Hvem skal lede en S-V-R-regering? Frederiksen vil kun gå med til det, hvis hun selv bliver statsminister

Jyllands-Postens politiske redaktør svarede på valgspørgsmål i P3.

Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen, brugte nogle af sine morgentimer på at klæde P3's lyttere på til folketingsvalget.

Der var rigtig mange af P3's lyttere, der lige skulle have clearet det sidste, inden de bevægede sig mod stemmestederne her til morgen.

Go' Morgen P3 havde inviteret Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen, i studiet for at svare på spørgsmål om folketingsvalget og de partier, der stiller op.

Her er en række af spørgsmålene fra P3-lytterne. Og svarene fra den politiske redaktør:

Hvem går stemmerne til, hvis man stemmer blankt eller slet ikke stemmer?

- Hvis man stemmer blankt, så går din stemme ikke til nogen, og det gør den heller ikke, hvis du ikke stemmer, og det er jo ærgerligt. Når man går ned og stemmer, så bruger man sin demokratiske ret, og det er meget vigtigt for demokratiet, som man jo ikke har alle steder, svarer Marchen Neel Gjertsen.

En lytter ville gerne vide, hvordan Alternativet kommer til at forholde sig, når der skal findes en statsminister. Det svarer Marchen Neel Gjertsen på her:

Hvad sker der med stemmerne, hvis de falder på et parti, som ikke kommer ind?

- Så bliver det noteret, at partiet fik så og så mange stemmer, men ikke opnåede de magiske to procent, som er spærregrænsen, og at partiet derfor ikke kommer i Folketinget.

Kan Riskær og Paludan blive afvist?

Hvis Klaus Riskær og Rasmus Paludan bliver valgt ind i Folketinget, kan de så risikere ikke at komme ind alligevel, fordi de er tidligere straffede?

- Der er eksempler på, at folk er blevet erklæret ikke valgbare. Først bliver man valgt ind, og så skal et udvalg i Folketinget tage stilling til, om man er valgbar, men jeg har ikke hørt nogen sige, at de to politikere ikke skulle have lov til at sidde i Folketinget. Men det er reelt noget, vi først ved efter valget.

Hvilket parti vil gerne bruge flere ressourcer på dyrevelfæld?

- Det er ikke et emne, der har fyldt særligt meget i valgkampen, men Dansk Folkeparti har traditionelt set gået meget op i dyrevelfærd. Jeg har ikke hørt nogen sige, at de vil bruge færre penge på dyrevelfærd.

Mette eller Lars?

Hvem bliver statsminister i en regering med Venstre, Socialdemokratiet og de Radikale?

- Det forudsætter i første omgang, at der kommer sådan en regering, og det har jeg meget svært ved at se for mig. Da Lars Løkke kom med det forslag i går, sagde samtlige partier, der i så fald skulle indgå i den regering, nej tak.

- Men skulle vi komme ud i sådan en opsigtsvækkende konstellation, så vil Mette Frederiksen kun gå med til det, hvis hun selv bliver statsminister, vurderer Marchen Neel Gjertsen.

Er der forskel?

Jeg har svært ved at kende forskel på SF og de Radikale. Hvad er forskellen?

- En af de store forskelle er den økonomiske politik, hvor Morten Østergaard og Pia Olsen Dyhr er uenige. De er enige om meget på udlændingepolitikken, men de er uenige om, hvorvidt det skal være nemmere for udenlandsk arbejdskraft at komme til landet. Det mener de Radikale, at det skal, men det mener SF ikke.

Hvilket parti vægter sundhedsvæsenet højst?

- Det er de alle sammen optaget af. Det er her, politik bliver kompliceret, for du kan ikke finde et parti, som ikke mener, at sundhedsvæsenet er vigtigt. Så er der forskellige bud på, hvordan man skal prioritere det økonomisk. Og der bliver det jo lidt tricky, for så skal man gøre op med sig selv, hvordan man skal komme hen til målet, som er et bedre sundhedsvæsen.