DF er åben for at opgive Togfondens timemodel

Jernbaneforbundet vil droppe planerne om en times rejsetid mellem de større byer, og det støtter DF nu.

Partierne bag Togfonden blev i juli enige om, at alle projekter skal føres ud i livet, men nu støtter DF et forslag fra Jernbaneforbundet om at opgive den omdiskuterede timemodel. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Dansk Folkeparti er klar til at genåbne diskussionen om den omstridte timemodel i Togfonden. Det siger transportordfører Kim Christiansen efter at Dansk Jernbaneforbund har foreslået i stedet at fokusere på elektrificering.

- Det er godt set af Jernbaneforbundet. Timemodellen er simpelthen så dyr at realisere, siger han.

DF står sammen med S, R, SF og EL bag Togfonden DK. I juli blev de enige om en plan, der skulle sikre, at alle fondens projekter realiseres.

I fagbladet Ingeniøren opfordrer Dansk Jernbaneforbund til at opgive planerne om, at det højst skal tage en time at køre mellem landets større byer.

- Timedrift kræver en enorm investering set i forhold til de få minutters besparelse, vi opnår, siger Henrik Horup, formand for Dansk Jernbaneforbund, der mener, at der i stedet skal fokuseres på tog til tiden.

/ritzau/