Ekspert: Udfasning af IC4-tog vil tage 5-10 år

En skrotning af de ustabile IC4-tog er klog, men det vil tage år at finde en erstatning, mener trafikprofessor.

Nogle IC4-tog kører slet ikke. De bliver brugt som reservedele for andre togsæt. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Flere politikere er indstillet på at skrotte de ustabile IC4-tog så hurtigt som muligt, men Otto Anker Nielsen, professor i trafikplanlægning på DTU, advarer om, at det vil tage år at sætte andre tog i stedet.

- Det er svært at købe nye dieseltog, fordi der ikke er nogen på markedet. Der er lang leveringstid, og man risikere en ny IC4-skandale, siger han.

Det er også en mulighed at leje tog, men der er ingen overflødige tog. Sjællands regionaltrafik var heldige at kunne leje nogle dobbeltdækkertog, men Otto Anker Nielsen kalder det en dyr løsning, og det endte med, at togene blev købt.

En mulighed er også at elektrificere hele tognettet.

- Så skal der købes nye eldrevne tog, og det vil tage 5-10 år. Til gengæld er der flere tog at vælge imellem, fordi eldrevne tog er hyldevarer, de er mindre komplicerede og har bedre økonomi, siger han.

- IC4-togene er meget ustabile, nogle kører slet ikke, men bruges som reservedele, og resten kører ikke så meget som planlagt. Derfor er DSB på hælene, når det gælder materiel. Bliver IC4-togene skrottet, må tog aflyses og køreplanen vil indeholde færre afgange, siger Otto Anker Nielsen.

/DR Nyheder/

  • I 2000 bliver 83 IC4-togsæt bestilt hos italienske Ansaldobreda. De sidste skulle være leveret i 2006.

  • Status er nu, at 30 togsæt kører. Planen er, at 77 skal være i drift i 2019

  • Løbende undersøgelser har vist, at IC4-toget grundlæggende er sundt, og at det fortsat er muligt at få dem til at køre fornuftigt.

  • Kilde: Ritzau