Folketingets uvildige advokater: Der er grundlag for at stille Støjberg for rigsret

Der er en 'rimelig formodning' om, at den tidligere udlændingeminister kan dømmes, vurderer advokater.

Inger Støjberg kan stilles for en rigsret og der er en 'rimelig formodning' om at hun kan dømmes, vurderer uafhængige advokater. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Der er 'grundlag' for at rejse tiltale mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg for Rigsretten. Og der er en 'rimelig formodning' om, at Venstres afgående næstformand og tidligere udlændingeminister Inger Støjberg kan dømmes i sagen.

Sådan lyder vurderingen fra to uafhængige advokater til Folketinget, erfarer DR Nyheder.

Advokaterne fremlægger i dag deres konklusioner, der har været ventet i ugevis.

Folketingets partier har bedt advokaterne Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord om at vurdere, hvorvidt "der er grundlag for at indstille over for Folketinget, at der rejses tiltale med forventning om domfældelse imod tidligere minister Inger Støjberg (V) for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven”.

Og det mener de to advokater altså, at der er en 'rimelig formodning' om.

Sagen handler om adskillelse af unge asylpar tilbage i 2016. På daværende tidspunkt er Inger Støjberg udlændinge- og integrationsminister. Hun vil have et opgør med de såkaldte 'barnebrude'. Derfor beder hun sit embedsværk adskille parrene.

Herefter udgår der en ulovlig instruks fra hendes ministerium, hvor det dikteres, at alle parrene skal adskilles - uden undtagelse. Det er den manglende undtagelse i instruksen, der gør den ulovlig, har Folketingets Ombudsmand og siden en kommissionsundersøgelse slået fast.

Forstå sagen om den ulovlige instruks i vores gennemgang af sagen herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

Ekspert: Klar tale fra advokater

Advokaternes konklusioner er meget klare, vurderer Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet. Han understreger, at han kun har læst den konklusion, som DR har bragt, men at den er ret klar.

- Det er så klart, det kan blive, når man formulerer sig som jurist. Der er ingen tvivl om, at de mener, der er juridisk grundlag for at rejse en rigsretssag, siger han.

Han mener ikke, at man skal lægge for meget i, at advokaterne fremhæver, at beviserne kan ændre sig. Sådan er det altid i en straffesag, understreger han:

- Sådan vil altid være i en retssag og også i en rigsretssag. Et vidne kan skifte forklaring. Et nyt dokument kan dukke op. Det er vigtigt at understrege, det her ikke er en dom, men kun et oplæg til et anklageskrift, siger han.

Tre partier har allerede meldt sig klar til rigsret

Siden Instrukskommissionen offentliggjorde sin delberetning i begyndelsen af december, har Folketingets partier overvejet, hvad der nu skal ske.

Liberal Alliance, Alternativet og Radikale ser som udgangspunkt en rigsretssag som den mest farbare vej. Omvendt mener hverken Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti, at der er grundlag for at rejse en sag. De resterende partier har stillet sig afventede og vil først tage endeligt stilling, når advokatvurderingen er klar. Det er den så nu.

I sidste uge fremlagde Venstre sine egne betalte vurderinger, der er lavet af to andre advokater. Deres konklusion var, at det var tvivlsomt, hvorvidt der ville ske domfældelse over Inger Støjberg.

Hvorvidt der skal rejses en rigsretssag mod Inger Støjberg er op til et flertal i Folketinget.

Mette Frederiksen skal tage stilling

Det ventes, at Socialdemokratiet har de afgørende stemmer på spørgsmålet. Hvorvidt de vil støtte en sag, har partiet endnu ikke meldt noget ud om.

Hvis en rigsretssag bliver aktuel, vil det være første gang i mere end 20 år, værktøjet bliver taget i brug.

Den seneste sag var mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K). Han blev idømt fire måneders betinget fængsel med et års prøvetid i 1995 for at have hindret tamilske flygtninge i at få deres familier til Danmark.

Rigsretten består af 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal politisk valgte medlemmer, som Folketinget har udpeget.