Knap 160.000 gange var DRs valgtest blevet taget på dr.dk to dage før folkeafstemningen i dag
Til sammenligning blev kandidattesten til folketingsvalget i juni gennemført over én million gange.
- Med forbehold for at tallene ikke er helt sammenlignelige, så er det en sværere test. Den kræver mere af brugerne, og spørgsmålene er vanskeligere at svare på i forhold til folketingsvalget tidligere på året, siger Anders Hvass, nyhedsredaktør i DR.
Dagens valg er da heller ikke af en type, der er lige så nært og vedkommende for vælgerne som for eksempel folketingsvalgene.
Det siger valgforsker ved Københavns Universitet Jonas Hedegaard Hansen.
- Der har været en lav interesse hos befolkningen til det her valg. Hvis man synes, informationen har været dårlig eller svær, så vil det ikke falde naturligt at søge svar i en valgtest. Desuden er spørgsmålene i valgtesten meget konkrete, og hvis man ikke forstår spørgsmålene, hvilket mange ikke gør, så er det vanskeligt, siger han.
I forvejen er det ikke ligefrem tvivlere, der er kendt for at tage mediernes valgtest. En gruppe, der har været ekstra mange af til EU-valget.
- Dem, der tager testene ved typisk, hvad de vil stemme i forvejen. De bruger mest testen til at bekræfte sig selv i deres holdning, siger Jonas Hedegaard Hansen.
Hvis du har lyst til at prøve kræfter med valgtesten, kan du tage den her.
