Der er grund til bekymring, hvis det bliver et nej ved dagens folkeafstemning om at ændre det danske retsforbehold til en tilvalgsordning.
Sådan lyder fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i en sidste valgoffensiv i selskab med de øvrige ja-partier mødte vælgere på Københavns Hovedbanegård her til morgen.
Han slår endnu en gang på, at det vil skabe utryghed for især dansk politi, hvis vælgerne ikke stemmer ja.
- Ellers vågner vi alle sammen lidt bekymrede i morgen. Alle går jo ind for Europol, og det glider vi så ud af, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Vores udfordring bliver, at resten af Europa ikke vågner bekymrede i morgen, for de ved stort set ikke, at vi har en folkeafstemning. Men dem bliver vi pludselig afhængige af, hvis vi stemmer nej i dag. Så er det jo deres velvilje, der afgør, om vi fortsat kan blive i det her samarbejde.
På nej-siden har Dansk Folkeparti dog garanteret, at Danmark fortsat kan være med i Europol, hvis det skulle blive et nej. Til gengæld afgiver vi suverænitet til EU, hvis vi stemmer ja, har det lydt.
Det medgiver statsminister Lars Løkke Rasmussen – men det er nødvendigt i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet, mener han.
- Ja, selvfølgelig koster det noget selvbestemmelse. Det gør det jo lige så snart, at man er andre end sig selv og arbejder sammen med et andet menneske, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Til gengæld får vi noget medbestemmelse, og det er klogt at få på de her ting, som krydser grænser.
Se interviewet med Lars Løkke Rasmussen her: