intet tidspunkt var planen at beordre en adskillelse af asylparrene uden nogen undtagelser.

Inger Støjberg fortalte på det fem timer lange samråd, at det hele tiden havde stået klart for hende og ministeriet, at der skulle foretages individuelle vurderinger inden en eventuel adskillelse. Men det fremgår altså ikke i folketingsvaret.

Eksperter vurderer ifølge avisen, at det gamle svar tyder på, at ministeren er kommet med usande oplysninger til Folketinget.

Stadig parlamentarisk opbakning

Men selvom forklaringerne stritter mod hinanden, og oppositionen ifølge Uffe Tang "i den grad har fået ny ammunition i bøssen", så er det ikke en sag, der umiddelbart truer Inger Støjbergs plads som minister.

- Jeg har svært ved at se for mig, at Dansk Folkeparti på noget tidspunkt skulle lade være med at bakke hende op. Hun er en minister, der fører rigtig meget politik, der ligger lige til højrebenet for dem. Dansk Folkeparti har ikke lyst til at gå efter en minister på en sag, der handler om, at hun har gennemført noget politik, der er lige i deres interesse, forklarer han og fortsætter:

- Dermed også sagt, at det her er ikke noget, der umiddelbart truer ministerens liv - tværtimod er hendes parlamentariske opbakning intakt.

Ifølge Uffe Tang er det dog ikke ensbetydende med, at det ikke kan gå hen og blive nogle udfordrende uger for Inger Støjberg.

Ministeren blev allerede efter torsdagens samråd kaldt i et nyt samråd af oppositionen, der langt fra mente, at den var blevet klogere efter den fem timer lange seance.

- Oppositionen vil gøre alt, hvad de kan for at gøre livet surt for Støjberg og få så meget af hendes ministertid til at handle om det her. Og måske håber de, at de får slidt så meget på ministeren og hendes troværdighed, så det kommer til at ramme regeringen, siger den politiske korrespondent.

Sagen kort

  • 10. februar 2016 udsender Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet en pressemeddelelse om, at ingen mindreårige asylansøgere fremover vil blive indkvarteret sammen med sin ægtefælle eller samlever.

  • Af pressemeddelelsen fremgår, at "efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder også, hvis parret har et eller flere fælles børn".

  • 34 par bliver omfattet af instruksen. To af parrene ville også være blevet adskilt uden instruksen, da den ene ægtefælle var under 15 år.

  • I april 2016 går Folketingets Ombudsmand ind i sagen efter en klage fra et ungt par, og Udlændingestyrelsen genoptager alle de berørte pars sager.

  • I februar fandt Folketingets Ombudsmand det ulovligt, at Støjberg (V) et år tidligere havde givet Udlændingestyrelsen instruks til at tvangs-adskille alle par på landets asylcentre.

  • 19. maj 2017 bringer Politiken en artikel om sagen, hvor Inger Støjberg (V) erkender, at hun personligt fjernede embedsfolks forbehold om, at alle sager skulle vurderes individuelt.

  • Torsdag var Inger Støjberg i samråd i sagen, hvor hun skulle svare på, om hun var blevet advaret om, at det var ulovligt at adskille de unge asylpar uden at behandle deres sager individuelt.