Først var S-formand 'kisteglad' for opbakning: Nu vakler pensions-alliance med DF

S og DF var splittede om pensionsalder under dagens debat i folketingssalen.

Her ses Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) ved en tidligere lejlighed i folketingssalen. De deltog ikke i dagens debat om pensionsalder. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er måske ikke så sammentømret en flok, som man i første omgang troede.

I hvert fald ikke når det handler om differentieret folkepensionsalder - altså en pensionsalder, der kan variere, så de mest nedslidte kan gå på pension før tid, hvis det er nødvendigt.

Det afslørede dagens debat i folketingssalen om netop differentieret pensionsalder.

Dansk Folkeparti er nemlig gået sammen med regeringen om en såkaldt vedtagelsestekst, der er en måde at signalere fælles fodslag på. Teksten forholder sig i meget overordnede vendinger til differentieret pensionsalder:

- Det konstateres, at regeringen har indkaldt til forhandlinger om forholdene for nedslidte på arbejdsmarkedet, og Folketinget opfordrer til, at der bliver fundet løsninger, der i højere grad tilgodeser nedslidtes muligheder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen, hedder det.

Rettighed for nedslidte

I den anden ende af folketingssalen stod Socialdemokratiet med deres egen tekst, som heller ikke de andre røde partier kunne støtte op om.

Den socialdemokratiske tekst går lidt længere end regeringen og Dansk Folkepartis, for det lyder blandt andet, at det fremover skal være en decideret rettighed for nedslidte danskere at gå tidligere på pension.

- Folketinget (Socialdemokratiet, red.) opfordrer til, at der indføres en differentieret pensionsalder. Så dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet, og er mest nedslidte, får ret til at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, hedder det.

Ifølge oppositionspartiet skal det vurderes ud fra "objektive kriterier", om man har ret til pension før den gældende pensionsalder - det kan være antal år på arbejdsmarkedet, men partiformand Mette Frederiksen har heller ikke afvist, at det kan bero på, hvilken branche man arbejder i.

Beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S) undrede sig over, at Dansk Folkeparti ikke kunne bakke op om S-teksten, når de nu har erklæret sig enige i selve udspillet.

Men ifølge beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) skal der ikke lægges så meget i, om Dansk Folkeparti støtter en vedtagelsestekst sammen med regeringen eller ej.

- Det kunne jo være, at regeringen godt ville være med til at finde en løsning, og der er indkaldt til forhandlinger nu, sagde han fra talerstolen.

Minister savner konkrete forslag

Debatten afslørede, at det stadig er sparsomt med helt konkrete forslag til en model for differentieret pensionsalder.

Og selvom en imødekommende beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), nu har inviteret partierne til drøftelser senere på ugen, lagde han samtidig ikke skjul på, at der skal ordentlig føde på bordet.

- Der har været forskellige forslag fremme, men jo slet ikke nogen, der på noget tidspunkt er konkretiserede. Hvem skal være omfattet? Hvad koster det? Hvilke vilkår skal gælde? Det mangler jeg at se i udfoldet form, lød det fra ministeren.

Han lød umiddelbart mere stemt for at justere på nogle af de ordninger, der er tænkt som en mulighed for personer, der ikke længere er i stand til at være på arbejdsmarkedet.

Blandt andet seniorførtidspension, som tildeles langt færre personer, end man regnede med.

- Vi må konstatere, at vi har nogle ordninger i dag, der ikke nødvendigvis fungerer efter den politiske hensigt, de blev etableret ud fra. Seniorførtidspension er ét eksempel, sagde Troels Lund Poulsen.

I morgen formiddag mødes partilederne til debat om pension hos Ældre Sagen.