Christine Cordsen efter pensionsfarvel til S: Radikale er stadig fyr og flamme

Regeringspartierne og DF havde ingen interesse i at lande aftalen med S, vurderer korrespondent.

Socialdemokratiet bliver ikke en del af de fremtidige pensionsforhandlinger, fortalte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) her til eftermiddag. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Det var forventet, at Socialdemokratiet på et tidspunkt skulle ud af pensionsforhandlingerne, hvor regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre stadig er tilbage.

Det vurderer DR Nyheders politiske korrespondent Christine Cordsen, efter at Socialdemokratiet i dag med egne ord blev smidt ud af forhandlingerne under det syvende møde i Beskæftigelsesministeriet.

- Jeg tror egentlig gerne, at Socialdemokratiet ville være med i en aftale om en forbedret seniorførtidspension, hvis der blev lagt noget på bordet, som de kunne acceptere, og de kunne kombinere det med en mulighed for at trække sig tidligere tilbage på folkepension, siger Christine Cordsen og fortsætter:

- Men her har regeringspartierne og Dansk Folkeparti bare en anden interesse. De vil gerne lave en aftale i det forum, som nu sidder tilbage ved forhandlingsbordet.

Begrundelsen for, at Socialdemokratiet ikke skal være en del af de fremtidige forhandlinger, er, at partiet ifølge regeringen og Dansk Folkeparti ikke har været konkrete på, hvilke nedslidte danskere der skal have ret til at gå tidligt på folkepension.

Socialdemokratiet har nemlig hele tiden holdt fast i, at en endelig model skal forhandles på plads med arbejdsmarkedets parter efter valget, hvis partiet vinder regeringsmagten.

- Efter de syv møder er det, som står tilbage, at Mette Frederiksen ikke vil fremlægge en konkret plan, som alle partier ellers har efterspurgt. Så vi må konstatere i dag, at Socialdemokratiets udspil er til for valgkampen og ikke for at hjælpe de nedslidte, sagde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) efter forhandlingerne her til eftermiddag.

Radikale Venstre stadig med ved bordet

Som det eneste oppositionsparti er Radikale Venstre stadig med i forhandlingerne.

Og her vil de højst sandsynligt blive hele vejen, vurderer Christine Cordsen.

- Jeg tror sådan set, at de De Radikale er fyr og flamme for at gå med i en aftale. Det, der ligger på bordet, minder meget om den pensionsmodel, som De Radikale selv har foreslået, og så kan det også betyde noget, at der lige nu er et anstrengt forhold mellem Socialdemokratiet og De Radikale, siger hun.

Hvis Radikale Venstre ender med at gå med i en aftale, så vil det kunne skabe problemer for de normale samarbejdspartnere i Socialdemokratiet.

Christine Cordsen er dog sikker på, at Socialdemokratiet stadig vil gå til valg på, at en række nedslidte danskere skal have ret til at gå tidligere på pension.

- Men de vil have den udfordring, at De Radikale formentlig vil være med i en aftale med regeringen og Dansk Folkeparti. Så de vil gå ud i en valgkamp, hvor det bliver sværere at se, hvordan de skal skaffe flertal for deres model om en tidlig folkepension efter valget.

Regeringen har endnu ikke fremlagt nogle modeller for, hvordan man hjælper de nedslidte på arbejdsmarkedet og forbedrer hele ordningen omkring seniorførtidspension.

Det vil Troels Lund Poulsen dog gøre snarest og forventer, at man kan blive enige om en aftale engang efter påske, fortæller han efter dagens forhandlinger.