Grønlandsk folketingsmedlem afviser Trump: 'Han ville smadre vores velfærd'

Nej tak, siger Aaja Chemnitz Larsen, hvis Donald Trump spørger, om han kan købe Grønland.

Aaja Chemnitz Larsen takker nej, hvis Donald Trump officielt henvender sig for at købe Grønland. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Hvis det står til det ene af to grønlandske folketingsmedlemmer, kan Donald Trump godt pakke sammen.

Det kan på ingen måde komme på tale, at USA køber Grønland, som den amerikanske præsident tilsyneladende har luftet sin interesse for.

- Mit svar vil være nej tak. Jeg tror ikke, det vil være gavnligt for Grønlands udvikling, siger Aaja Chemnitz Larsen, medlem af Folketinget for venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit, der arbejder for et selvstændigt Grønland.

Donald Trump skulle ifølge amerikanske medier efter sigende flere gange have udtrykt interesse for muligheden for at købe Grønland, der bliver anset som central både på grund af mulighederne for at udvinde naturressourcer og råstoffer, men også på grund af den militærstrategiske betydning.

USA har ikke lagt skjul på, at de opfatter Kina og Rusland som modstandere i det arktiske område, der på grund af klimaforandringerne i disse år åbner sig som et helt nyt ocean.

Frygter for velfærden

Men det kan ikke komme på tale med et køb af Grønland - især ikke fordi det amerikanske samfund er bygget på fundamentalt anderledes værdier, end dem, der hersker i Grønland, lyder det fra Aaja Chemnitz Larsen.

- Jeg tror derimod, vi skal gå efter et mere ligeværdigt og bedre partnerskab mellem Grønland og Danmark. Og vi skal være med til at udvikle den selvbestemmelsesret, som Grønland jo har. Det er en bedre vej for Grønland.

- Det baserer jeg også på de velfærdsværdier, som vi også har i Grønland. Altså, at man har lige ret til uddannelse og sådan nogle ting, som jo fuldstændig ville blive smadret, hvis amerikanske værdier skulle herske i Grønland, siger hun.

Men kunne USA ikke være med til at gøre Grønland rigere ved at udvinde råstoffer for eksempel?

- Jeg er ikke i tvivl om, at der også kan være nogle fordele og et stort potentiale i det. Jeg tror også, at der vil være en minoritet i Grønland, der ser de fordele mere, end de ser udfordringerne på den lange bane. Men jeg er helt sikker på, at et politiske flertal i Grønland ønsker at have en relation til Danmark, siger Aaja Chemnitz.

Hun læner sig dermed op ad danske folketingspolitikere, der har afvist historien om et muligt amerikansk køb af Grønland som "en dårlig joke".

Herunder er det Dansk Folkepartis Søren Espersen:

Amerikanerne er i øjeblikket militært til stede på Thulebasen i det nordvestlige Grønland, men har ikke lagt skjul på, at de meget gerne øge adgangen til andre lufthavnsfaciliteter i Grønland.

Vil ikke tromles

I det hele taget er opmærksomheden omkring hele det arktiske områder, herunder Grønland, blevet voldsomt forstærket i de seneste år. Det har Aaja Chemnitz Larsen mærket tydeligt i de fire år, hun allerede har siddet i Folketinget.

- Der er meget mere fokus på Arktis. Og det er vigtigt for mig at understrege, at Grønland skal høres noget mere i alt det her. Vi har udfordringer, som vi gerne vil løse, og det er vi i gang med.

- Men vi skal ikke tromles i den her proces, hvor de store magter øger deres interesse for Arktis og Grønland. Vi skal udvikle Grønland på det grønlandske folks præmisser og sikre, at inddragelsen bliver mere respektfuld, end den har været hidtil, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra det andet grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut eller selvstyreformand Kim Kielsen.