Embedsmand advarede gentagne gange om mulige lovbrud i Støjberg-sag

I sommeren 2016 trak en specialkonsulent i nødbremsen over for en ulovlig instruks, fortæller han i Instrukskommissionen.

Forhenværende minister Inger Støjberg har afgivet sin forklaring til Instrukskommissionen. Flere vidner har siden den tidligere ministers forklaring dog modsagt hendes forsvar om, at et notat i sagen var det, der skulle administreres ud fra. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Specialkonsulent og jurist Adam Abdel Khalik var flere gange bekymret over lovligheden af en instruks fra daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Til sidst var det ikke bare en bekymring. Han var sikker på, at de ordrer, han fik oppefra, var ulovlige, og derfor satte han sig i juni 2016 til tasterne og sendte en mail til sine overordnede i Udlændingestyrelsen med et noget bemærkelsesværdigt indhold.

I mailen sagde han klart fra over for en beslutning om fortsat at adskille alle unge asylpar konsekvent og uden individuel sagsbehandling, frem til at styrelsen havde truffet afgørelser i sagerne.

- Jeg kan forstå, at der nu – efter instruktion fra UIBM (Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, red.) – er truffet beslutning om, at de pågældende skal adskilles under vores sagsbehandling. Jeg mener, at der er tale om en klart ulovlig tjenestebefaling, som jeg har pligt til at sige fra over for til min direkte foresatte og hendes foresatte, skrev Adam Abdel Khalik den 21. juni 2016 til sine chefer i styrelsen.

Trak kontorchef til side efter få dage i styrelsen

Mailen blev skrevet efter et forløb på et par uger, hvor han mundtligt over for sine chefer havde hejst et advarselsflag. Han mente, at adskillelsen af parrene var ulovlig.

Før han begyndte i styrelsen, havde han været ansat i Justitsministeriet, hvor han også arbejdede med udlændingeretten. Dermed havde han et kendskab til den gældende lovgivning.

Adam Abdel Khalik var begyndt i styrelsen den 1. juni og deltog efter et par dage i et socialt arrangement i styrelsen. Her sagde han under "uformelle forhold" til sin kontorchef, at han mente, at det var ulovligt at fortsætte med at holde parrene adskilt.

- Jeg bliver ret overrasket over, at de her par fortsat er adskilt, og man ikke har foretaget sig noget om helst i sagen. Jeg siger allerede der, at den ordning efter min opfattelse er klart ulovlig, erindrer han om sine samtaler med kontorchefen.

Det står ikke klart, hvordan Adam Abdel Khaliks chefer håndterede hans advarsler, men han husker det som, at hans kontorchef er uenig med ham. Senere i august afgiver den daværende kontorchef i Udlændingestyrelsen forklaring i sagen.

Her er en række af de centrale figurer i sagen foruden Inger Støjberg.

  • Forhenværende direktør for Udlændingestyrelsen Henrik Grunnet forklarede i sidste uge, hvordan hans styrelse begyndte at administrere den ulovlige instruks "med henblik på at få gjort den lovlig".
  • Lykke Sørensen var afdelingschef i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Hun forklarede i mandags, at Inger Støjberg blev mundtligt advaret om ulovligheden ved at adskille asylparrene konsekvent.
  • Tidligere departmentschef Uffe Toudal Pedersen forklarede i onsdags, at han godkendte en pressemeddelelse, der undtagelsesfrit adskilte asylpar.
1 / 3

Sjældent brugt nødbremse

Mailen er opsigtsvækkende, fordi specialkonsulenten med ordvalget "klart ulovligt" trækker i embedsværkets såkaldte nødbremse. Ansatte i den danske centraladministration har pligt til at sige fra, hvis de bliver bedt om at udføre en ordre, som er "klart ulovlig".

Adam Abdel Khalik afgiver i dag forklaring i Instrukskommissionen, der har som hovedopgave at afklare, hvordan en ulovlig instruks om adskillelse af unge asylpar uden individuel vurdering blev til. Centralt i sagen står daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der ønskede en konsekvent adskillelse af parrene.

Hvis du vil forstå sagen, kan du se videoen her, der varer 100 sekunder. Så kender du kernen i sagen.

Hejste advarselsflag få dage efter instruksen

Nødbremse-vendingen fra Adam Abdel Khalik var imidlertid ikke første gang, han var bekymret over sagen, forklarer han for Instrukskommissionen.

Før sin tid i Udlændingestyrelsen i sommeren 2016 var Adam Abdel Khalik ansat i Justitsministeriet, hvor han også arbejdede med udlændingeretten. Han fik den 19. februar 2016 - altså ni dage efter udsendelsen af den konsekvensfri instruks - en henvendelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Kollegaerne fra Støjbergs ministerium ønskede en juridisk vurdering af adskillelsen fra centraladministrationens fornemmeste jurister i Justitsministeriet.

Adam Abdel Khalik forelagde sagen for sin chef i ministeriet.

- Jeg sagde til hende, at jeg var bekymret for den konkrete administration, fordi der udadtil kun var kommunikeret undtagelsesfrit.

- Jeg synes, det var bekymrende, at man kun ville undtage i få tilfælde. Jeg havde et billede af, at det skulle man gøre i mange tilfælde, erindrer Adam Abdel Khalik i Instrukskommissionen med udgangspunkt i sine noter fra dengang.

Ved den lejlighed blev han af en ledende jurist i Justitsministeriet forsikret om, at der ville være par, der var undtaget fra adskillelses-instruksen.

Du kan se, hvordan sagen har udviklet sig i tidslinjen herunder.

Flere embedsfolk stillede spørgsmål

Tidligere på dagen afgav en anden daværende fuldmægtig i Udlændingestyrelsen forklaring.

Ronya Habo sad i februar 2016 med sagsbehandlingen i sagerne, da instruksen fra ministeriet udgik til styrelsen. I forbindelse med sin afhøring forklarede hun, at hun allerede samme dag stillede spørgsmål ved, om instruksen var en overensstemmelse med de europæiske menneskerettigheder. Spørgsmålet rejste hun over for sine chefer i styrelsen men dog uden at modtage et klart svar retur, som hun husker det.

Allivevel fortsatte sagsbehandlingen, og parrene blev adskilt uden at blive hørt.

Folketingets Ombudsmand har tidligere konkluderet, at instruksen var ulovlig.

Venstre-næstformand Inger Støjberg har i forbindelse med sin forklaring til Instrukskommissionen sagt, at hun som minister tilbage i 2016 havde godkendt et notat, der ifølge hende gjorde en instruks om adskillelse af unge asylpar lovlig. Notatet lagde op til en individuel vurdering af sagerne, hvilket ville være i overensstemmelse med reglerne.

Flere embedsfolk har dog underkendt betydningen af notatet - herunder chefjuristen i Støjbergs ministerium og en ledende kontorchef med ansvar for området.

Instrukskommissionen ventes at nå en konklusion til vinter.

Såfremt Instrukskommissionen ender med at konkludere, at Inger Støjberg har handlet kritisabelt i forløbet, vil det være op til et flertal i Folketinget at afgøre, hvilken konsekvens det skal have for Venstres næstformand.